Archive for september, 2003

Othello DM

tirsdag, september 16th, 2003

Det er muligt, at det er gået enkelte danskeres næse forbi, men i søndags fandt Danmarksmesterskaberne i brætspillet Othello sted i Valby medborgerhus. Her på web-stedet har vi en udtalt svaghed for bemeldte brætspil, så vi iler med resultatet. Danmarksmester blev, ganske som sidste år, Karsten Feldborg (6 point)) skarpt forfulgt af Erik Lund Jensen (5 point). Tilykke til dem. Her på “Franks blog” synes vi dog, at dagens flotteste præstation var Dorte Petersens fine 10. plads, som gjorde hende til dagens højst placerede kvinde…. Nå ja, og så deler jeg iøvrigt min hverdag med hende, men det har bestemt ikke spillet ind i bedømmelsen.

Læs nærmere om mesterskaberne på http://www.othello.dk

Afsløring – Kulturminsteren svindler med tallene

onsdag, september 3rd, 2003

At landets nuværende kulturminister har et noget anstrengt forhold til sandheden er ikke nogen hemmelighed.

I sidste uge fik han udråbt et ikke navngivent direktionsmedlem i Danmark Radio til revolutionær lystmorder, som kun venter på revolutionen, for derpå at klynge Per Stig Møller op i nærmeste lygtepæl. Den historie var så tyk, at ministeren få timer senere måtte krybe til korset og indrømme, at det nok ikke var heeeelt sandt.

Men ugen var endnu ung, og kulturministeren var skam ikke færdig med at komme galt af sted.

Som det eneste medie i Danmark er “Franks blog” kommet i besiddelse af materiale, der viser at ministeren tilsyneladende har for vane at snyde på vægten.

I afvigte weekend løb det årligt tilbagevendende århusianske motionsløb “Marselisløbet” af stabelen. Et hurtigt opslag i Århus stiftstidendes resultatdatabase viser at en Brian Mikkelsen deltog på 12 km-ruten og kom i mål i den helt hæderlige tid, 1.01.43 (stjernetid). Denne Brian Mikkelsen var tilmeldt i aldersgruppen 40-49 år og var blevet udstyret med startnummer 7500. Kunne der være tale om landets kulturminister? En søgning på krak viser, at der er mindst 86 personer i Danmark, der deler navn med ministeren. Sagen måtte researches yderligere.

På kulturministeriets website fremgår at ministeren er født den 31. januar 1966. Og må altså i skrivende stund være 37 år. Det kan altså dårligt være
være ministeren, der er tale om i resultatdatabasen. På samme website kan man dog også se ministerens kalender over officielle aktiviteter, og heraf fremgår at ministeren skulle skyde netop Marselisløbet i gang denne søndag i september 2003. Han var altså på gerningsstedet i gerningsøjeblikket. Nettet strammes, men endnu er intet sikkert.

Men hvem var denne Brian med startnummer 7500? Intet mindre end billeddokumentation kunne nu tilfredsstille redaktionen. Hos www.photomotion.dk har man specialiseret sig i at fotografere svedige, gispende kondiløbere, for derefter at se om man kan lokke løberne til at købe billederne (I visse lande kaldes den slags for blackmail). Her slog vi op under Marselisløbet og startnummer 7500, og til vores skræk og rædsel tonede landets kulturminister frem på skærmen.

Her var det endelige utilslørede bevis: Landets kulturminister er en svindler. Han har svindlet sig til en stjernetid i Marselisløbet. Ved på uhæderlig vis at tilmelde sig i aldersgruppen 40-49 år, har han opnået at kunne nøjes med at løbe ruten på 1.02, og ikke de 58 minutter som kræves i hans reelle aldersgruppe.

Konsekvenserne af kulturministerens kreative omgang med tal er næsten ikke til at overskue. Med sine 37 år har han i værste fald regnet 12 år forkert, da han tilmeldte sig løbet. Det er en difference på henved 25%….Vi lader billedet stå et øjeblik.

Hvilken effekt kan denne letsindige omgang med tal ikke få på ministeriets budgetter. I 2002 ville 25% betyde “sådan i runde tal” en god milliard til den ene eller den anden side. Skræmmende, ikke sandt?

Bevismaterialet kan besigtiges på følgende webadresser:
http://www.stiften.dk
http://www.krak.dk
http://www.kum.dk
http://www.photomotion.dk
http://www.marselislobet.dk

I fald ovenstående websites (ja, det hedder ET website – se eventuelt http://www.websitet.dk) ikke er tilgængelige, kan dokumentation findes på http://gajda.dk/brian/brian.html

Ikke et ord om fodbold

mandag, september 1st, 2003

Så skete det igen! Jeg burde have vidst det – for det er sket så ofte før! TV3 – tv-stationen, der kan få sammenlagt 15 minutters sammendrag af ugens Superligakampe til at vare næsten to timer inklusive syv reklameblokke(!!) – har endnu engang gramset i posen med de sikre løsninger (pokkers, der sneg sig alligevel lidt fodbold ind). “Robinson-ekspeditionen 2003” har premiere i aften. TV3’s Filosofi synes at være: “Det var rigtig skidt sidst…. lad os prøve igen”. Nogen burde fortælle programlæggerne, at Robinson aldrig har været god tv-underholdning og aldrig bliver det.

Men her stopper festen ikke. Næh nej! Udsendelsen umiddelbart efter “Robinson 2003” er minsandten også en premiere. “Idols” hedder programmet, som er endnu en “Stjerne for en aften”-“Popstars”-“Baren”-“Fame academy”-etc klon. Her kan man få lov til at klaske sig på lårene af grin, over en flok unge mennesker, som frivilligt stiller deres formåen (eller manglende samme), til rådighed for TV3, der således har fået noget billigt fyld mellem reklameblokkene.

“Situationen er nu den”, at jeg må finde på noget andet at underholde mig med mandag aften. Det ser jeg frem til! Mon ikke Discovery channel viser noget om maling der tørrer. Det håber jeg!