Vir prudens non contra vendum mingit

BoomerangI weekenden kom det frem, at landets kulturminister, Brian Arthur Mikkelsen, var døden nær, da han tidligere på sommeren ringede til vagtlægen. Han blev rådet til at tage en kodimagnyl og henvende sig til egen læge dagen efter. Ministeren havde høj feber og ringede derfor til en privat vagtlægeordning, som tilså ham og indlagde ham. Det viste sig at ministeren havde betændelse i en hjerteklap.

Lige med et er det så blevet voldsomt populært på Christiansborg at mene et eller andet om vagtlægeordningen. Sundhedsordførere på stribe har været ude og forlange nærmere undersøgelser af ordningen. Hvad der længe har været almindeligt kendt i den del af befolkningen, der i nyere tid har haft brug for lægejælp uden for normal kontortid, er nu endelig nået til Christiansborg. Men der skulle altså en (næsten) død minister til før det gik op landets politikere, at der er noget galt. Det er i sandhed trist, at det står sådan til – samtidig er det selvfølgelig godt, at der kommer fokus på området.

Hele historien har sat nogle tanker i gang hos mig:

  • Ministeren vidste at man kunne ringe til en privat vagtlægeordning. Det vidste jeg ikke. Jeg ville altså formodentlig være død, var jeg blevet ramt af den samme sygdom. Og jeg er nok ikke den eneste.
  • Hos Copenhagendoctors.dk koster et besøg udenfor almindelig kontortid kr. 1600,-. Jeg ville nok godt kunne skrabe de penge sammen (hvis jeg altså havde vidst, at ordningen fandtes), men jeg kender flere, for hvem det ville vælte budgettet, og derfor ikke ville være et reélt alternativ.
  • En vagtlæge tjener ca kr. 85,- på en telefonkonsultation, mens han/hun kun tjener kr. 37,- på at sende en læge på sygebesøg. Gæt selv om det er en smart ordning!

Er det virkelig der, vores velfærdssamfund er endt. Er det velfærd, at patienter skal kende til og ikke mindst have råd til alternativer til det offentlige sundhedssystem? Eller er det bare et eksempel på regeringenspartiernes parole “mere velfærd for pengene” i funktion? Hvis det er, har kulturministeren så i virkeligheden bare “tisset imod vindretningen”?

2 Responses to “Vir prudens non contra vendum mingit”

  1. Dan Says:

    Det gælder vel også for denne Brian: Ultra pose nemo obligatur !!

  2. Finn Says:

    Jeg har også altid troet, at det latinske citat var “Vir prudens non contra vendum mingit”, men alle andre kilder til citatet skriver: “Vir prudens non contra ventum mingit”

Leave a Reply