Franks Blog

Yesterday my MacBook Pro would no longer let me log into my bank account (as well as many other web sites). In Denmark a lot of web services utilizes a central login service called “NemID” (translates to EasyID). This login procedure uses a Java applet (don’t get me started on design choices!!). And it turns out to be not-so-EasyID, when your browser (or computer) no longer runs Java. And this was exactly what happened – I could no longer run Java. Apple simply – and without warning – decided that Java was too big a risk and that I didn’t need it any longer (don’t get me started on how much I loath Apple (and Java for that matter) right now!). Well guess what, Apple, I do need it!!

So I did some googling and found this solution somewhere:

First of all – This fix does leave your computer vulnerable to certain Java exploits. Do not go ahead with this if you do not know what you’re doing. And Please make a backup of the file you’re editing!!!

And now lets get to the nitty-gritty: Open /System/Library/CoreServices/CoreTypes.bundle/Contents/Resources/XProtect.meta.plist in your favorite text editor – you need to do this with superuser roots permissions e.g.:

a. Open Terminal (Cmd+Space to open “Spotlight”-> Type “terminal+enter” to launch)

b. To open the Xprotect.meta.plist into TextEdit as root, enter:

sudo /Applications/TextEdit.app/Contents/MacOS/TextEdit /System/Library/CoreServices/CoreTypes.bundle/Contents/Resources/XProtect.meta.plist

You will be asked to enter your password – do as you’re told 🙂 The File should now open in TextEdit.

c. change the following values:

<key>JavaWebComponentVersionMinimum</key>
<string>1.6.0_37-b06-435</string>

to

<key>JavaWebComponentVersionMinimum</key>
<string>1.6.0_37-b06-434</string>

and

<key>MinimumPlugInBundleVersion</key>
<string>1.7.11.22</string>

to

<key>MinimumPlugInBundleVersion</key>
<string>1.7.11.21</string>

and last but not least, change

<key>LastModification</key>
<string>Thu, 31 Jan 2013 16:55:59 GMT</string>

to some date in the future. This will prevent the XProtect.meta.plist file from being updated until the date specified.

d. Now save (archive) the file and restart your browser and Voila! – Java applets should be able to launch again (you may need to reactivate by clicking “Inactive Plug-In” though)

Hope this helps, It sure helped me.

Hold da helt op, der er gået mere end tre år siden jeg sidst skrev på min blog. Det er jo ikke fordi, der ikke har været noget at kommentere (IKKE “kommentere på”), men der er i mellemtiden sket det, at jeg kom på Facebook.

Jeg synes selv, at jeg holdt stand længe, men til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og jeg meldte mig under Zuckerbergs faner.

I forvejen var jeg på LinkedIn, og for nylig er jeg sågar også kommmet på twitter (http://twitter.com/FrankJoergensen – uden dog at twitte særlig meget). Og når man så også har en konto på Flickr (uden at uploade ret meget), Google+ og hvad har vi, ja så begynder det så småt at knibe med tiden til at blogge, og det kan egentlig godt ærgre mig en smule.

Ikke fordi, jeg tror jeg har sviget en stor og loyal læserskare. Nej, mere fordi jeg holder af blogosfæren – den er langt mere tilgængelig og åben end Facebook og diverse andre sociale medier. Når man giver sin mening til kende, fortæller om moster Odas fødselsdag, deler en opskrift eller fortæller om sin hobby (om det måtte være hønsehold, musik, fodbold – you name it), så er det tilgængeligt for alle, der måtte komme forbi. Jeg har stor glæde af teknik-blogs både i arbejds- og hobbysammenhæng, ligesom jeg ofte søger oplysninger på madblogs.

På de sociale medier er man ofte begrænset til at dele sine udgydelser med familie, venner og bekendte. Bevares, der er gruppper, hvor man kan møde ligesindede og det er sådan set fint nok – jeg er da også medlem af et antal grupper af forskellig beskaffenhed, men overordnet set ligner det mere en lukket fest. Mange gange skal man godkendes for at komme med i gruppen og læse med.

I Politiken var Knud Romer for nylig fremme med en en kritik af Facebook, som han kaldte en kræftsvulst på internettet (http://tinyurl.com/7b3k2bx). Nu kan man mene mange ting om Knud Romer, og jeg bryder mig sådan rent pricipielt ikke om hans ordvalg. Han har dog en pointe, når han siger, at facebook sluger en utrolig mængde indhold, som kunne være til glæde for langt flere end dine Facebook-venner – indhold som bliver i Facebooks lukkede univers, fordi vi har vænnet os til, at det er der man ytrer sig. Nu er det bestemt ikke alle statusopdateringer, der har almen interesse, men alt andet lige, så er der rigtig meget, der bliver holdt “inden for murerne” – og det er da drønærgerligt.

Jeg blev engang bildt ind, at da man i hine tider skulle kortlægge Danmark, sendte man folk i felten for at finde ud af, hvad de små byer ude omkring i landet hed. En af disse udsendinge skulle kortlægge området omkring Silkeborg. Han bankede på en dør i en lille landsby og spurgte:

– Hvad hedder denne landsby?

– Den kalder vi Sejs (udtalt ca. som det engelske ace med et s foran), fordi der er seks gårde, lød svaret.

Og da der ikke var nogen officiel retskrivning for jydske dialekter, blev det jydske “seks” til bynavnet “Sejs”.

Om historien er sand ved jeg ikke, men jeg kom til at tænke på den, da jeg for nylig stødte på Notrees, Texas. I følge maps.google.com, er Notrees ikke meget andet end et vejkryds. Og igen ifølge google, blev Notrees navngivet af en postmester, der valgte navnet da de træer, der indtil da havde været, var blevet fældet og brugt til at bygge den lokale servicestation.

I det hele taget er amerikanerne fantastiske til bynavne – ikke mindst i Texas. “The Lone Star State” kan prale af byer som Bigfoot, Lollipop, Gun Barrel City og Looneyville.  Tennesee kan også være med. De har Difficult, Goat City og – min personlige favorit – Stinking Creek. Toad Suck ligger i Arkansas, mens man skal en tur til Ohio for at besøge Knockemstiff.

På et helt andet og mere religiøst plan finder man Paradise, Nevada. Om det er et pudsigt sammentræf eller der faktisk er en tanke bag, er ikke til at sige, men en stor del af Las Vegas’ casinoområde ligger faktisk i Paradise (Las Vegas aka. Sin City. Go figure!). I Michigan kan man dog gøre det en tand bedre. Der har man både Paradise og Hell. Skulle man være interesseret i den slags kan maps.google.com oplyse, at der er 239 miles fra Himmel til Helvede. Og det er jo altid godt at vide.

Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870’erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

For hunden da! Jeg har lige læst, at Richard Wright, der spillede keyboard i Pink Floyd, er død kun 65 år gammel.

Richard Wright vil næppe gå over i historien som nogen stor teknisk ekvilibrist på sit instrument, og hans afdæmpede og tilbageholdende natur gjorde, at man let overså både ham og hans betydning for orkestret. Men det til trods var hans piano- og keyboard-stil og ikke mindst hans stemme så integreret en del af Pink Floyds lyd, at det aldrig var blevet det samme band uden ham. Specielt kunne hans og David Gilmours stemmer nærmst smelte sammen og skabe en udefinerbar magi, der kunne få noget nær ethvert nummer til at gå op i en højere enhed. Af Richard Wrights fineste bidrag til Pink Floyd kataloget kan nævnes “Us and Them” og “The great gig in the sky”, begge fra “Dark side of the moon”. Det var Richard Wright, når han var allerbedst.

Undervejs måtte Wright dog lide den tort at blive fyret fra Pink Floyd. Under inspilningerne af “The Wall” gik bølgerne i orkesteret så højt, at Roger Waters insisterede på, at Wright skulle fyres. Det blev han, men han blev dog hyret som session-musiker til den efterfølgende turné. Da Roger Waters forlod Floyd kom Wright hurtigt ind i varmen igen, men på grund af nogle for udenforstående ugennemskuelige kontrakt-forhold, indtrådte han først rigtig i bandet igen i forbindelse med indspilningen af “The Division Bell”.

Men den 15. september 2008 blev det altså tid til “The great gig in the sky”.

Jeg har aldrig været synderligt bekymret over at tage nye Google-værktøjer i brug. Men med den nyligt udgivne browser, Chrome, stiller det sig unægteligt anderledes. Hvis man læser i Chromes EULA (End User License Agreement), finder man følgende paragraffer:

11.1 Du beholder alle ophavsrettigheder og andre rettigheder, du allerede har til det indhold, du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Ved at indgive, sende eller vise indhold giver du på ubestemt tid Google uigenkaldelig, global, gratis og ikke-eksklusiv licens til at reproducere, tilpasse, modificere, oversætte, udgive, foretage offentlig udførelse, offentliggøre og distribuere ethvert Indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Formålet med licensen er alene at sætte Google i stand til at vise, distribuere og promovere Tjenesterne og kan tilbagekaldes for visse Tjenester, jf. de Yderligere Vilkår for disse Tjenester. (min kursivering)

Og

11.4 Du bekræfter og garanterer over for Google, at du har de rettigheder, beføjelser og bemyndigelser, der er nødvendige for at tildele ovennævnte licens. (min kursivering)

Det er simpelt hen for vidtgående Google. 1) Hvis jeg publicerer materiale gennem Chrome, vil Google have hånd og halsret over mit værk. Jovist, jeg har stadig copyright på materialet, men Google har i realiteten tiltvunget sig en gratis licens til at bruge materialet fuldstændig, som de måtte have lyst, inklusive at modificere og udgive det. Det er ikke specielt sympatisk. 2) Desuden skal jeg garantere Google, at jeg har beføjelser til faktisk at tildele dem denne licens. Det kan jeg ikke garantere, da min arbejdsgiver har copyright på alt, hvad jeg skriver i min arbejdstid. Blandt andet derfor kan jeg ikke benytte Chrome. Så med mindre Google omformulerer EULA’en: Sorry Google, not in a million years! Det er en OM’er.

Update 4. sept. 2008: Google har hurtigt indset, at de har skidt i nælderne. Licensbetingelsernes paragraf 11 er nu ændret til kun at bestå af første sætning. Fint Google, så kan vi gå i gang med at teste Chrome!

På dansk kalder man det agurketid. Tyskerne taler om Sauregurkenzeit, og englænderne og amerikanerne har en “silly season” (englænderne har dog også en “cucumber time”). I alle tilfælde gælder at begrebet dækker den periode i sommerhalvåret, hvor medierne (trykte som elektroniske) har mere end almindligt svært ved at udfylde tomrummene mellem reklamerne med noget, der bare tilnærmelsesvis kan klare en banalitetstest.

To lysende eksempeler herpå, har vi set i den forløbne uge. Pia Kjærsgaards vildt overeksponerede spændingshovedpine må være det tætteste vi i danmarkshistorien har været på en ikke-historie. For få år siden, var Dansk Folkepartis Søren Espersen (hvorfor minder han mig altid om klassens tykke dreng, der nu har fundet et outlet for sine frustrationer, ved at slå på folk, der er mindre end ham selv?) i pressen og tude over, at Dansk Folkepartis politikere aldrig blev inviteret med i TV-quizzer og lignende. Nu må det piveri da forstumme for tid og evighed. Jeg mener, der blev sendt direkte reportager fra Roskilde sygehus, fra Rigshospitalet, fra DF’s sommermøde i nordsjælland et sted, og selv på tekst-tv kunne man løbende følge med i antallet af scanninger af Kjærsgaards hoved – Her kunne man godt gøre sig munter over, at man efter tre scanninger kunne konkludere, at der ikke var noget – men sådan er vi ikke her på bloggen…… Det kunne ikke falde os ind….Aldrig!

Men for at det ikke skulle være løgn, så blev denne ikke-historie overgået i selvsamme uge. Paris Hilton kom til København. Og medierne gik amok. Ikke mindst TV2, som havde havde sikret sig et interview med verdensstjernen. Nu tilhører jeg ikke lige det segment Paris Hilton henvender sig til, så jeg må have lidt hjælp her. Hvad er det lige Paris Hilton har beriget verden med? Hvori består hendes kunnen? Hvad berettiger mediehysteriet omkring hendes besøg i København? Er hun kendt for andet end at være kendt?
Kan hun overhovedet noget??

Hvis der overhovedet er noget positiv ved disse medieskabte historier, så må det være, at vi nu ved, at det danske sundhedssystem virker og har det godt. Næste gang jeg bliver ramt af en spændingshovedpine, så ved jeg, at jeg kan blive kørt på hospitalet og blive akut CT-scannet – ikke mindre end tre gange. Det er da betryggende at vide.

Forrige søndag var jeg (og godt og vel 40.000 andre) til koncert med Bruce Springsteen i Parken. Jeg har haft en koncert med “the boss” til at stå meget højt på min ønskeseddel i mere end 20 år, men jeg har aldrig haft held til at få fat i billetter, eller også har jeg ikke haft råd. Men denne gang lykkedes det, og det var stort!

Man kan sige mange grimme ting om stadionkoncerter, og det skal man efter min mening benytte en hver mulighed til – Jeg hader stadig Parken, som koncertsted, lyden er ganske enkelt rædsom. Men når det er sagt, så har Bruce – jeg mener at vide, at vi er på fornavn – altså en fabelagtig evne til at involvere publikum. Jeg har i hvert fald sjældent set en mere oplagt performer på en stadionscene.

Ikke mange andre kunstnere var ikke sluppet af sted med nogle af de små tricks, som Bruce benytter sig af. Det lille podium ude blandt puplikum, kunne nemt være blevet en klam, selvfed gimmick. Men Bruce har en ægthed over sig, som gør at det ikke virker opstyltet, når han “møder sit publikum” på nært hold. En ægthed, som mange må misunde ham. En ægthed, som man kunne ønske sig var mere udtalt – ikke mindst i den politiske verden. På stående fod kan jeg faktisk kun komme i tanke om Mette Frederiksen (S), som en politiker, der opnår bare en tilnærmelsesvis høj karakter på ægtheds-skalaen. Når Bruce skriver sange set fra den lille mands perspektiv, så tror man på, at han mener det. Når han fra scenen siger, at det er vores borgerpligt, at stille os kritiske over for magthaverne, så tror man på ham. Når han stikker en lille pige blandt publikum sin mundharpe, så tror man på, at han inderligt mente, at den lille pige havde brug for en mundharpe.

Jeg tror i grunden Bruce ville have været en god socialdemokrat – og var han socialdemokratisk statsministerkandidat, ville han helt sikkert løbe med min stemme.

Det blev godt nok lige lidt tavst herinde. Og det er ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, jeg har vist i det hele taget bare haft alt for travlt med alt mulig andet. Jeg har været på kursus i London, jeg er startet i et nyt band, hvor jeg liiiige skal lære et repertoire på ca 45 numre, jeg har genopdaget min mundharpe, og så har jeg haft forrygende travlt på mit arbejde i al almindelighed.

Men der har jo sådan set været nok at skrive om i de forløbne måneder. Vores statsminister har mildt sagt haft travlt med at opføre sig besynderligt. Lige umiddlebart inden valget i november, fik ca 400.000 hustande i landet en hilsen fra Anders Fogh – han ville da lige minde om det skrækscenarie, en socialdemokratisk ledet regering ville være. Skulle valget munde ud i – oh skræk – en regering under Helle Thorning-Schmidt, ja så kunne vælgerne være sikre på, at lige så snart ville der blive nedsat en skattekommission. Og det kun for at kunne sætte skatterne op – “Det ved vi”, er statsministerne citeret for at have sagt (han sagde vist noget lignende om masseødelæggelsesvåben engang, men lad nu det ligge). I samme brev stiller han spørgsmålet “Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?”. Hans skarpe analyse var, at det nok var noget med at sætte skatterne op. Nu blev resultatet af valget jo så, at Anders Fogh fortsatte som regeringsleder. Og hvad var så noget af det første han gjorde i den nye valgperiode? Jo, han nedsatte en skattekommission, under ledelse af en tidligere socialdokratisk skatteminister, som erklærede, at “alt var i spil”!!?? Mine evner som politisk analytiker, har førhen vist sig – i bedste fald – vaklende, men her slår jeg op i banen uden kamp. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i denne affære – enten lyver statsministeren husejerne lige op i ansigtet, eller også er han ubegavet.

Og så har statsministeren jo også haft travlt med at gøre kur til George W. Bush. I utvetydige vendinger, har han erklæret USA’s præsident sin uforbeholdne kærlighed. Man kunne næsten få helt våde øjne (og lidt ondt af Arne-Mette, som George insisterer på at kalde Danmarks statsminister-frue). Politiske kommentatorer mener at vide, at han (altså Anders Fogh) er ved at positionere sig i forhold til at indtage posten som europæisk head honcho om et års tid. Hvilket kunne give plads til Lars Løkke Rasmussen, som ny statsminister.

Det kunne så også forklare, hvorfor Lars Løkke under valgkampen indtog fast stilling som statsministerens funny sidekick. Nu er der så bare det, at Lars har vist sig at være en skidt knægt. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen – jeg mener, han havde mig bekendt som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tilsynsmyndigheden over Farum kommune, uden at tage det ansvar særligt alvorligt. Og nu viser det sig, at han i sin borgmestertid både har købt cigaretter, diskoteksentré og “naturfilm”, på skatteydernes regning. Som forsvar hævder ministeren, at det kunne han naturligvis aldrig finde på i dag, og at man jo skal huske på, at det var en anden tid.

Ja, Lars Løkke, det var en anden tid. Peter Brixtofte var Borgmester i Farum kommune, Statsministeren hed Nyrup Rasmussen – og Anders Fogh var liberal. Men måske kan Lars Løkke, som ifølge sit CV på www.folketinget.dk er cand. jur. kaste lidt lys over, hvilken hul i disse svundne tiders gældende lovgivning, der tillod amtsborgmestre at stjæle af kassen?

I enhver sportsgren (gummistøvlekast muligvis undtaget) findes der stjerner, og der findes vandbærere. Således også i sportsgrenen politik. I vores almindelige fascination af eliten glemmer vi dog ofte, at der er en tredje kategori: “andre”.

I f.eks cykelsport, er der stjerner som Fausto Coppi, Eddy Merckx, Marco Pantani og Lance Armstrong, der er blandt andet er blevet stjerner, fordi de havde det rette talent og et afslappet forhold til indtagelse af medicin. Vandbærerne er folk som Brian Holm, Jesper Skibby og Bo Hamburger, altså ryttere, som aldrig rigtig blev helt store. De har næppe haft så meget talent, som stjernerne, mens deres forhold til medicin har vist sig at være ligeså afslappet. Hvis vi bliver lidt i cykelsporten (bær over med mig, jeg lover at holde op om lidt), så personificeres kategorien “andre” af folk som for eksempel Simon B. Lindahl, der i 2007 vandt Ullerød Cykelløb (20km distancen for herrer) i tiden 53:33.

I politik, er det ikke meget anderledes – måske dog uden et helt så massivt indtag af medicin. Der er stjerner som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager. Her er vandbærerne de folk, der hverken var kønne eller kendte nok til at blive opstillet, til diverse valg, og som derfor er henvist til alt det kedelige arbejde bag de folkevalgtes kulisser, lokalformænd, kasserere i lokalforeninger etc. Også indenfor politik finder man restgruppen “andre”. I denne gruppe finder man de menige betalende (men måske ikke så aktive) medlemmer af partiforeningerne. Og det er indenfor denne gruppe, at man, hvis man ser ordentlig efter, kan finde folk fra demokratiets laveste klasse – de valgtilforordnede!

Jeg har netop henslæbt en valgdag, som valgtilforordnet, og har således på egen krop prøvet strabadserne. En arbejdsdag på små 15 timer bliver kompenseret med en diæt på 730 kr. (som der skal svares skat af) og to måltider – vi var heldige, der går rygter om, at man på Fredriksberg selv skal medbringe madpakke (men de har selvfølgelig også en meget lav skatteprocent). Og blot for at føje spot til skade har man i min partiforening, som man sikkert har i så mange andre, den tradition, at man overlader vederlaget til partiforeningens valgfond. Til gengæld er jeg blevet rigtig, rigtig dygtig til at holde forhæng for folk (mental note: måske man skulle overveje at tage det op professionelt).

Nå men, hvis Helle Thorning er stjernen, lokalformanden i hendes lokalforening vandbæreren, det menige medlem “andre”, så må den valgtilforordnede være demokratiets kloakrenser. Dem der, tæller stemmer mens Stjernerne og vandbærerne holder valgfest på Jazz House, Cinemateket eller Øksnehallen og de “andre” sidder hjemme og drikker aftenkaffe og spiser citronmåne til Valgaften på TV. Og man tæller og tæller igen og igen, for man er træt, og man tæller hele tiden forkert.

Men nogen skal gøre det, og jeg tror sgu nok, at jeg er dum nok til at stille op en gang til, om det skulle blive nødvendigt. Måske ikke, hvis der bliver udskrevet valg i morgen, men giv mig et par år, så er jeg nok klar igen.