Archive for oktober, 2007

Nu er det her! Valget.

mandag, oktober 29th, 2007

Netop hjemkommet fra en uges fortjent – hvis jeg selv skal sige det – ferie i London, finder jeg ud af, at der er udskrevet folketingsvalg. Hvad er nu det for noget! Man vender ryggen til et øjeblik, og SLAM! så får man et valg lige i nakken. Så meget for mine evner som politisk spåmand (jf. forrige indlæg og tilhørende kommentarer). Nuvel, man kan ikke vinde hver gang, og jeg er stor nok til at indrømme, at jeg tog fejl.

Jeg ved godt, at i en globaliseret verden med internet og jeg skal give dig, er der ingen undskyldning for ikke at følge med i de hjemlige nyheder. Men sandheden er, at jeg torsdag sen aften tjekkede min e-mail, og nederst i en mail, der iøvrigt handlede om alt mulig andet, ønskede en god ven “held og lykke med valget”, og først der gik det op for mig, at valget var udskrevet.

Så nu har vi altså chancen for at slippe af med “den samling idioter”, som - alt imens de har kaldt sig Danmarks regering – i de seneste 6 år har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti, og som har gjort i hvert fald mig pinligt berørt over at være dansker. Lad os stemme dem hjem og lade være med at falde for billige tricks som ufinansierede skattelettelser, ældrechecks og kvalitetsreform (hvordan fa…. reformerer man kvalitet), og lad os i stedet i fællesskabets interesse hæve niveauet for det, der er vigtigt, nemlig velfærd.