Endnu et år…
fredag, december 31st, 2004Endnu et år er gået, og det er traditionelt tiden, hvor man læner sig tilbage i sin bedste stol, tænder en stor cigar, skænker en god cognac og reflekterer over året der gik. Var 2003 en god årgang, eller var det en skidt?
Lad os se lidt på, hvordan året så ud fra “Franks blog”’s ende af verden.Tillad os dog indledningsvis slå fast, at selvom “Franks blog” er et medium, som sætter en ære i grundighed, så har vi utvivlsomt sprunget enkelte store begivenheder over, som nogle blandt læserne vil savne. Sådan er det, love it or leave it!
Året startede ikke godt for de af danskerne, der tror på at aluminium kan brænde. Direktøren for “Institut for miljøvurdering”, smagsdommer Bjørn Lomborgs bog, som få har læst og færre kan huske hvad hedder – det var vist noget med “Verden ifølge Lomborg” – blev kendt videnskabeligt uredelig af et udvalget, som – om muligt – færre kan huske, hvad hedder, men som tager sig af den slags. Her på redaktionen har vi hørt rygter om, at Lomborgs modstandere umiddelbart efter dommen samledes til bogafbrænding, mens tilhængerne samledes til affaldsafbrænding (fortrinsvis øldåser), men vi understreger, at vi hverken fik rygterne be- eller afkræftet. Med til historien hører, at Lomborg i årets sidste timer blev frikendt af Ministeriet for videnskab, der dømte udvalgets (nævnt ovenfor) dom uredelig. Nu er det jo så Helge Sander, der er i spidsen for det foretagende (ministeriet, forstås – jaah, indrøm blot, det vidste du ikke), og som folk der er klogere end redaktionen har udtalt, så gør han jo yderligere politisk satire overflødig.
Senere på året fik vi endelig syn for sagn. Landets statsminister er i virkelighden rød. Nu kom åbenbaringen ganske vist via en pose rød maling, der efter at have svævet gennem rummet og beskrevet en smuk bue sprængtes mod ministerens jakke – lidt af farven ramte vist også udenrigsministeren, men han er ikke vigtig – spørg bare statsministeren. At Statsministeren er uopdragen, havde vi godt på fornemmelsen, men vi troede ikke vores egne øjne, da vi så, at han bare gik videre. Der skal nok være dem, der syntes at det var en flot handling, der viser en stolt og handlekraftig leder – her på redaktionen var vi dog lamslåede over opvisningen i letsindig omgang med danskernes skattekroner. Uden tanke for den skatteplagede danskeres følelser fortsatte han, dryppende rød maling ud over gulvtæppet hvor han kom frem. Kære statsminister, med henvisning til lov om offentlighed i forvaltningen ønsker vi i redaktionen på “Frank blog”, at vide, hvor meget det kostede at rense/udskifte det malingplettede gulvtæppe, og hvad ville det have kostet, hvis du havde udvist snarrådighed fremfor stædighed og i stedet havde lagt jakken og taget skoene af, før du gik videre.
Nu vi er ved statsministeren, så kom vi jo om bag facaden i DR-dokumentaren “Fogh bag facaden”. Ingen her på redaktionen har set udsendelsen, men det skal ikke forhindre os i at have en mening om den. I udsendelsen (de klip vi har set) kunne man se Statsministeren udstille alle inden for rækkevidde som en flok lallende dilettanter. På den måde er det selvfølgelig også lettere at fremstille sig selv i den handlekraftige leders rolle.
Nå ja, og så er der jo Brian Arthur Mikkelsen, manden de kaldte kulturminister. Der er ikke tal på, hvor mange gange han har markeret sig i løbet af året. Og vi kan ikke huske, at han har markeret sig for noget godt. Det må efterhånden være bevist ved simpel empiri, at “ministeren” ikke har det godt med sandheden. Vi har selv her på blog’en afsløret “ministeren” i en løgn, og vi er ikke de eneste. Men ser man bort fra den lille defekt, som vel næppe er en ulempe, hvis man er politiker, så har manden også udvist eksempler på endog særdeles selektiv hørelse. Da Sky-radio skulle gå i luften med en ny landsdækkende reklamefinansieret radiokanal, blev der advaret fra alle sider. “Sky-radio ville ikke kunne opfylde sine public service-forpligtelser” hed det. Men ministeren hørte ingenting. Knapt en måned var gået før Sky-radio måtte stå skoleret og ministeren udtalte “Jeg er skuffet, Sky-radio lever ikke op til sine public service-forpligtelser” (eller sådan cirka). Flot Brian!
2003 blev også året, hvor der blev skabt en ny trend i partiet venstre. Når man bliver taget med fingrene i kagekassen, så må man lægge sig syg i tre måneder bagefter. Først så vi det i Farum – og senest i Greve, hvor borgmester René Milo ikke rigtigt kunne finde ud af at skille kommunens økonomi fra sin egen. De fleste almindelige mennesker ville med stor sikkerhed blive fyret på gråt papir, hvis de lagde sig syge uden at være det, men ikke venstreborgmestre – næh nej. Måske er medlemskab af partiet venstre og umådelig grådighed (det ene betinger vist nok ikke det andet) en sygdom på linje med dårlig ryg?
Og så blev 2003 året, hvor Danmark blev en krigsførende nation. Det var nu også længe siden vi sidst har haft mulighed for at tæve nogen. Tidligere gik det jo jævnligt ud over svenskerne, men de har egen fly- og våbenindustri – og så er de flere end os, så dem har vi klogeligt holdt os fra. I stedet fik vi på snedig vis listet USA og England til at indgå i vores alliance, og så var det på tide at tage masseødelæggelsesvåbnene fra Saddam. Med vanlig snilde sendte vi en ubåd og en korvette til ørkenkrigen. Forventningen var vel at irakkerne ville vente et angreb på land, men der var danskerne dem for smarte. Ubåden gik ganske vist i stykker omgående den nåede frem, men det ændrede ikke ved det faktum, at krigen blev vundet næsten uden danske tab. Og ubåden kunne senere sejles hjem til heltemodtagelse på dækket af en transportskib. Endnu en stor sejr for det danske forsvar(?).
Der var også krig på kniven i den hjemlige andedam. Der blev blæst til kulturkamp. Nu skulle alle de røde svin fra 68 ned med nakken. Brian Mikkelsen fortalte alle der gad høre på ham, om den massive venstreorienterede propaganda, han var udsat for under sin opvækst i 70’erne. Ansatte ved DR-Radio og TV var røde lejesvende i lommen på Moskva.Her på redaktionen kan vi godt huske det og Brian har ret, det VAR frygteligt. Vi blev politisk underminieret af onde kræfter som Uffe Elleman Jensen, Bjørn Elmquist og Mogens Rubinstein.
Men der skete da også forskelligt udenfor Chistiansborgs mure og det storpolitiske liv. Vi fik mødt en vaskeægte Tasmaner (hedder det mon sådan?), Mary Donaldson. Som en bombe lod kongehuset nyheden springe om Kronprinsen og frk. Donaldsons forlovelse. Alle medier gik i selvsving, og brugte hvad de havde af krudt på at præsentere den tasmanske skønhed, den dårende dejlige Mary. Der var Mary på alle kanaler hele døgnet, og i forsøget på at få, hvad der reelt burde have været et tre-minutters indslag til at vare en hel dag, blev alt hvad der kunne skrabes sammen af folk, der havde en mening om Mary slæbt i studiet. Tænk engang, Claus Hagen Petersen er royal ekspert, og her gik vi og troede, at han var cykelpumpe-pustende dommer i Jørgen de Mylius’ “Popnøglen”. Man skal lære noget nyt hver dag!
Der skete garanteret en ting eller to mere i året, der gik, men det var ikke vigtigt!