- Hvad hedder denne landsby?

- Den kalder vi Sejs (udtalt ca. som det engelske ace med et s foran), fordi der er seks gårde, lød svaret.

Og da der ikke var nogen officiel retskrivning for jydske dialekter, blev det jydske “seks” til bynavnet “Sejs”.

Om historien er sand ved jeg ikke, men jeg kom til at tænke på den, da jeg for nylig stødte på Notrees, Texas. I følge maps.google.com, er Notrees ikke meget andet end et vejkryds. Og igen ifølge google, blev Notrees navngivet af en postmester, der valgte navnet da de træer, der indtil da havde været, var blevet fældet og brugt til at bygge den lokale servicestation.

I det hele taget er amerikanerne fantastiske til bynavne – ikke mindst i Texas. “The Lone Star State” kan prale af byer som Bigfoot, Lollipop, Gun Barrel City og Looneyville.  Tennesee kan også være med. De har Difficult, Goat City og – min personlige favorit – Stinking Creek. Toad Suck ligger i Arkansas, mens man skal en tur til Ohio for at besøge Knockemstiff.

På et helt andet og mere religiøst plan finder man Paradise, Nevada. Om det er et pudsigt sammentræf eller der faktisk er en tanke bag, er ikke til at sige, men en stor del af Las Vegas’ casinoområde ligger faktisk i Paradise (Las Vegas aka. Sin City. Go figure!). I Michigan kan man dog gøre det en tand bedre. Der har man både Paradise og Hell. Skulle man være interesseret i den slags kan maps.google.com oplyse, at der er 239 miles fra Himmel til Helvede. Og det er jo altid godt at vide.

Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870′erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

Richard Wright vil næppe gå over i historien som nogen stor teknisk ekvilibrist på sit instrument, og hans afdæmpede og tilbageholdende natur gjorde, at man let overså både ham og hans betydning for orkestret. Men det til trods var hans piano- og keyboard-stil og ikke mindst hans stemme så integreret en del af Pink Floyds lyd, at det aldrig var blevet det samme band uden ham. Specielt kunne hans og David Gilmours stemmer nærmst smelte sammen og skabe en udefinerbar magi, der kunne få noget nær ethvert nummer til at gå op i en højere enhed. Af Richard Wrights fineste bidrag til Pink Floyd kataloget kan nævnes “Us and Them” og “The great gig in the sky”, begge fra “Dark side of the moon”. Det var Richard Wright, når han var allerbedst.

Undervejs måtte Wright dog lide den tort at blive fyret fra Pink Floyd. Under inspilningerne af “The Wall” gik bølgerne i orkesteret så højt, at Roger Waters insisterede på, at Wright skulle fyres. Det blev han, men han blev dog hyret som session-musiker til den efterfølgende turné. Da Roger Waters forlod Floyd kom Wright hurtigt ind i varmen igen, men på grund af nogle for udenforstående ugennemskuelige kontrakt-forhold, indtrådte han først rigtig i bandet igen i forbindelse med indspilningen af “The Division Bell”.

Men den 15. september 2008 blev det altså tid til “The great gig in the sky”.

11.1 Du beholder alle ophavsrettigheder og andre rettigheder, du allerede har til det indhold, du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Ved at indgive, sende eller vise indhold giver du på ubestemt tid Google uigenkaldelig, global, gratis og ikke-eksklusiv licens til at reproducere, tilpasse, modificere, oversætte, udgive, foretage offentlig udførelse, offentliggøre og distribuere ethvert Indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Formålet med licensen er alene at sætte Google i stand til at vise, distribuere og promovere Tjenesterne og kan tilbagekaldes for visse Tjenester, jf. de Yderligere Vilkår for disse Tjenester. (min kursivering)

Og

11.4 Du bekræfter og garanterer over for Google, at du har de rettigheder, beføjelser og bemyndigelser, der er nødvendige for at tildele ovennævnte licens. (min kursivering)

Det er simpelt hen for vidtgående Google. 1) Hvis jeg publicerer materiale gennem Chrome, vil Google have hånd og halsret over mit værk. Jovist, jeg har stadig copyright på materialet, men Google har i realiteten tiltvunget sig en gratis licens til at bruge materialet fuldstændig, som de måtte have lyst, inklusive at modificere og udgive det. Det er ikke specielt sympatisk. 2) Desuden skal jeg garantere Google, at jeg har beføjelser til faktisk at tildele dem denne licens. Det kan jeg ikke garantere, da min arbejdsgiver har copyright på alt, hvad jeg skriver i min arbejdstid. Blandt andet derfor kan jeg ikke benytte Chrome. Så med mindre Google omformulerer EULA’en: Sorry Google, not in a million years! Det er en OM’er.

Update 4. sept. 2008: Google har hurtigt indset, at de har skidt i nælderne. Licensbetingelsernes paragraf 11 er nu ændret til kun at bestå af første sætning. Fint Google, så kan vi gå i gang med at teste Chrome!

To lysende eksempeler herpå, har vi set i den forløbne uge. Pia Kjærsgaards vildt overeksponerede spændingshovedpine må være det tætteste vi i danmarkshistorien har været på en ikke-historie. For få år siden, var Dansk Folkepartis Søren Espersen (hvorfor minder han mig altid om klassens tykke dreng, der nu har fundet et outlet for sine frustrationer, ved at slå på folk, der er mindre end ham selv?) i pressen og tude over, at Dansk Folkepartis politikere aldrig blev inviteret med i TV-quizzer og lignende. Nu må det piveri da forstumme for tid og evighed. Jeg mener, der blev sendt direkte reportager fra Roskilde sygehus, fra Rigshospitalet, fra DF’s sommermøde i nordsjælland et sted, og selv på tekst-tv kunne man løbende følge med i antallet af scanninger af Kjærsgaards hoved – Her kunne man godt gøre sig munter over, at man efter tre scanninger kunne konkludere, at der ikke var noget – men sådan er vi ikke her på bloggen…… Det kunne ikke falde os ind….Aldrig!

Men for at det ikke skulle være løgn, så blev denne ikke-historie overgået i selvsamme uge. Paris Hilton kom til København. Og medierne gik amok. Ikke mindst TV2, som havde havde sikret sig et interview med verdensstjernen. Nu tilhører jeg ikke lige det segment Paris Hilton henvender sig til, så jeg må have lidt hjælp her. Hvad er det lige Paris Hilton har beriget verden med? Hvori består hendes kunnen? Hvad berettiger mediehysteriet omkring hendes besøg i København? Er hun kendt for andet end at være kendt?
Kan hun overhovedet noget??

Hvis der overhovedet er noget positiv ved disse medieskabte historier, så må det være, at vi nu ved, at det danske sundhedssystem virker og har det godt. Næste gang jeg bliver ramt af en spændingshovedpine, så ved jeg, at jeg kan blive kørt på hospitalet og blive akut CT-scannet – ikke mindre end tre gange. Det er da betryggende at vide.