Franks Blog

Hold da helt op, der er gået mere end tre år siden jeg sidst skrev på min blog. Det er jo ikke fordi, der ikke har været noget at kommentere (IKKE “kommentere på”), men der er i mellemtiden sket det, at jeg kom på Facebook.

Jeg synes selv, at jeg holdt stand længe, men til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og jeg meldte mig under Zuckerbergs faner.

I forvejen var jeg på LinkedIn, og for nylig er jeg sågar også kommmet på twitter (http://twitter.com/FrankJoergensen – uden dog at twitte særlig meget). Og når man så også har en konto på Flickr (uden at uploade ret meget), Google+ og hvad har vi, ja så begynder det så småt at knibe med tiden til at blogge, og det kan egentlig godt ærgre mig en smule.

Ikke fordi, jeg tror jeg har sviget en stor og loyal læserskare. Nej, mere fordi jeg holder af blogosfæren – den er langt mere tilgængelig og åben end Facebook og diverse andre sociale medier. Når man giver sin mening til kende, fortæller om moster Odas fødselsdag, deler en opskrift eller fortæller om sin hobby (om det måtte være hønsehold, musik, fodbold – you name it), så er det tilgængeligt for alle, der måtte komme forbi. Jeg har stor glæde af teknik-blogs både i arbejds- og hobbysammenhæng, ligesom jeg ofte søger oplysninger på madblogs.

På de sociale medier er man ofte begrænset til at dele sine udgydelser med familie, venner og bekendte. Bevares, der er gruppper, hvor man kan møde ligesindede og det er sådan set fint nok – jeg er da også medlem af et antal grupper af forskellig beskaffenhed, men overordnet set ligner det mere en lukket fest. Mange gange skal man godkendes for at komme med i gruppen og læse med.

I Politiken var Knud Romer for nylig fremme med en en kritik af Facebook, som han kaldte en kræftsvulst på internettet (http://tinyurl.com/7b3k2bx). Nu kan man mene mange ting om Knud Romer, og jeg bryder mig sådan rent pricipielt ikke om hans ordvalg. Han har dog en pointe, når han siger, at facebook sluger en utrolig mængde indhold, som kunne være til glæde for langt flere end dine Facebook-venner – indhold som bliver i Facebooks lukkede univers, fordi vi har vænnet os til, at det er der man ytrer sig. Nu er det bestemt ikke alle statusopdateringer, der har almen interesse, men alt andet lige, så er der rigtig meget, der bliver holdt “inden for murerne” – og det er da drønærgerligt.

Jeg blev engang bildt ind, at da man i hine tider skulle kortlægge Danmark, sendte man folk i felten for at finde ud af, hvad de små byer ude omkring i landet hed. En af disse udsendinge skulle kortlægge området omkring Silkeborg. Han bankede på en dør i en lille landsby og spurgte:

– Hvad hedder denne landsby?

– Den kalder vi Sejs (udtalt ca. som det engelske ace med et s foran), fordi der er seks gårde, lød svaret.

Og da der ikke var nogen officiel retskrivning for jydske dialekter, blev det jydske “seks” til bynavnet “Sejs”.

Om historien er sand ved jeg ikke, men jeg kom til at tænke på den, da jeg for nylig stødte på Notrees, Texas. I følge maps.google.com, er Notrees ikke meget andet end et vejkryds. Og igen ifølge google, blev Notrees navngivet af en postmester, der valgte navnet da de træer, der indtil da havde været, var blevet fældet og brugt til at bygge den lokale servicestation.

I det hele taget er amerikanerne fantastiske til bynavne – ikke mindst i Texas. “The Lone Star State” kan prale af byer som Bigfoot, Lollipop, Gun Barrel City og Looneyville.  Tennesee kan også være med. De har Difficult, Goat City og – min personlige favorit – Stinking Creek. Toad Suck ligger i Arkansas, mens man skal en tur til Ohio for at besøge Knockemstiff.

På et helt andet og mere religiøst plan finder man Paradise, Nevada. Om det er et pudsigt sammentræf eller der faktisk er en tanke bag, er ikke til at sige, men en stor del af Las Vegas’ casinoområde ligger faktisk i Paradise (Las Vegas aka. Sin City. Go figure!). I Michigan kan man dog gøre det en tand bedre. Der har man både Paradise og Hell. Skulle man være interesseret i den slags kan maps.google.com oplyse, at der er 239 miles fra Himmel til Helvede. Og det er jo altid godt at vide.

Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870’erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

Det blev godt nok lige lidt tavst herinde. Og det er ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, jeg har vist i det hele taget bare haft alt for travlt med alt mulig andet. Jeg har været på kursus i London, jeg er startet i et nyt band, hvor jeg liiiige skal lære et repertoire på ca 45 numre, jeg har genopdaget min mundharpe, og så har jeg haft forrygende travlt på mit arbejde i al almindelighed.

Men der har jo sådan set været nok at skrive om i de forløbne måneder. Vores statsminister har mildt sagt haft travlt med at opføre sig besynderligt. Lige umiddlebart inden valget i november, fik ca 400.000 hustande i landet en hilsen fra Anders Fogh – han ville da lige minde om det skrækscenarie, en socialdemokratisk ledet regering ville være. Skulle valget munde ud i – oh skræk – en regering under Helle Thorning-Schmidt, ja så kunne vælgerne være sikre på, at lige så snart ville der blive nedsat en skattekommission. Og det kun for at kunne sætte skatterne op – “Det ved vi”, er statsministerne citeret for at have sagt (han sagde vist noget lignende om masseødelæggelsesvåben engang, men lad nu det ligge). I samme brev stiller han spørgsmålet “Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?”. Hans skarpe analyse var, at det nok var noget med at sætte skatterne op. Nu blev resultatet af valget jo så, at Anders Fogh fortsatte som regeringsleder. Og hvad var så noget af det første han gjorde i den nye valgperiode? Jo, han nedsatte en skattekommission, under ledelse af en tidligere socialdokratisk skatteminister, som erklærede, at “alt var i spil”!!?? Mine evner som politisk analytiker, har førhen vist sig – i bedste fald – vaklende, men her slår jeg op i banen uden kamp. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i denne affære – enten lyver statsministeren husejerne lige op i ansigtet, eller også er han ubegavet.

Og så har statsministeren jo også haft travlt med at gøre kur til George W. Bush. I utvetydige vendinger, har han erklæret USA’s præsident sin uforbeholdne kærlighed. Man kunne næsten få helt våde øjne (og lidt ondt af Arne-Mette, som George insisterer på at kalde Danmarks statsminister-frue). Politiske kommentatorer mener at vide, at han (altså Anders Fogh) er ved at positionere sig i forhold til at indtage posten som europæisk head honcho om et års tid. Hvilket kunne give plads til Lars Løkke Rasmussen, som ny statsminister.

Det kunne så også forklare, hvorfor Lars Løkke under valgkampen indtog fast stilling som statsministerens funny sidekick. Nu er der så bare det, at Lars har vist sig at være en skidt knægt. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen – jeg mener, han havde mig bekendt som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tilsynsmyndigheden over Farum kommune, uden at tage det ansvar særligt alvorligt. Og nu viser det sig, at han i sin borgmestertid både har købt cigaretter, diskoteksentré og “naturfilm”, på skatteydernes regning. Som forsvar hævder ministeren, at det kunne han naturligvis aldrig finde på i dag, og at man jo skal huske på, at det var en anden tid.

Ja, Lars Løkke, det var en anden tid. Peter Brixtofte var Borgmester i Farum kommune, Statsministeren hed Nyrup Rasmussen – og Anders Fogh var liberal. Men måske kan Lars Løkke, som ifølge sit CV på www.folketinget.dk er cand. jur. kaste lidt lys over, hvilken hul i disse svundne tiders gældende lovgivning, der tillod amtsborgmestre at stjæle af kassen?

Er jeg mon den eneste, der undrede sig over Kaj Holgers nærighed i juledags afsnit af “Krøniken”?

Nej vel!? Du lagde helt sikkert også mærke til, at den Mini Cooper, som Henrik fik af sin farfar i fødselsdagsgave, var en brugtvogn. Oven i købet mindst 6 år gammel. Chokerende!

Og hvormed begrunder jeg så min påstand? Jo – Henriks Cooper havde en nummerplade med kendingsbogstaverne “KB”. Altså en “københavnerplade” efter 1958-systemet – Et system, hvor man på baggrund af kendingsbogstaverne kunne placere bilerne geografisk – i hvert fald da de blev indregistreret. København havde, som nævnt, kendingsbogstaver, der begyndte med “K”, Århus var “XA” og “XB” (den første bil jeg kan huske mine forældre havde, var en Morris Minor “XB 33 077”) og “MA” var Odense. Systemet blev afløst i 1966 af et nyt centraliseret system, hvor man ikke længere tog udgangspunkt i geografi, men i nummerserier. I 1972 da Henrik fyldte 20, ville en nyindregistreret bil således have haft kendingsbogstaver startende med “C”.

Det vil altså være rimeligt at konkludere, at Kaj Holger er en nærig rad, der forærede sit barnebarn en brugt bil, indregistreret i 1966 eller tidligere. Tsk, tsk!

Læs mere om danske nummerplader på NRPL.DK . Det er fantastisk, at der findes folk, der laver den slags websites. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker internettet!!

Her oven på alt for meget mad (blandt andet en kalkun på 10 kg! – Det er eddermame et vildt dyr), er der ikke rigtig energi til andet og mere end at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Jeg var inde på Christiansborg i går. Min kæreste og jeg var på besøg hos – lad os kalde ham fætter – som har fået job i et partisekretariat. Vi havde aftalt, at indtage vores frokost i Snapstinget. Vi skulle vel kun være på borgen i ca. en time. Det skulle vise sig at blive en time i fjendeland.

Nu kan det godt være, at jeg havde de negative briller på – det er sket før. Men påfaldende var det, at næsten alle de politikere vi stødte på var, hvad jeg normalt vil betragte som af mindre stueren observans. Mens vi gik fra fætters kontor med retning mod frokosten i Snapstinget, stødte vi således på blandt andre Thor Pedersen, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Peter Skaarup, Rikke Hvilshøj og et par andre af deres sammensvorne fra den yderste højrefløj (jeg giver ikke en hujende hat for Pia Kjærsgaards forsøg på at rykke ind på midten af dansk politik – hun er og bliver placeret blot en lille anelse til venstre for Jonni Hansen og venner).

Ret skal være ret. Der var også et par “venner” i blandt. Lotte Bundsgaard gik og så tænksom ud på trappen fra vandrehallen på første sal til stueetagen, og der var da også et par frie radikaler på borgen den dag, men de var i uhyggeligt mindretal.

Nu kan man vel næppe forvente at trisse rundt på Christansborg ret længe uden at støde på en enkelt eller to politiske modstandere. Det var vel som forventet. Hvad der ikke var helt som forventet, var min reaktion. På en eller anden måde lykkedes det disse frø af ugræs at skjule deres sande personligheder – som de gik rundt der på gange og i haller, så de s’gu næsten helt menneskelige ud. Det rystede mig en smule, og da vi på vej tilbage fra frokosten blev overhalet af Kristian Thulesen Dahl, blev jeg nødt til at banke mit hoved hård mod en synlig bjælke i Proviantgaardens trækonstruktion (jeg tror ikke, at der var nogle, der så det) for at bringe mig selv tilbage på sporet igen. Det hjalp – mit univers er på plads igen. Pia Kjærsgaard og konsorter er igen i ledtog med djævelen selv – og det, der er værre.

Der er ikke noget nyt i, at tonen på Københavns rådhus fra tid til anden er lidt hård. Under tiden er det endda kommet til håndgemæng de folkevalgte imellem. Dog er det ikke ret tit, at et medlem af Borgerrepræsentationen utilsløret sviner en gruppe borgere til. Det skete i sidste uge!

En gruppe borgere, der støtter Ungdomshuset på Jagtvej i København, henvendte sig til borgerrepræsentationen i et åbent brev, hvor de intrængende opfordrede de ansvarlige politikere til at finde en løsning, så de unge kan blive i huset på Jagtvej 69.
Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København, Jesper Schou Hansen, svarede i én linje: “I må sgu da være rablende sindssyge”.

Nu er det jo muligt, at samtlige medlemmer af denne gruppe borgere faktisk er syge, men det er dog mere sandsynligt, at Jesper Schou Hansen er uopdragen og uforskammet.

Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne Jesper er, og jeg Googlede ham derfor. Et af de websites jeg blev ledt ind på, var partiet Venstres. Her har Jesper et subdomæne, hvor han kan få lov at præsentere sig selv og sin politik. Et par detaljer sprang umiddelbart i øjnene. Mængden af sproglige fejl (både “almindelige” stavefejl og deciderede sproglige misforståelser) er beskæmmende. Og inden du nu begynder at råbe op og påpege de mange fejl, der helt sikkert kan findes på Franks Blog, så må jeg understrege, at jeg er ikke journalistuddannet, og jeg arbejder heller ikke som journalist. Jesper påstår, at han gør begge dele. Desuden var det pudsigt at se, at der var gabende tomt under menupunktet “Politiske mærkesager”.

Google fandt også frem til Københavns Kommunes hjemmeside. Her kan man blandt andet finde spørsmål fra bogerrepræsentationens medlemmer til udvalg og forvaltning. Det fremgår, at Jesper med sin spørgelyst er god til at holde folkestyret beskæftiget. Således har han i 2006 indtil dato stillet 15 spørgsmål til Teknik- og Miljøudvalget – en del af disse handler om parkering. Til sammenligning har Søren Pind kun stillet ét spørgmål – det handlede sjovt nok også om parkering… Det er nok sådan noget de har kørende i Venstre.

Lad mig slutte af med et råd til Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondam. Næste gang Jesper stiller et ligegyldigt spørgsmål eller fremsætter ønske om at få ændret reglerne for parkering et eller andet sted i byen, så er svaret meget enkelt:

“Luk ædespalten, sindssyge stodder”!

Det ville være et svar lige efter Jespers bog.

Man ved, at man lever i en fredelig verden, når den mest læste nyhed på Politikens website, er den triste historie om stjerneskruen som en uddøende race.

Jeg er glad for at leve i sådan en verden. En verden, hvor vi ikke er plaget af hverken forgiftede drikkevandsboringer, nordkoreanske atomprøvesprængninger, drab på regeringskritiske journalister og al den slags uvæsen.

Herfra skal skal lyde et dybtfølt tak til stjerneskruen for lang og tro tjeneste. Stjerneskruen er død! Torxskruen længe leve!

Jeg har været i Provinsen. Provinsen er sådan et dejligt nedladende udtryk om alt, hvad der ikke er Hovedstaden. Og for mange københavnere er Provinsen meget lang væk. Mentalt altså. For kører man ad Roskildevej starter Provinsen vel sådan set allerede i Rødovre. Altså blot en 15-minutters cykeltur fra Rådhuspladsen, hvis der er medvind. Det er der sjældent. Og det er måske derfor, at der er så langt til Provinsen for mange Københavnere. Nu skriver jeg med vilje “mange københavnere”, for det er naturligvis ikke alle, der har det sådan. Nogle københavnere kommer nemlig selv fra Provinsen. Nogle af dem taler oven i købet jydsk (og nej, de er ikke allesammen trafikpolitiske ordførere eller ansat ved politiet).

Jeg er selv sådan en københavner. 24 År i en lille forstad til Århus og siden 11 år i Odense har bragt mig til hovedstaden. Og nu har jeg altså været en tur down memory lane. Jeg startede med at besøge studiekammerater i Odense for dernæst at tage til Århus. Og til min egen store forundring må jeg indrømme, at det er rigtigt: Der er langt til Provinsen.

Her kunne jeg fristes til at skrive noget om rejsetider og sporarbejde hos DSB, men det er ikke mit ærinde i dag. I dag drejer det sig om den mentale forskel på København og Provinsen.

Mine observationer er som følger:

1. I Provinsen taler man pænt til hinanden. Jeg skulle med bussen i Odense, og som udenbys var jeg i tvivl om bustaksterne og jeg havde i øvrigt kun en 50-kronesseddel. Jeg var begyndt at tage den ydmyge og undskyldende mine på, da bussen kom, for jeg var sikker på, at jeg nu skulle have det sædvanlige møgfald af en bitter buschauffør. Men nej, jeg fik et venligt smil og en stor håndfuld vekselpenge. Ligeledes i en bus, men denne gang i Århus, hørte jeg en ung rod, med den mest imponerende hængerøv i bukserne, sige “god weekend” til chaufføren, da han forlod bussen (Ja, i Århus går stiger man af bussen i chaufførens ende af køretøjet), hvortil chaufføren venligt svarede “i lige måde”. Lidt senere på samme tur steg en ung pige, med lidt for sortfarvet hår og lidt for kraftig make up af bussen med et frejdigt “tak for turen”. Det oplever man ikke ofte i København og nærmeste omegn.

2. I Provinsen kører man ikke over for rødt. Utallige er de historier jeg har hør om jyder der kører for stærkt. Det er som oftest københavnere, der forarget har fortalt om disse vilde vestjydske billister, der ikke alene altid kører rundt med en trailer, men også kører alt for stærkt. Der er sikkert noget om disse historier, der går jo ikke røg af en brand og så videre. Men man glemmer at fortælle, at disse jydske fartbøller altså holder for rødt lys i modsætning til de københavnske billister, som muligvis ikke kører så hurtigt, men som til gengæld er stærkt farveblinde. Holde for rødt gør de i hvert fald kun nødigt.

Nu er det her jo kun et par eksempler, og inden nogen når at råbe “så skrid da til Jylland, bonderøv”, så vil jeg slutte og blot foreslå, at velfærdsreformen tilføjes den pasus, at alle, der bor i hovedstaden og har boet der i længere tid (mere end 6 måneder), på statens regning kan sendes på ferie i Provinsen mindst en gang hvert andet år. Jeg tror det kunne være med til at gøre afstanden mindre. Jeg ved i hvert fald at det er rart for mig en gagn i mellem at blive mindet om, at der altså er en anden måde at gøre det på.