Posts Tagged ‘w’

Elefanter er røde og Æsler er blå..

torsdag, oktober 16th, 2008

Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870’erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.