Man kan sige mange grimme ting om stadionkoncerter, og det skal man efter min mening benytte en hver mulighed til – Jeg hader stadig Parken, som koncertsted, lyden er ganske enkelt rædsom. Men når det er sagt, så har Bruce – jeg mener at vide, at vi er på fornavn – altså en fabelagtig evne til at involvere publikum. Jeg har i hvert fald sjældent set en mere oplagt performer på en stadionscene.

Ikke mange andre kunstnere var ikke sluppet af sted med nogle af de små tricks, som Bruce benytter sig af. Det lille podium ude blandt puplikum, kunne nemt være blevet en klam, selvfed gimmick. Men Bruce har en ægthed over sig, som gør at det ikke virker opstyltet, når han “møder sit publikum” på nært hold. En ægthed, som mange må misunde ham. En ægthed, som man kunne ønske sig var mere udtalt – ikke mindst i den politiske verden. På stående fod kan jeg faktisk kun komme i tanke om Mette Frederiksen (S), som en politiker, der opnår bare en tilnærmelsesvis høj karakter på ægtheds-skalaen. Når Bruce skriver sange set fra den lille mands perspektiv, så tror man på, at han mener det. Når han fra scenen siger, at det er vores borgerpligt, at stille os kritiske over for magthaverne, så tror man på ham. Når han stikker en lille pige blandt publikum sin mundharpe, så tror man på, at han inderligt mente, at den lille pige havde brug for en mundharpe.

Jeg tror i grunden Bruce ville have været en god socialdemokrat – og var han socialdemokratisk statsministerkandidat, ville han helt sikkert løbe med min stemme.

I f.eks cykelsport, er der stjerner som Fausto Coppi, Eddy Merckx, Marco Pantani og Lance Armstrong, der er blandt andet er blevet stjerner, fordi de havde det rette talent og et afslappet forhold til indtagelse af medicin. Vandbærerne er folk som Brian Holm, Jesper Skibby og Bo Hamburger, altså ryttere, som aldrig rigtig blev helt store. De har næppe haft så meget talent, som stjernerne, mens deres forhold til medicin har vist sig at være ligeså afslappet. Hvis vi bliver lidt i cykelsporten (bær over med mig, jeg lover at holde op om lidt), så personificeres kategorien “andre” af folk som for eksempel Simon B. Lindahl, der i 2007 vandt Ullerød Cykelløb (20km distancen for herrer) i tiden 53:33.

I politik, er det ikke meget anderledes – måske dog uden et helt så massivt indtag af medicin. Der er stjerner som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager. Her er vandbærerne de folk, der hverken var kønne eller kendte nok til at blive opstillet, til diverse valg, og som derfor er henvist til alt det kedelige arbejde bag de folkevalgtes kulisser, lokalformænd, kasserere i lokalforeninger etc. Også indenfor politik finder man restgruppen “andre”. I denne gruppe finder man de menige betalende (men måske ikke så aktive) medlemmer af partiforeningerne. Og det er indenfor denne gruppe, at man, hvis man ser ordentlig efter, kan finde folk fra demokratiets laveste klasse – de valgtilforordnede!

Jeg har netop henslæbt en valgdag, som valgtilforordnet, og har således på egen krop prøvet strabadserne. En arbejdsdag på små 15 timer bliver kompenseret med en diæt på 730 kr. (som der skal svares skat af) og to måltider – vi var heldige, der går rygter om, at man på Fredriksberg selv skal medbringe madpakke (men de har selvfølgelig også en meget lav skatteprocent). Og blot for at føje spot til skade har man i min partiforening, som man sikkert har i så mange andre, den tradition, at man overlader vederlaget til partiforeningens valgfond. Til gengæld er jeg blevet rigtig, rigtig dygtig til at holde forhæng for folk (mental note: måske man skulle overveje at tage det op professionelt).

Nå men, hvis Helle Thorning er stjernen, lokalformanden i hendes lokalforening vandbæreren, det menige medlem “andre”, så må den valgtilforordnede være demokratiets kloakrenser. Dem der, tæller stemmer mens Stjernerne og vandbærerne holder valgfest på Jazz House, Cinemateket eller Øksnehallen og de “andre” sidder hjemme og drikker aftenkaffe og spiser citronmåne til Valgaften på TV. Og man tæller og tæller igen og igen, for man er træt, og man tæller hele tiden forkert.

Men nogen skal gøre det, og jeg tror sgu nok, at jeg er dum nok til at stille op en gang til, om det skulle blive nødvendigt. Måske ikke, hvis der bliver udskrevet valg i morgen, men giv mig et par år, så er jeg nok klar igen.

Ukulelen har gennem tiderne haft mange prominente fortalere i England. Fra 1920′erne og frem til sin død i 1961 var George Formby uden tvivl den mest kendte. Senere har musikere som George Harrison, Paul McCartney og Sam Brown taget instrumentet til sig. Man sagde om George Harrison, at han altid rejste med to ukuleler; en til sig selv at spille på og en til, hvem der måtte have lyst til at spille med. Ifølge avisen er den seneste interesse for det lille firstrengede instrument afledt af en tv-optræden af “The Ukulele Orchestra of Great Britain“. Et orkester, der spiller nye og gamle hits udsat for èn bas og seks ukuleler. Jeg fik deres CD, The Secret of Life, i fødseldagsgave – og det er rigtig godt.

Men et er, hvad avisen mener, noget andet er sandheden. Jeg for min part er helt sikker på, at den store interesse for ukulelen skyldes min mindeværdige (omend meget korte) optræden på skagens gren sidste sommer. Med et ben i henholdsvis Kattegat og Skagerak, opførte jeg George Formbys “When I’m cleaning windows” til stor forundring for de mange turister.

Bowie voksede op på Stansfield Road i Brixton. Han har fra tid til anden koketteret med, at han voksede op i et arbejderkvarter, men sandheden er nok snarere, at der i 1947 var tale om et kvarter for den lavere middelklasse. I hvert fald er husene på Stansfield Road af den typiske victorianske rækkehustype – smalle huse i tre etager med karnap i stueetagen. Med andre ord lige store nok til at være deciderede arbejderboliger.

Og hvor ved jeg så det fra? Jo, jeg har boet der. Jeg boede der i et lille års tid tilbage i 1986-87. I et lille bedsit (etværelses med et diminutivt køkken samt toilet og bad på gangen) i Stansfield Road nr. 11. Bowie boede i nr. 40, men hans forældre valgte at flytte til Bromley i 1953, så jeg så ikke så meget til ham Og det er så ikke helt rigtigt, for vi havde faktisk en Bowieplakat hængende på væggen.

Nuvel, tillykke til David Bowie, må han snart komme til landet igen. Jeg kunne godt tænke mig at se og høre ham jamme “good with Weird and Gilly and The Spiders From Mars”.

De gæve satirikere på listex.dk har skrevet en velkomstsang til Akkaris pris. Omkvædet lyder:

Nord, syd, øst og vest
Danmark var dog bedst,
og Akkari vendte hjem.
Så vær med som gæst
Danmark holder fest
Når Akkari vender hjem 

Der er i øvrigt mange gode sager at finde på deres website. Man kan blandt andet (gen)høre hyldestsangen til Tour de France, “Out of EPO”. Og så er der en forrygende politisk ukorrekt stribe om en ung Adolph Hitler. Kig forbi det er sjovt – og kun ganske lidt plat.