Archive for februar, 2005

Læge og Rumforsker

torsdag, februar 17th, 2005

Det nyligt overståede folketingsvalg var vanen tro ikke uden sine pudsigheder. Under en køretur gennem Hvidovre faldt mit blik på en valgplakat, der hang lidt skævt i en lygtepæl. Plakaten var anderledes, idet, der ikke var noget billede af kandidaten. Bevares, det er gjort før – men ikke med den samme elegance. Kandidaten var den konservative Peter Norsk som på plakaten titulerede sig “Læge og Rumforsker” – Det er da elegant.

Doktor Norsk fik 7 stemmer i Rødovre-kredsen, som i parentes bemærket er Danmarks største valgkreds. Til sammenligning kan jeg fortælle at i samme kreds opnåede Connie Hedegaard 2.315 stemmer. Godt gået Peter! Du har bevist, at der er stemmer i mærkelige fagkombinationer. Jeg kan næsten ikke vente til næste valg, hvor jeg forestiller mig, at den konservative
stemmesluger i Rødovre bliver “Navns Nævnelsen – Skraldemand og ortopædkirurg”.

Folketingsvalg 2005

søndag, februar 13th, 2005

Som nogle af jer sikkert vil vide, så har der været valg til folketinget tidligere i denne uge. Nogle af jer vil sikkert også vide, at Anders Fogh Rasmussen stadig er statsminister. De der har læst mine tidligere udgydelser vil nok have genneskuet, at jeg er ked af den udvikling. Meningsmålingerne, som blev værre og værre i tiden op til valget, havde nok forberedt mig, men jeg håbede til det sidste.

At det gik så galt betød dog heldigvis ikke, at der ikke var noget at muntre sig over i løbet af valgkampen.

Et af de mere muntre indslag var det Konservative Folkepartis kandidat i vestre storkreds, Holger Sørensen. Jeg har en overgang i de tidlige 90’ere beboet det samme odenseanske kollegium som Holger, og dengang virkede han ikke just som ministermateriale. Jeg kan derfor ikke helt gennemskue, om han mente sit kandidatur alvorligt, men opstillet var han og det under sloganet “Jeg lader andre om at være politisk korrekte” – og det gjorde han så! På valgplakaterne, der blev plastret op i hele byen, var han således afbilledet med en tændt cigaret. På hans website http://www.cholger.dk kan man læse om hans holdninger, som må siges at ligge i den højreorienterede side spektret – Helge Adam kan godt pakke sig! Men her slutter manglen på politisk korrekthed ikke. Da jeg i går var en tur rundt i byen, kunne jeg konstatere, at de Konservative ikke havde fundet tid til at tage valgplakater ned i store dele af byen. Faktisk var det stort set kun plakater fra det parti, der stadig hang i lygtepælene. Så Holger kunne passende udvide sig valgsprog til “Jeg lader andre om at være politisk korrekte – og rydde op efter mig”.