The lively candidate
Tilbage i år 2000 var dokumentarfilm-instruktør mm., Michael Moore, manden bag, at et større antal potteplanter af arten “Ficus Benjamin” (på dansk, Stuebirk) stillede op som kandidater ved valget til den amerikanske kongres. Jeg husker episoden, som blev vist i tv-programmet “The Awfull Truth”, som meget underholdende.
Men nu må Michael Moore se sig overgået; Som så ofte før overhaler virkeligheden fantasien. I Præsident Bush’s hjemstat, Texas, ligger en lille enklave i Houston-området kaldet “Hedwig Village”. I Hedwig Village føres der i øjeblikket en intens valgkamp i forbindelse med valget af borgmester for den næste valgperiode. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt ved og ingen af de to opstillede kandidater er fra planteriget. Til gengæld er den ene kandidat død! Borgmester Dee Srinivasan døde af en hjertesygdom den 22. april, og reglerne i Texas tillader ikke at fjerne hende fra stemmesedlerne. Det kunne kun lade sig gøre hvis kandidaten frivillgt havde trukket sit kandidatur i slutningen af marts måned, hvor borgmesteren stadig var i live.
Den afdøde borgmester Srinivasans eneste modkandidat, Sue Speck, er i øvrigt tidligere borgmester i Hedwig Village og tabte sidste valg til netop Dee Srinivasan. Man kan vel sige, at Sue Speck står over for den afgørende test. Hvis hun ikke kan slå Srinivasan ved dette valg, bør hun nok overveje sin fremtidige karriere i politik.
Valghandlingen begynder i dag, men der forventes ikke et resultat før tidligt i næste uge. Jeg vender tilbage med resultatet senere.
Jeg er ikke helt sikker på om det er politisk korrekt at grine af sådan en historie – men grotesk er den i hvert fald, og det er svært – forbandet svært – at lade være.
Update: Houston Chronicle har netop offentliggjort et uofficielt resultat af lørdagens borgmestervalg i Hedwig Village. Den nyligt afdøde borgmester Srinivasan fik ikke mindre end 36 procent af de afgivne stemmer – og det helt uden at føre valgkamp. Sue Speck fik dog 64 procent af stemmerne og kan nu kalde sig borgmester de næste to år. Der kan hun så sidde og tænke over, hvorfor 36 procent af byens befolkning foretrak en død borgmester frem for en levende……
maj 26th, 2005 at 12:06
Det er jo småting 🙂 Samme Moore har i sin seneste film bemærket at den (nu tidligere) amerikanske justitsminister John Ashcroft rent faktisk har tabt til en afdød modstander:
http://archives.cnn.com/2000/ALLPOLITICS/stories/11/07/senate.missouri/
Når man har hørt ham synge kan man sådan set godt forstå det:
http://www.cnn.com/video/us/2002/02/25/ashcroft.sings.wbtv.med.html