Franks Blog

Så er klokken blevet lidt over 20.00 tirsdag den 15. november 2005. Med andre ord: Kommunalvalget og valget til de nye regioner er forbi.

Fra flere sider er det blevet hævdet, at det har været en lidt trist og anonym valgkamp uden de store underholdningsmomenter. Sådan helt generelt er det vel også ret tæt på sandheden, men der har nu været lyspunkter ind imellem. Mere om dem senere.

Først må jeg med beklagelse give kritikerne ret. I hovedtræk har den været en trist affære, denne valgkamp. Selv for de mere opfindsomme af kandidaterne har det været mere end almindeligt svært at tilføre kampagnen bare et svagt skær af sexappeal. Selv vores gode ven Holger Sørensen (Konservative), der til folketingsvalget tidligere i år brillerede ved at optræde på sine valgplakater med tændt cigaret og kontroversielle holdninger (vel i grunden bare konservative holdninger, men i dagens politiske miljø, hvor alle vil gøre krav på midten – må den slags betragtes som kontroversielt) – ja, selv Holgers valgkamp var uden samme glød, som vi tidligere har været vidner til. Han kunne kun drive den til at forlange narkotikaen ud af København. Nu er der næppe nogen af de opstillede kandidater, der vil forlange narkoen ind i København, så særligt kontroversielt var det ikke.

Jeg havde ellers ventet mig meget fra Holger, men ak nej.

Nå, men lyspunkter var der. I København var der ingen slinger i valsen for Ritt. Hun kom, hun så og hun tværede Søren Pind og konsorter ud og reducerede i processen partiet Venstre til naturlig størrelse (exit poll siger omkring 17%). Og det var faktisk i øjeblikke svært underholdende at stå på sidelinjen og se Søren, Klaus og Louise/Miss Lulu spille sig selv mere og mere offside, mens Ritt bare kunne trille bolden i mål til sidst. Klaus kunne ikke rigtigt bestemme sig for at melde ud, hvad han i grunde ville – jo, han ville gøre København til en “lækker by”, og det er vel sådan set i orden, jeg vil gerne bo i en lækker by, men særlig visionært er det altså ikke. Søren Pind må have været en tur i USA for nylig. Han kastede i hvert fald om sig med gode amerikanske mærkesager så som “three strikes out”, hvilket mig bekendt går ud, at hvis den baseball spiller, hvis tur det er til at slå, ikke rammer bolden i tre på hinanden følgende af dommeren godkendte forsøg, så ryger spilleren på bænken – samme princip ville Pind overføre til Københavnske kriminelle (hvis mest dem med anden etnisk baggrund end dansk) – jeg gider helt ærlig ikke forklare hvordan, det må du selv regne ud. Nu har baseball aldrig været en stor idrætsgren i Danmark, så forslaget trængte ikke helt igennem. Pind ville yderligere gøre livet besværligt for de københavnske kriminelle. Ved at indsætte ekstra 500 betjente, som han, hvis han blev valgt, ville skaffe byen, skulle det gøres mere sikkert at færdes på gade og stræder (spørgsmål: hvornår blev det mon en kommunal opgave at ansætte politibetjente?). Nå ja, og hele Louise Frevert/Miss Lulu-affæren vil jeg lade ligge, der er ting, som jeg ikke vil røre – end ikke med en meget lang ildtang – dette er bestemt en af dem.

Så der var bestemt lyspunkter. Helt op til øjeblikket før jeg satte mit kryds, var der underholdning. Da jeg stod i boksen med alenlang stemmeseddel og valgblyant i hånd, faldt mit øje på liste G “Mobilmast”. Måske var jeg overtræt, eller måske var det en naturlig reaktion, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine. Det har jeg aldrig før gjort i en stemmeboks. Havde jeg nu være bosat i Midtjylland, ville jeg i stedet kunne fnise over “Byrodet” eller “Lykkelisten”, hvorimod resten af regionerne var ret forudsigelige.

Men nu er det hele overstået. Stemmerne tælles og plakaterne tages ned (spørgsmål: har valgplakater nogensinde flyttet så meget som bare en eneste stemme?). Så er det tilbage til den triste hverdag for lokalpolitikerne.