Archive for august, 2006

Så er serveren i luften igen

lørdag, august 12th, 2006

De seneste tre dage har Franks Blog været utilgængelig, men nu er vi i luften igen. Hurra!

Jeg besluttede for noget tid siden, at Franks blog skulle flyttes til en ny og større server. Det burde i grunden ikke være nogen stor operation, men almidelig slendrian gjorde, at jeg ikke var specielt godt forberedt, da det blev skiftedag 🙁 Dumt Bøv!. Lægger man oveni, at den nye server står i et serverrum i det sydlige Californien, og at det unægtelig gjorde tingene lidt besværlige (når jeg var vågen var Californien gået i seng), så står vi trods alt tilbage med det faktum, at vi nu er i luften igen – på kraftigere og mere pålideligt isenkram.

Der er penge i problemer

søndag, august 6th, 2006

HarryLandets regering har fundet en veritabel guldgrube. Når man får et problem, der er stort nok, så sælger man det.

Politiken.dk kan i dag fortælle, at Trafikminister, Flemming Hansen, ønsker at sælge DSB. Det vil “sætte virksomheden op”, at der kommer nyt blod, mener ministeren. Onde tunger vil nok mene noget tilsvarende om den siddende regering, men lad nu det ligge. Ministerens forbillede for salget af DSB skulle angiveligt være salget af Post Danmark, som han udråber til en stor succes (salget, ikke Post Danmark). I følge Politiken udtaler ministeren: “Det er den virksomhed, som jeg gerne vil gøre DSB til”. Den lader vi lige stå et øjeblik…..

Ministeren vil altså lave DSB om til et postomdelings-foretagende ved at sætte selskabet til salg. Det er sand kreativitet. Det tror jeg faktisk ikke, der er andre, der har prøvet før. Ganske vist har DSB historisk set været en vigtig brik i forbindelse med transport af postsække fra landsdel til landsdel. Her på redaktionen bilder vi os dog ind, at det aldrig har været meningnen, at brev- og pakke-omdeling skulle være selskabets spidskompetence; Person- og godstransport lyder mere rigtig i vores øren.

Mon ikke trafikministeren i virkeligheden blot forsøger at skaffe sig af med et problembarn. Han har i gennem længere tid kæmpet sig igennem den ene søforklaring efter den anden i forlængelse af sommerens mange DSB-aflysninger, nedfaldne køreledninger, forsinkede togsæt med mere. Under dække af at være liberal (nu er han ganske vist konservativ, men pyt – det er en helt anden diskussion), har han nu set sit snit til at blive af med et problem; han sælger simpelt hen skidtet. Det giver jo også staten indtægter. Man kan ikke komme om ved, at der er muligheder i denne fremgangsmåde. Hvis det Kongelige Bibliotek giver for mange problemer, eller hvis pinlige sager om bogtyverier bliver ved at dukke op, og giver ministeren røde ører, så holder vi da bare udsalg: “Køb et Kongeligt Bibliotek og få Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek med gratis”. Og hvis Allis Helleland, inde på Statens Museum for Kunst ikke kan få ro om sin person, så kan regeringen da nok finde en Kapitalfond, der vil være interesseret i at lægge sin klamme hånd på den danske kunstskat. Det vil skæppe godt i statskassen, og den pågældende minister slipper af med et problem. På alle måder en fordelagtig aftale. Og hvem ved, måske kan man også sælge en Muhammedkrise.
Det er ikke mange dage siden, Pia Kjærsgaard ønskede at sælge Flemming Hansen (plus et par andre navngivne ministre). Tænk lige over det…

Velkommen hjem, Akkari

tirsdag, august 1st, 2006

Den lille irriterende imam fra Jylland, Ahmed Akkari er vendt hjem til Danmark. Som nogle vil huske, blev han fornærmet tidligere i år, og han tog derfor til sit fødeland, Libanon, for at slå sig ned. Men da Israel begyndte at bombe Beirut, syntes han åbenbart, at der var helt OK i Danmark, trods profettegninger og andre fornærmelser. Så han lod sig evakuere ud af Libanon. Fra skibet, der sejlede ham i sikkerhed, kunne han på vanlig statsmandvis og med imponerende selvhøjtidelighed berette til en af nyhedsstationerne, at “alle blev behandlet godt”.

De gæve satirikere på listex.dk har skrevet en velkomstsang til Akkaris pris. Omkvædet lyder:

Nord, syd, øst og vest
Danmark var dog bedst,
og Akkari vendte hjem.
Så vær med som gæst
Danmark holder fest
Når Akkari vender hjem 

Der er i øvrigt mange gode sager at finde på deres website. Man kan blandt andet (gen)høre hyldestsangen til Tour de France, “Out of EPO”. Og så er der en forrygende politisk ukorrekt stribe om en ung Adolph Hitler. Kig forbi det er sjovt – og kun ganske lidt plat.