Jeg har været i Provinsen. Provinsen er sådan et dejligt nedladende udtryk om alt, hvad der ikke er Hovedstaden. Og for mange københavnere er Provinsen meget lang væk. Mentalt altså. For kører man ad Roskildevej starter Provinsen vel sådan set allerede i Rødovre. Altså blot en 15-minutters cykeltur fra Rådhuspladsen, hvis der er medvind. Det er der sjældent. Og det er måske derfor, at der er så langt til Provinsen for mange Københavnere. Nu skriver jeg med vilje “mange københavnere”, for det er naturligvis ikke alle, der har det sådan. Nogle københavnere kommer nemlig selv fra Provinsen. Nogle af dem taler oven i købet jydsk (og nej, de er ikke allesammen trafikpolitiske ordførere eller ansat ved politiet).
Jeg er selv sådan en københavner. 24 År i en lille forstad til Århus og siden 11 år i Odense har bragt mig til hovedstaden. Og nu har jeg altså været en tur down memory lane. Jeg startede med at besøge studiekammerater i Odense for dernæst at tage til Århus. Og til min egen store forundring må jeg indrømme, at det er rigtigt: Der er langt til Provinsen.
Her kunne jeg fristes til at skrive noget om rejsetider og sporarbejde hos DSB, men det er ikke mit ærinde i dag. I dag drejer det sig om den mentale forskel på København og Provinsen.
Mine observationer er som følger:
1. I Provinsen taler man pænt til hinanden. Jeg skulle med bussen i Odense, og som udenbys var jeg i tvivl om bustaksterne og jeg havde i øvrigt kun en 50-kronesseddel. Jeg var begyndt at tage den ydmyge og undskyldende mine på, da bussen kom, for jeg var sikker på, at jeg nu skulle have det sædvanlige møgfald af en bitter buschauffør. Men nej, jeg fik et venligt smil og en stor håndfuld vekselpenge. Ligeledes i en bus, men denne gang i Århus, hørte jeg en ung rod, med den mest imponerende hængerøv i bukserne, sige “god weekend” til chaufføren, da han forlod bussen (Ja, i Århus går stiger man af bussen i chaufførens ende af køretøjet), hvortil chaufføren venligt svarede “i lige måde”. Lidt senere på samme tur steg en ung pige, med lidt for sortfarvet hår og lidt for kraftig make up af bussen med et frejdigt “tak for turen”. Det oplever man ikke ofte i København og nærmeste omegn.
2. I Provinsen kører man ikke over for rødt. Utallige er de historier jeg har hør om jyder der kører for stærkt. Det er som oftest københavnere, der forarget har fortalt om disse vilde vestjydske billister, der ikke alene altid kører rundt med en trailer, men også kører alt for stærkt. Der er sikkert noget om disse historier, der går jo ikke røg af en brand og så videre. Men man glemmer at fortælle, at disse jydske fartbøller altså holder for rødt lys i modsætning til de københavnske billister, som muligvis ikke kører så hurtigt, men som til gengæld er stærkt farveblinde. Holde for rødt gør de i hvert fald kun nødigt.
Nu er det her jo kun et par eksempler, og inden nogen når at råbe “så skrid da til Jylland, bonderøv”, så vil jeg slutte og blot foreslå, at velfærdsreformen tilføjes den pasus, at alle, der bor i hovedstaden og har boet der i længere tid (mere end 6 måneder), på statens regning kan sendes på ferie i Provinsen mindst en gang hvert andet år. Jeg tror det kunne være med til at gøre afstanden mindre. Jeg ved i hvert fald at det er rart for mig en gagn i mellem at blive mindet om, at der altså er en anden måde at gøre det på.
Hæ! På tipstjenestens website kan spille på, hvem der bliver stemt ud i aftenens afsnit af “Vild med Dans”. Favoritter til at ryge ud er med odds 1,91 til 1 Liv Corfixen og Mads Vad. Jeg ved ikke, hvem disse mennesker er, og jeg har ingen anelse om hvorfor de er favoritter til at ryge ud. Dog giver det stof til eftertanke, at tipstjenesten har valgt at man kan indgå dette væddemål under kategorien “Vinderen”. Jeg må altså konkludere, at det er alle de tilbageblivende par, der er taberne i hele denne affære.
I weekenden kom det frem, at landets kulturminister, Brian Arthur Mikkelsen, var døden nær, da han tidligere på sommeren ringede til vagtlægen. Han blev rådet til at tage en kodimagnyl og henvende sig til egen læge dagen efter. Ministeren havde høj feber og ringede derfor til en privat vagtlægeordning, som tilså ham og indlagde ham. Det viste sig at ministeren havde betændelse i en hjerteklap.