Eksploderende velfærd
mandag, november 10th, 2003Danmarks statsminister ønsker Danmark frem i forreste række blandt de højteknologiske lande. “Vi skal gøre op med vanetænkning og ikke være angste for statslig engagement”, buldrede ministeren i sin tale på Ventres landsmøde i Herning, og opfordrede til yderligere samarbejde mellem de højere læreanstalter og det private erhvervsliv. Ved at dygtiggøre danskerne vil vi som nation tjene flere penge og kan ad den vej sikre de fremtidige velfærdsgoder, mente ministeren. Nu er det jo i sig selv ikke en ny idé. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ønskede intet mindre end at gøre Danmark til verdens førende IT-nation. Altså i virkeligheden mere visionært end Fogh Rasmussens ønske. Men lad nu det ligge.
Historien blev først rigtig interessant da ministeren fremhævede Finland som et forbillede for Danmark. IT-giganten Nokia (som i parentes bemærket tidligere ernærede sig ved at producere gummistøvler!!) har – ifølge ministeren – været IT-lokomotivet, der har trukket Finland ud af en økonomi, der var båret af skovdrift og træindustri (og gummistøvleproduktion??, red.).
To dage før statsministerens tale kunne man i flere af landets aviser, hos forbrugerinformation og på computerworld.dk læse, at Nokia-telefoner er farlige. En belgisk undersøgelse har påvist, at batterierne i flere af Nokias populæreste mobiltelefoner faktisk kan eksplodere imellem fingrene på brugerne.
Har vor statsminister ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, eller mener han virkelig, at vi som nation kan sikre det fremtidige velfærdsniveau ved at producere eksploderende elektronik?