Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870′erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

To lysende eksempeler herpå, har vi set i den forløbne uge. Pia Kjærsgaards vildt overeksponerede spændingshovedpine må være det tætteste vi i danmarkshistorien har været på en ikke-historie. For få år siden, var Dansk Folkepartis Søren Espersen (hvorfor minder han mig altid om klassens tykke dreng, der nu har fundet et outlet for sine frustrationer, ved at slå på folk, der er mindre end ham selv?) i pressen og tude over, at Dansk Folkepartis politikere aldrig blev inviteret med i TV-quizzer og lignende. Nu må det piveri da forstumme for tid og evighed. Jeg mener, der blev sendt direkte reportager fra Roskilde sygehus, fra Rigshospitalet, fra DF’s sommermøde i nordsjælland et sted, og selv på tekst-tv kunne man løbende følge med i antallet af scanninger af Kjærsgaards hoved – Her kunne man godt gøre sig munter over, at man efter tre scanninger kunne konkludere, at der ikke var noget – men sådan er vi ikke her på bloggen…… Det kunne ikke falde os ind….Aldrig!

Men for at det ikke skulle være løgn, så blev denne ikke-historie overgået i selvsamme uge. Paris Hilton kom til København. Og medierne gik amok. Ikke mindst TV2, som havde havde sikret sig et interview med verdensstjernen. Nu tilhører jeg ikke lige det segment Paris Hilton henvender sig til, så jeg må have lidt hjælp her. Hvad er det lige Paris Hilton har beriget verden med? Hvori består hendes kunnen? Hvad berettiger mediehysteriet omkring hendes besøg i København? Er hun kendt for andet end at være kendt?
Kan hun overhovedet noget??

Hvis der overhovedet er noget positiv ved disse medieskabte historier, så må det være, at vi nu ved, at det danske sundhedssystem virker og har det godt. Næste gang jeg bliver ramt af en spændingshovedpine, så ved jeg, at jeg kan blive kørt på hospitalet og blive akut CT-scannet – ikke mindre end tre gange. Det er da betryggende at vide.

Men der har jo sådan set været nok at skrive om i de forløbne måneder. Vores statsminister har mildt sagt haft travlt med at opføre sig besynderligt. Lige umiddlebart inden valget i november, fik ca 400.000 hustande i landet en hilsen fra Anders Fogh – han ville da lige minde om det skrækscenarie, en socialdemokratisk ledet regering ville være. Skulle valget munde ud i – oh skræk – en regering under Helle Thorning-Schmidt, ja så kunne vælgerne være sikre på, at lige så snart ville der blive nedsat en skattekommission. Og det kun for at kunne sætte skatterne op – “Det ved vi”, er statsministerne citeret for at have sagt (han sagde vist noget lignende om masseødelæggelsesvåben engang, men lad nu det ligge). I samme brev stiller han spørgsmålet “Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?”. Hans skarpe analyse var, at det nok var noget med at sætte skatterne op. Nu blev resultatet af valget jo så, at Anders Fogh fortsatte som regeringsleder. Og hvad var så noget af det første han gjorde i den nye valgperiode? Jo, han nedsatte en skattekommission, under ledelse af en tidligere socialdokratisk skatteminister, som erklærede, at “alt var i spil”!!?? Mine evner som politisk analytiker, har førhen vist sig – i bedste fald – vaklende, men her slår jeg op i banen uden kamp. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i denne affære – enten lyver statsministeren husejerne lige op i ansigtet, eller også er han ubegavet.

Og så har statsministeren jo også haft travlt med at gøre kur til George W. Bush. I utvetydige vendinger, har han erklæret USA’s præsident sin uforbeholdne kærlighed. Man kunne næsten få helt våde øjne (og lidt ondt af Arne-Mette, som George insisterer på at kalde Danmarks statsminister-frue). Politiske kommentatorer mener at vide, at han (altså Anders Fogh) er ved at positionere sig i forhold til at indtage posten som europæisk head honcho om et års tid. Hvilket kunne give plads til Lars Løkke Rasmussen, som ny statsminister.

Det kunne så også forklare, hvorfor Lars Løkke under valgkampen indtog fast stilling som statsministerens funny sidekick. Nu er der så bare det, at Lars har vist sig at være en skidt knægt. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen – jeg mener, han havde mig bekendt som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tilsynsmyndigheden over Farum kommune, uden at tage det ansvar særligt alvorligt. Og nu viser det sig, at han i sin borgmestertid både har købt cigaretter, diskoteksentré og “naturfilm”, på skatteydernes regning. Som forsvar hævder ministeren, at det kunne han naturligvis aldrig finde på i dag, og at man jo skal huske på, at det var en anden tid.

Ja, Lars Løkke, det var en anden tid. Peter Brixtofte var Borgmester i Farum kommune, Statsministeren hed Nyrup Rasmussen – og Anders Fogh var liberal. Men måske kan Lars Løkke, som ifølge sit CV på www.folketinget.dk er cand. jur. kaste lidt lys over, hvilken hul i disse svundne tiders gældende lovgivning, der tillod amtsborgmestre at stjæle af kassen?

Holger har altid været god for lidt underholdning selv i den tristeste af triste valgkampe – ja såmænd også i perioderne mellem valgkampene. Og så har han gennem tiden vist sig som en flot repræsentant for det olympiske ideal: “det gælder ikke om at vinde, men at deltage”.

Jeg har tidligere muntret mig på Holgers bekostning her på bloggen. Læs eventuelt:

Om Folketingsvalget 2005

Om Kommunalvalget 2005

Eller om Ungdomshusets rydning

Holgers kandidatur vil blive savnet. Det efterlader hverken hustru eller børn, men et betragteligt tomrum. Æret være dets minde.

Og helt ærligt. Paula Larrain! Hvad er det lige, hun har at tilbyde demokratiet – ud over naturlig vis at være kendt fra TV (og sikkert også fra ugebladene)? Jo, hun vil have genindført morgensang på de danske skoler. Og ifølge hende selv kan det godt være, at det umiddelbart ligner en lille sag (jeps Paula, lige på kornet!), men ikke desto mindre er det en sag af overordentlig stor betydning for det danske samfund. Måske er det bare mig, men jeg synes altså at der må være vigtigere ting i verden for en politiker (in spe), der påstår også at have interesse for udenrigspolitik.

Tilsyneladende tilbød Paula sin arbejdskraft til Ny Alliance før hun havnede hos det konservative folkeparti. Men Ny Alliance fik alligevel deres journalist. De trak nemlig en anden tidligere TV-journalist op af hatten, Jørgen Poulsen, som jeg bedst husker for at dække Palm-mordet i Stockholm tilbage i midtfirserne. Nå ja, og hans noget særprægede udtale af bogstavet “t”.

Og her vil jeg lade være med at kommentere Ny Alliances valg af spidskandidater, og blot spørge: Hvornår f****n er det blevet en politisk kvalitet at være kendt? The boat left and I wasn’t on it!