Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870′erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

I f.eks cykelsport, er der stjerner som Fausto Coppi, Eddy Merckx, Marco Pantani og Lance Armstrong, der er blandt andet er blevet stjerner, fordi de havde det rette talent og et afslappet forhold til indtagelse af medicin. Vandbærerne er folk som Brian Holm, Jesper Skibby og Bo Hamburger, altså ryttere, som aldrig rigtig blev helt store. De har næppe haft så meget talent, som stjernerne, mens deres forhold til medicin har vist sig at være ligeså afslappet. Hvis vi bliver lidt i cykelsporten (bær over med mig, jeg lover at holde op om lidt), så personificeres kategorien “andre” af folk som for eksempel Simon B. Lindahl, der i 2007 vandt Ullerød Cykelløb (20km distancen for herrer) i tiden 53:33.

I politik, er det ikke meget anderledes – måske dog uden et helt så massivt indtag af medicin. Der er stjerner som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager. Her er vandbærerne de folk, der hverken var kønne eller kendte nok til at blive opstillet, til diverse valg, og som derfor er henvist til alt det kedelige arbejde bag de folkevalgtes kulisser, lokalformænd, kasserere i lokalforeninger etc. Også indenfor politik finder man restgruppen “andre”. I denne gruppe finder man de menige betalende (men måske ikke så aktive) medlemmer af partiforeningerne. Og det er indenfor denne gruppe, at man, hvis man ser ordentlig efter, kan finde folk fra demokratiets laveste klasse – de valgtilforordnede!

Jeg har netop henslæbt en valgdag, som valgtilforordnet, og har således på egen krop prøvet strabadserne. En arbejdsdag på små 15 timer bliver kompenseret med en diæt på 730 kr. (som der skal svares skat af) og to måltider – vi var heldige, der går rygter om, at man på Fredriksberg selv skal medbringe madpakke (men de har selvfølgelig også en meget lav skatteprocent). Og blot for at føje spot til skade har man i min partiforening, som man sikkert har i så mange andre, den tradition, at man overlader vederlaget til partiforeningens valgfond. Til gengæld er jeg blevet rigtig, rigtig dygtig til at holde forhæng for folk (mental note: måske man skulle overveje at tage det op professionelt).

Nå men, hvis Helle Thorning er stjernen, lokalformanden i hendes lokalforening vandbæreren, det menige medlem “andre”, så må den valgtilforordnede være demokratiets kloakrenser. Dem der, tæller stemmer mens Stjernerne og vandbærerne holder valgfest på Jazz House, Cinemateket eller Øksnehallen og de “andre” sidder hjemme og drikker aftenkaffe og spiser citronmåne til Valgaften på TV. Og man tæller og tæller igen og igen, for man er træt, og man tæller hele tiden forkert.

Men nogen skal gøre det, og jeg tror sgu nok, at jeg er dum nok til at stille op en gang til, om det skulle blive nødvendigt. Måske ikke, hvis der bliver udskrevet valg i morgen, men giv mig et par år, så er jeg nok klar igen.

Holger har altid været god for lidt underholdning selv i den tristeste af triste valgkampe – ja såmænd også i perioderne mellem valgkampene. Og så har han gennem tiden vist sig som en flot repræsentant for det olympiske ideal: “det gælder ikke om at vinde, men at deltage”.

Jeg har tidligere muntret mig på Holgers bekostning her på bloggen. Læs eventuelt:

Om Folketingsvalget 2005

Om Kommunalvalget 2005

Eller om Ungdomshusets rydning

Holgers kandidatur vil blive savnet. Det efterlader hverken hustru eller børn, men et betragteligt tomrum. Æret være dets minde.

Og helt ærligt. Paula Larrain! Hvad er det lige, hun har at tilbyde demokratiet – ud over naturlig vis at være kendt fra TV (og sikkert også fra ugebladene)? Jo, hun vil have genindført morgensang på de danske skoler. Og ifølge hende selv kan det godt være, at det umiddelbart ligner en lille sag (jeps Paula, lige på kornet!), men ikke desto mindre er det en sag af overordentlig stor betydning for det danske samfund. Måske er det bare mig, men jeg synes altså at der må være vigtigere ting i verden for en politiker (in spe), der påstår også at have interesse for udenrigspolitik.

Tilsyneladende tilbød Paula sin arbejdskraft til Ny Alliance før hun havnede hos det konservative folkeparti. Men Ny Alliance fik alligevel deres journalist. De trak nemlig en anden tidligere TV-journalist op af hatten, Jørgen Poulsen, som jeg bedst husker for at dække Palm-mordet i Stockholm tilbage i midtfirserne. Nå ja, og hans noget særprægede udtale af bogstavet “t”.

Og her vil jeg lade være med at kommentere Ny Alliances valg af spidskandidater, og blot spørge: Hvornår f****n er det blevet en politisk kvalitet at være kendt? The boat left and I wasn’t on it!

Jeg ved godt, at i en globaliseret verden med internet og jeg skal give dig, er der ingen undskyldning for ikke at følge med i de hjemlige nyheder. Men sandheden er, at jeg torsdag sen aften tjekkede min e-mail, og nederst i en mail, der iøvrigt handlede om alt mulig andet, ønskede en god ven “held og lykke med valget”, og først der gik det op for mig, at valget var udskrevet.

Så nu har vi altså chancen for at slippe af med “den samling idioter”, som - alt imens de har kaldt sig Danmarks regering – i de seneste 6 år har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti, og som har gjort i hvert fald mig pinligt berørt over at være dansker. Lad os stemme dem hjem og lade være med at falde for billige tricks som ufinansierede skattelettelser, ældrechecks og kvalitetsreform (hvordan fa…. reformerer man kvalitet), og lad os i stedet i fællesskabets interesse hæve niveauet for det, der er vigtigt, nemlig velfærd.