Franks Blog

Det er med sorg, at jeg har konstateret, at Holger Sørensen ikke opstiller som konservativ kandidat ved det nært forestående foketingsvalg. Om hans manglende tilstedeværelse på opstillingslisterne skyldes ændrede valg- og opstillingskredse, eller om der blot er tale om, at Holger er blevet træt af at føre valgkampe uden udsigt til at blive valgt, skal jeg lade stå usagt. Et er dog sikkert, Holger vil blive savnet.

Holger har altid været god for lidt underholdning selv i den tristeste af triste valgkampe – ja såmænd også i perioderne mellem valgkampene. Og så har han gennem tiden vist sig som en flot repræsentant for det olympiske ideal: “det gælder ikke om at vinde, men at deltage”.

Jeg har tidligere muntret mig på Holgers bekostning her på bloggen. Læs eventuelt:

Om Folketingsvalget 2005

Om Kommunalvalget 2005

Eller om Ungdomshusets rydning

Holgers kandidatur vil blive savnet. Det efterlader hverken hustru eller børn, men et betragteligt tomrum. Æret være dets minde.

En gang i mellem kan jeg godt blive lidt bekymret for tingenes tilstand i Danmark – sådan rent demokratisk set. Nu er det jo ikke som sådan noget nyt, at TV-journalister stiller op til folketingsvalg; Uffe Ellemann-Jensen, Karen Jespersen og Bjørn Elmqvist har gjort det og, vil nogle påstå, med en vis succes. Både Karen og Bjørn har dog haft lidt svært ved at finde ud af, hvor i det politiske spektrum, de egentlig hørte hjemme, så de har shoppet lidt rundt for at finde et egnet parti, der kunne promovere dem yderligere. Og det seneste skud på stammen af TV-journalister på parti-shopning er så Paula Larrain.

Og helt ærligt. Paula Larrain! Hvad er det lige, hun har at tilbyde demokratiet – ud over naturlig vis at være kendt fra TV (og sikkert også fra ugebladene)? Jo, hun vil have genindført morgensang på de danske skoler. Og ifølge hende selv kan det godt være, at det umiddelbart ligner en lille sag (jeps Paula, lige på kornet!), men ikke desto mindre er det en sag af overordentlig stor betydning for det danske samfund. Måske er det bare mig, men jeg synes altså at der må være vigtigere ting i verden for en politiker (in spe), der påstår også at have interesse for udenrigspolitik.

Tilsyneladende tilbød Paula sin arbejdskraft til Ny Alliance før hun havnede hos det konservative folkeparti. Men Ny Alliance fik alligevel deres journalist. De trak nemlig en anden tidligere TV-journalist op af hatten, Jørgen Poulsen, som jeg bedst husker for at dække Palm-mordet i Stockholm tilbage i midtfirserne. Nå ja, og hans noget særprægede udtale af bogstavet “t”.

Og her vil jeg lade være med at kommentere Ny Alliances valg af spidskandidater, og blot spørge: Hvornår f****n er det blevet en politisk kvalitet at være kendt? The boat left and I wasn’t on it!

Netop hjemkommet fra en uges fortjent – hvis jeg selv skal sige det – ferie i London, finder jeg ud af, at der er udskrevet folketingsvalg. Hvad er nu det for noget! Man vender ryggen til et øjeblik, og SLAM! så får man et valg lige i nakken. Så meget for mine evner som politisk spåmand (jf. forrige indlæg og tilhørende kommentarer). Nuvel, man kan ikke vinde hver gang, og jeg er stor nok til at indrømme, at jeg tog fejl.

Jeg ved godt, at i en globaliseret verden med internet og jeg skal give dig, er der ingen undskyldning for ikke at følge med i de hjemlige nyheder. Men sandheden er, at jeg torsdag sen aften tjekkede min e-mail, og nederst i en mail, der iøvrigt handlede om alt mulig andet, ønskede en god ven “held og lykke med valget”, og først der gik det op for mig, at valget var udskrevet.

Så nu har vi altså chancen for at slippe af med “den samling idioter”, som - alt imens de har kaldt sig Danmarks regering – i de seneste 6 år har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti, og som har gjort i hvert fald mig pinligt berørt over at være dansker. Lad os stemme dem hjem og lade være med at falde for billige tricks som ufinansierede skattelettelser, ældrechecks og kvalitetsreform (hvordan fa…. reformerer man kvalitet), og lad os i stedet i fællesskabets interesse hæve niveauet for det, der er vigtigt, nemlig velfærd.

Så blev det en realitet. Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en skattelettelse. Der bliver lempet på mellemskatten og bundfradraget. Venstre ville ikke have skattelettelser, Dansk Folkeparti ville ikke have skattelettelser, så hvordan det er lykkedes Bendt Bendtsen at få trumfet sin vilje igennem må stå hen i det uvisse.

Så nu er alle forhindringer af vejen. Soldaterne er hjemme fra Irak, Anders Fogh er blevet miljøvenlig, der er ingen grænser for, hvor meget velfærd vi skal have, hvis regeringen får lov at bestemme, og nu har vi så også fået en kontant belønning. Det hele er kørt i stilling, så nu kommer valget. Lur mig om ikke det bliver udskrevet allerede i denne uge.

Sidste gang vi fik en vælgercheck i form af en skattelettelse, fik jeg personligt lige hen ved kr. 150 ud af det pr. måned. Nu kan meget jo købes for penge, men kære regering i almindelighed og Bendt Bendtsen i særdeleshed: Min stemme er altså mere værd. I må s’gu længere frem i bussen, hvis I vil købe min stemme.

Jeg kom for skade at zappe forbi torsdagens afsnit af Miss Marple (A murder announced). Det var meget forvirrende at Sergeant Lewis hele tiden dukkede op. Ganske vist som sergeant noget andet. Og Morse var der slet ikke. Nå, men det var et sidespring. Alle der har set, eller læst Miss Marple, ved, at den aldrende Jane Marple ved bedst. Og derfor var det lidt sjovt at høre hende fortælle en inspector (altså ikke Morse, en anden), at hun straks havde vidst, at receptionisten, på det kursted hun havde indlogeret sig, havde en skidt karakter, for han så stift og direkte på folk uden at blinke (‘It struck me that the man had a shifty eye, the kind that looks straight at you and never blinks.”).

Det lød som noget vi også kender i Danmark nu om dage. For hvordan er det nu lige det er med vores statsminister? Netop ja, og han har oven i købet lagt sig i selen for at udvikle teknikken, at stirre stift uden at blinke. Ja, vi lader billedet stå lidt – do your own math, som de siger på de kanter.

TimesOnline kunne i lørdags berette, at der er en katastrofal mangel på ukuleler i England. Det lille hawaianske instrument er åbenbart blevet flået ned af hylderne i Englands musikbutikker, og importørerne har simpelt hen ikke kunnet følge med efterspørgslen. I øjeblikket går briterne så rundt og venter længelsfuldt på en skib lastet med ukuleler, der er meldt undervejs fra producenten i Kina(?).

Ukulelen har gennem tiderne haft mange prominente fortalere i England. Fra 1920’erne og frem til sin død i 1961 var George Formby uden tvivl den mest kendte. Senere har musikere som George Harrison, Paul McCartney og Sam Brown taget instrumentet til sig. Man sagde om George Harrison, at han altid rejste med to ukuleler; en til sig selv at spille på og en til, hvem der måtte have lyst til at spille med. Ifølge avisen er den seneste interesse for det lille firstrengede instrument afledt af en tv-optræden af “The Ukulele Orchestra of Great Britain“. Et orkester, der spiller nye og gamle hits udsat for èn bas og seks ukuleler. Jeg fik deres CD, The Secret of Life, i fødseldagsgave – og det er rigtig godt.

Men et er, hvad avisen mener, noget andet er sandheden. Jeg for min part er helt sikker på, at den store interesse for ukulelen skyldes min mindeværdige (omend meget korte) optræden på skagens gren sidste sommer. Med et ben i henholdsvis Kattegat og Skagerak, opførte jeg George Formbys “When I’m cleaning windows” til stor forundring for de mange turister.

Jeg har altid været en begejstret for konspirationsteorier. De giver ligesom livet lidt mere kulør. Derfor mener jeg heller ikke, at man skal lade en god konspirationsteori gå til spilde, og i forlægelse heraf vil jeg nu lufte en af mine seneste teorier.

Den 29-årige forboldtilskuer, der i lørdagens landskamp mod svensken løb på banen og slog ud efter dommeren, var i virkeligheden Christian Poulsens spindoktor. Han havde i øjeblikket inden han løb på banen set Christian Poulsen knock out’e en svensk spiller, og som enhver god spindoktor indså han, at den episode måtte “begraves”. I spindoktorkredse gøres dette ved at sørge for, at en negativ historie eller uheldig episode bliver præsenteret på samme tid som en endnu værre historie – da vil den værre historie nemlig løbe med al opmærksomheden. Så uden ligefrem at skulle slå nogen ihjel, var der næsten kun den mulighed tilbage at løbe på banen og knock out’e dommeren.

I sandhed et stykke veludført klassisk spin. Michael Kristiansen, Lotte Andersen og Henrik Qvortup kunne ikke have udført det mere elegant.

Man må undre sig over, at de gider at bruge tid og kræfter på det – men der er jo nok penge i det. Ja, det er spam jeg taler om. Eller rettere sagt: kommentar-spam. Kommentar-spammerne benytter sig af brugerkommentarer på blogs til at sprede deres budskaber om potens-piller, tvivlsomme aktier, afklædte damer mm.

Da jeg begyndte at blogge skete det en sjælden gang, at jeg blev nødt til at slette en spam-kommentar, men som tiden gik blev spammerne mere udspekulerede. De havde nu udviklet små programmer, der kunne sprøjte spam ud og automatisk få dem indsat på forskellige blogs. Så da jeg næsten dagligt måtte ind og slette en to tre kommentarer, besluttede jeg at gøre noget ved det. Jeg fik det arrangeret sådan, at brugeren, der ønskede at kommentere et indlæg nu blev præsenteret for en tilfældig tal- og bogstav-kombination, som skulle gentages inden en kommentar kunne indsættes. På denne måde kunne man sikre sig, at der faktisk var tale om en bruger i kød og blod og ikke et program. Det virkede rigtig godt.

I dag bruger jeg en anden metode til at holde det værste spam borte fra min blog. Jeg bruger en service, der hedder Akismet. Den fungerer lidt som et virus- eller spam-filter til e-mail, hvor hver kommentar bliver testet pr. automatik, og bedømmes den som spam, bliver den sat i karantæne. Herfra kan jeg så en gang imellem gå ind og se beskederne igennem og slette spam-kommentarerne og godkende kommentarer, der fejlagtigt er sat i karantæne. I praksis betyder det, at jeg engang imellem logger ind og sletter alt, hvad der er i karantæne. Der kommer nemlig så meget spam, at det er uoverkommeligt end at skimme det. Netop i dag rundede Akismet 31.000 karantænedømte kommentarer på min blog. Jeg har brugt tjenesten siden slutningen af august sidste år, så der er – i runde tal – tale om ca 120 spam-kommentarer om dagen i snit.

Det er godt nok mange!

I går havde man på henholdsvis TV2 og DR’s tekst-tv mulighed for at se, hvad det vil sige at “vinkle” en historie.

Anledningen var en Gallup-måling med de første lyttertal offentliggjort efter TV2 Radio gjorde sin entre i æteren. I undersøgelsen kunne man blandt andet læse, at TV2 Radio overordnet set har opnået beskeden en markedsandel på 3,5% af lytterne. Samtidig er DR’s andel faldet med 2,5%.

I DR’s tekst-TV blev det til overskriften “Kun fire procent hører TV2 Radio“. Mens det i TV2’s optik blev til “TV2 Radio vinder lyttere fra DR“.

Ingen af parterne kan vel siges at lyve, men det får mig nu alligevel til at tænke på den britiske premiereminister Benjamin Disraeli, der engang sagde noget i retningen af: “There are three kinds of lies. Lies, damned lies and statistics.

Hvorfor skal en skoledag nødvendigvis starte kl. 8. Det giver ingen mening. Henved halvdelen af såvel elever som lærere tvinges til, mod deres natur at begynde en arbejdsdag på et tidspunkt, hvor de ikke er i stand til at yde deres optimale. De er nemlig B-mennesker. For et B-menneske er det nærmest at sammenligne med tortur at starte dagen så tidligt.

Men der er håb. I dag har “HF-center Efterslægten” i København meddelt, at man efter sommerferien starter HF-hold for B-mennesker. Disse hold har første undervisningstime kl. 12.30. Hurra! Lad endelig denne tendens sprede sig til andre dele af samfundet. Lad os løsne det jerngreb som A-menneskene har haft om vort samfund.

Det eneste beklagelige ved Efterslægtens tiltag, er i grunden, at det ikke er sket noget før. Jeg ville have elsket det, tilbage da jeg gik på HF.

Er du også B-menneske? Så kunne du måske være interesseret i at læse nærmere om foreningen B-samfundet.