Posts Tagged ‘valgløfter’

Long time, no see

fredag, marts 21st, 2008

Det blev godt nok lige lidt tavst herinde. Og det er ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, jeg har vist i det hele taget bare haft alt for travlt med alt mulig andet. Jeg har været på kursus i London, jeg er startet i et nyt band, hvor jeg liiiige skal lære et repertoire på ca 45 numre, jeg har genopdaget min mundharpe, og så har jeg haft forrygende travlt på mit arbejde i al almindelighed.

Men der har jo sådan set været nok at skrive om i de forløbne måneder. Vores statsminister har mildt sagt haft travlt med at opføre sig besynderligt. Lige umiddlebart inden valget i november, fik ca 400.000 hustande i landet en hilsen fra Anders Fogh – han ville da lige minde om det skrækscenarie, en socialdemokratisk ledet regering ville være. Skulle valget munde ud i – oh skræk – en regering under Helle Thorning-Schmidt, ja så kunne vælgerne være sikre på, at lige så snart ville der blive nedsat en skattekommission. Og det kun for at kunne sætte skatterne op – “Det ved vi”, er statsministerne citeret for at have sagt (han sagde vist noget lignende om masseødelæggelsesvåben engang, men lad nu det ligge). I samme brev stiller han spørgsmålet “Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?”. Hans skarpe analyse var, at det nok var noget med at sætte skatterne op. Nu blev resultatet af valget jo så, at Anders Fogh fortsatte som regeringsleder. Og hvad var så noget af det første han gjorde i den nye valgperiode? Jo, han nedsatte en skattekommission, under ledelse af en tidligere socialdokratisk skatteminister, som erklærede, at “alt var i spil”!!?? Mine evner som politisk analytiker, har førhen vist sig – i bedste fald – vaklende, men her slår jeg op i banen uden kamp. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i denne affære – enten lyver statsministeren husejerne lige op i ansigtet, eller også er han ubegavet.

Og så har statsministeren jo også haft travlt med at gøre kur til George W. Bush. I utvetydige vendinger, har han erklæret USA’s præsident sin uforbeholdne kærlighed. Man kunne næsten få helt våde øjne (og lidt ondt af Arne-Mette, som George insisterer på at kalde Danmarks statsminister-frue). Politiske kommentatorer mener at vide, at han (altså Anders Fogh) er ved at positionere sig i forhold til at indtage posten som europæisk head honcho om et års tid. Hvilket kunne give plads til Lars Løkke Rasmussen, som ny statsminister.

Det kunne så også forklare, hvorfor Lars Løkke under valgkampen indtog fast stilling som statsministerens funny sidekick. Nu er der så bare det, at Lars har vist sig at være en skidt knægt. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen – jeg mener, han havde mig bekendt som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tilsynsmyndigheden over Farum kommune, uden at tage det ansvar særligt alvorligt. Og nu viser det sig, at han i sin borgmestertid både har købt cigaretter, diskoteksentré og “naturfilm”, på skatteydernes regning. Som forsvar hævder ministeren, at det kunne han naturligvis aldrig finde på i dag, og at man jo skal huske på, at det var en anden tid.

Ja, Lars Løkke, det var en anden tid. Peter Brixtofte var Borgmester i Farum kommune, Statsministeren hed Nyrup Rasmussen – og Anders Fogh var liberal. Men måske kan Lars Løkke, som ifølge sit CV på www.folketinget.dk er cand. jur. kaste lidt lys over, hvilken hul i disse svundne tiders gældende lovgivning, der tillod amtsborgmestre at stjæle af kassen?