Franks Blog

Er jeg mon den eneste, der undrede sig over Kaj Holgers nærighed i juledags afsnit af “Krøniken”?

Nej vel!? Du lagde helt sikkert også mærke til, at den Mini Cooper, som Henrik fik af sin farfar i fødselsdagsgave, var en brugtvogn. Oven i købet mindst 6 år gammel. Chokerende!

Og hvormed begrunder jeg så min påstand? Jo – Henriks Cooper havde en nummerplade med kendingsbogstaverne “KB”. Altså en “københavnerplade” efter 1958-systemet – Et system, hvor man på baggrund af kendingsbogstaverne kunne placere bilerne geografisk – i hvert fald da de blev indregistreret. København havde, som nævnt, kendingsbogstaver, der begyndte med “K”, Århus var “XA” og “XB” (den første bil jeg kan huske mine forældre havde, var en Morris Minor “XB 33 077”) og “MA” var Odense. Systemet blev afløst i 1966 af et nyt centraliseret system, hvor man ikke længere tog udgangspunkt i geografi, men i nummerserier. I 1972 da Henrik fyldte 20, ville en nyindregistreret bil således have haft kendingsbogstaver startende med “C”.

Det vil altså være rimeligt at konkludere, at Kaj Holger er en nærig rad, der forærede sit barnebarn en brugt bil, indregistreret i 1966 eller tidligere. Tsk, tsk!

Læs mere om danske nummerplader på NRPL.DK . Det er fantastisk, at der findes folk, der laver den slags websites. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker internettet!!

Her oven på alt for meget mad (blandt andet en kalkun på 10 kg! – Det er eddermame et vildt dyr), er der ikke rigtig energi til andet og mere end at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Jeg var inde på Christiansborg i går. Min kæreste og jeg var på besøg hos – lad os kalde ham fætter – som har fået job i et partisekretariat. Vi havde aftalt, at indtage vores frokost i Snapstinget. Vi skulle vel kun være på borgen i ca. en time. Det skulle vise sig at blive en time i fjendeland.

Nu kan det godt være, at jeg havde de negative briller på – det er sket før. Men påfaldende var det, at næsten alle de politikere vi stødte på var, hvad jeg normalt vil betragte som af mindre stueren observans. Mens vi gik fra fætters kontor med retning mod frokosten i Snapstinget, stødte vi således på blandt andre Thor Pedersen, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Peter Skaarup, Rikke Hvilshøj og et par andre af deres sammensvorne fra den yderste højrefløj (jeg giver ikke en hujende hat for Pia Kjærsgaards forsøg på at rykke ind på midten af dansk politik – hun er og bliver placeret blot en lille anelse til venstre for Jonni Hansen og venner).

Ret skal være ret. Der var også et par “venner” i blandt. Lotte Bundsgaard gik og så tænksom ud på trappen fra vandrehallen på første sal til stueetagen, og der var da også et par frie radikaler på borgen den dag, men de var i uhyggeligt mindretal.

Nu kan man vel næppe forvente at trisse rundt på Christansborg ret længe uden at støde på en enkelt eller to politiske modstandere. Det var vel som forventet. Hvad der ikke var helt som forventet, var min reaktion. På en eller anden måde lykkedes det disse frø af ugræs at skjule deres sande personligheder – som de gik rundt der på gange og i haller, så de s’gu næsten helt menneskelige ud. Det rystede mig en smule, og da vi på vej tilbage fra frokosten blev overhalet af Kristian Thulesen Dahl, blev jeg nødt til at banke mit hoved hård mod en synlig bjælke i Proviantgaardens trækonstruktion (jeg tror ikke, at der var nogle, der så det) for at bringe mig selv tilbage på sporet igen. Det hjalp – mit univers er på plads igen. Pia Kjærsgaard og konsorter er igen i ledtog med djævelen selv – og det, der er værre.