Archive for oktober, 2004

Duksedrengen vender tilbage

torsdag, oktober 14th, 2004

Kender du den legendariske danske superhelt, Duksedrengen? Hvis ikke, kan du endnu lige akkurart nå at stifte bekendtskab med ham.

DR genudsender nemlig i disse dage TV-serien fra 1989, hvor vi følger den generte og kejtede Arno Olsen, der efter et uheld i fysiklokalet bliver til superhelten Duksedrengen. På sin sølvfarvede Velo Solex med stålradialdæk forsøger han at frelse verden – og klassens søde pige, Louise – fra den ondskabsfulde Fedtegreve, og hans ikke mindre spegede sidekicks, Børnelokkeren, Tøsedrengen og de to rockere.

Åh ja, og så må vi ikke glemme, at det også er et gensyn med Peter Green Larsen og Cecilie Olrik, hvoraf især sidstnævnte havde mange fans blandt drengene på Ravnsbjergkollegiet i Viby J, hvor jeg boede tilbage i de glade 80’ere.

Ren nostalgi – hvad kan man næsten sige bortset fra: Helledusseda, her er da vist gang i den!

Mary Nedkommet

mandag, oktober 11th, 2004

Ugebladet Se og Hør kunne i denne uge berette at Kronprinseparret er gravide. Nu læser jeg ikke den slags ugeblade, med mindre jeg er ved frisøren, men jeg har ladet mig fortælle, at bladets kilde er en ansat ved Rigshospitalet, som har fortalt, at Prinsesse Mary er blevet ultralydsscannet, og at “der var noget derinde”. Altså må Mary være gravid, mente Se og Hør, og ugens forside var reddet. Hun føder til foråret, stod der at læse på forsiden.

I dag kunne den mere seriøse del af pressen så fortælle, at Mary var nedkommet, og det endda noget før tid. Det blev en fin lille galdesten. Her på Franks Blog kipper vi med flaget, råber et nifoldigt leve og foreslår forsigtigt, at barnet døbes Cholelithiasis. Det er ikke et mundret navn, indrømmet, men det er dækkende.

Update: I går, tirsdag den 12. oktober 2004, kørte jeg forbi Rigshospitalet på min vej hjem fra arbejde. Jeg hørte en høj latter derindefra, og de griner sikkert endnu.