Archive for marts, 2006

Vanløse Bio

fredag, marts 24th, 2006

Vanløse har fået en ny biograf i dag. Rent  teknisk kunne man nok kalde det en genåbning, da biografen ligger i samme bygning, som den gamle Vanløse Bio. Dog er både bygning og biograf ombygget til noget nær ukendelighed, og det er derfor ikke helt urimeligt at kalde det en ny biograf. Kæresten og jeg tog herlighederne i øjesyn tidligere i dag, og når man lige fraregner et teknisk uheld undervejs, hvor filmen måtte spoles tilbage og vises forfra (heldigvis kun ca 5-7 minutter inde på spolen), så var det en lovende oplevelse. Der er tale om en sal af en passende størrelse, med rigtig gode sæder, og så er der en et imponerende stort lærred. Gør dig selv og det københavneske biografmiljø en tjeneste – besøg den nye biograf, og hjælp med til at løbe et godt initiativ i gang. Biografen er nem at finde: Den ligger lige der, hvor metroen ender.

Herfra skal lyde mange gode ønsker for Vanløse Bios fremtid – live long and prosper!

Teknisk uheld,vi beklager!

fredag, marts 24th, 2006

Der har igennem den seneste uges tid været nogle tekniske problemer på Franks Blog. Det har blandt andet betydet, at dele af bloggen har været utilgængelig i perioder. Det beklager jeg naturligvis. Problemerne skulle imidlertid være ryddet af vejen nu, og der er igen fuld adgang til sitet.

Nyttig idiot?

tirsdag, marts 7th, 2006

Det er ikke nogen hemmelighed at Venstres Jens Rohde kan lide at se sig selv i medierne. På det seneste har han blandt andet optrådt som tæerkrummende dårlig sanger i et fredagsundeholdningsprogram på en af de landsdækkende kanaler. Jeg må skynde mig at sige, at jeg ikke har set nogle af disse programmer, men det skal nu ikke afholde mig fra at have en mening om dem alligevel. Derfor ved jeg i virkeligheden heller ikke om Jens Rohde er en dårlig sanger; Jeg går ud fra, det forholder sig sådan – ellers var han vel ikke inviteret med i programmet.

En anden pinlig episode løb over skærmen i forrige uge, da han som svar på Helle Thorning-Schmidts – i øvrigt meget præcise – karakteristik af ham som et “løstgående missil”, svarede at han da med et glimt i øjet kunne forsikre at Helle Thorning-Schmidt havde til gode, at se hans missil. Socialdemokraternes politiske ordfører gik omgående i pressen og undrede sig over at Venstre lader sig tegne af en sjofel gadedreng. Og det er egentlig først her historien kører af sporet, for det er her Jens Rohde går på tv og forsøger at latterliggøre folk, der tolkede hans kommentar som sjofel. Det måtte være deres tankegang der var sjofel, for han havde beskemt ikke lagt noget i det. Helt ærlig, Jens Rohde, er det den respekt du viser landets befolkning. Hvis det ikke var en sjofel bemærkning, hvorfor skulle den så serveres med ”et glimt i øjet”. Nej, Jens, du får aldrig min stemme, end ikke hvis du en dag skulle gå hen og blive et anstændigt menneske. Og hvis du vil fornærme min intelligens, så hav dog mod og mandshjerte nok til at gøre det ansigt til ansigt.

Seneste tåkrummer fra venstres sjofle gadedreng, var hans løgnehistorier om en datter til en af Jyllandspostens “muhammed-tegnerne”, der angiveligt var blevet opsøgt i skoletiden af 12 granvoksne muslimske mænd, der ville have fat i hende. I løbet af få dage var de tolv mænd blevet til nogle jævnaldrerne skolepiger, og episoden havde i øvrigt ingen relation til “muhammed-tegningerne”. Og Rohde måtte da også stå frem og undskylde, at han ikke var i stand til at forstå og gengive simple sætninger. Flot!

Siden Anders Rasmussen dannede regering i 2001 har jeg set Jens Rohde som Statsministerens “Nyttige Idiot”; Ham der kunne sendes ud på de “politiske selvmordsaktioner”, som Statsministeren ikke selv turde tage på. Men nu må det altså også snart stå lysende klart, selv for Statsministeren, at Jens Rohde ikke længere er nyttig. Og “Nyttig Idiot” minus “Nyttig” er lig med….. Well, you do the math!