Franks Blog

Jeg har aldrig været synderligt bekymret over at tage nye Google-værktøjer i brug. Men med den nyligt udgivne browser, Chrome, stiller det sig unægteligt anderledes. Hvis man læser i Chromes EULA (End User License Agreement), finder man følgende paragraffer:

11.1 Du beholder alle ophavsrettigheder og andre rettigheder, du allerede har til det indhold, du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Ved at indgive, sende eller vise indhold giver du på ubestemt tid Google uigenkaldelig, global, gratis og ikke-eksklusiv licens til at reproducere, tilpasse, modificere, oversætte, udgive, foretage offentlig udførelse, offentliggøre og distribuere ethvert Indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Formålet med licensen er alene at sætte Google i stand til at vise, distribuere og promovere Tjenesterne og kan tilbagekaldes for visse Tjenester, jf. de Yderligere Vilkår for disse Tjenester. (min kursivering)

Og

11.4 Du bekræfter og garanterer over for Google, at du har de rettigheder, beføjelser og bemyndigelser, der er nødvendige for at tildele ovennævnte licens. (min kursivering)

Det er simpelt hen for vidtgående Google. 1) Hvis jeg publicerer materiale gennem Chrome, vil Google have hånd og halsret over mit værk. Jovist, jeg har stadig copyright på materialet, men Google har i realiteten tiltvunget sig en gratis licens til at bruge materialet fuldstændig, som de måtte have lyst, inklusive at modificere og udgive det. Det er ikke specielt sympatisk. 2) Desuden skal jeg garantere Google, at jeg har beføjelser til faktisk at tildele dem denne licens. Det kan jeg ikke garantere, da min arbejdsgiver har copyright på alt, hvad jeg skriver i min arbejdstid. Blandt andet derfor kan jeg ikke benytte Chrome. Så med mindre Google omformulerer EULA’en: Sorry Google, not in a million years! Det er en OM’er.

Update 4. sept. 2008: Google har hurtigt indset, at de har skidt i nælderne. Licensbetingelsernes paragraf 11 er nu ændret til kun at bestå af første sætning. Fint Google, så kan vi gå i gang med at teste Chrome!

Man må undre sig over, at de gider at bruge tid og kræfter på det – men der er jo nok penge i det. Ja, det er spam jeg taler om. Eller rettere sagt: kommentar-spam. Kommentar-spammerne benytter sig af brugerkommentarer på blogs til at sprede deres budskaber om potens-piller, tvivlsomme aktier, afklædte damer mm.

Da jeg begyndte at blogge skete det en sjælden gang, at jeg blev nødt til at slette en spam-kommentar, men som tiden gik blev spammerne mere udspekulerede. De havde nu udviklet små programmer, der kunne sprøjte spam ud og automatisk få dem indsat på forskellige blogs. Så da jeg næsten dagligt måtte ind og slette en to tre kommentarer, besluttede jeg at gøre noget ved det. Jeg fik det arrangeret sådan, at brugeren, der ønskede at kommentere et indlæg nu blev præsenteret for en tilfældig tal- og bogstav-kombination, som skulle gentages inden en kommentar kunne indsættes. På denne måde kunne man sikre sig, at der faktisk var tale om en bruger i kød og blod og ikke et program. Det virkede rigtig godt.

I dag bruger jeg en anden metode til at holde det værste spam borte fra min blog. Jeg bruger en service, der hedder Akismet. Den fungerer lidt som et virus- eller spam-filter til e-mail, hvor hver kommentar bliver testet pr. automatik, og bedømmes den som spam, bliver den sat i karantæne. Herfra kan jeg så en gang imellem gå ind og se beskederne igennem og slette spam-kommentarerne og godkende kommentarer, der fejlagtigt er sat i karantæne. I praksis betyder det, at jeg engang imellem logger ind og sletter alt, hvad der er i karantæne. Der kommer nemlig så meget spam, at det er uoverkommeligt end at skimme det. Netop i dag rundede Akismet 31.000 karantænedømte kommentarer på min blog. Jeg har brugt tjenesten siden slutningen af august sidste år, så der er – i runde tal – tale om ca 120 spam-kommentarer om dagen i snit.

Det er godt nok mange!

Vi kender det nok allesammen – Der er dage på jobbet, hvor det hjælpeværktøj du er nødsaget til at bruge i dit arbejde bare ikke virker, og den interne IT-afdeling render forvirrede rundt. Med andre ord: du kan ikke gøre dit arbejde, og sidder bare og sidder. Og der er de dage, hvor man er låst til sit skrivebord og ikke kan lave andet end at vente på, at en eller anden chef får sig snøvlet sammen til at sige OK til i øvrigt dit brillante løsningsforslag til det problem, som forhindrer dig i at komme videre i dagens arbejde. Og så er der naturligvis de dage, hvor man bare ikke gider lave noget fornuftigt.

Nu kunne man så vælge at bruge tiden på planløs surfen rundt på internettet. Og det vil jeg gerne anbefale! Men på et eller andet tidspunkt rammer man “muren”. Man vender tilbage til de samme sider gang på gang, og helt ærlig…det begynder at blive lidt kedeligt.

Jeg har mødt løsningen: www.stumbleupon.com

Du skal downloade og installere en lille stump kode, der installerer sig i din browser som en toolbar/værktøjslinje. Dernæst opretter du dig som bruger hos stumbleupon, hvor du skal svare på nogle spørgsmål om dine interesser. Og voila – nu har du en “Stumble”-knap i din browser, og hver gang du keder dig, klikker du på knappen og bliver bragt til en webside, som er anbefalet af andre stumbleupon-brugere med samme interesser som dig.

Du vil aldrig komme til at kede dig igen 🙂

De seneste tre dage har Franks Blog været utilgængelig, men nu er vi i luften igen. Hurra!

Jeg besluttede for noget tid siden, at Franks blog skulle flyttes til en ny og større server. Det burde i grunden ikke være nogen stor operation, men almidelig slendrian gjorde, at jeg ikke var specielt godt forberedt, da det blev skiftedag ðŸ™� Dumt Bøv!. Lægger man oveni, at den nye server står i et serverrum i det sydlige Californien, og at det unægtelig gjorde tingene lidt besværlige (når jeg var vågen var Californien gået i seng), så står vi trods alt tilbage med det faktum, at vi nu er i luften igen – på kraftigere og mere pålideligt isenkram.

Der har igennem den seneste uges tid været nogle tekniske problemer på Franks Blog. Det har blandt andet betydet, at dele af bloggen har været utilgængelig i perioder. Det beklager jeg naturligvis. Problemerne skulle imidlertid være ryddet af vejen nu, og der er igen fuld adgang til sitet.

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skifte min hidtidige blogmotor ud. Jeg har igennem noget tid haft lyst til at skifte fra bblog til en blogmotor med en hurtigere udviklings-strategi. Bblog startede lovende, men udviklingen faldt i kadence og til sidst kørte jeg en alt for “hjemme-hacket” udgave af en udviklings-version. Det blev for tungt at vedligeholde, og jeg skulle ud i alt for mange krumspring f.eks. for at spamsikre bloggen.

Så efter noget tids søgen faldt valget på WordPress, som er et modent produkt, med et utal af options og ikke mindst et stort og aktivt bagland. Der er for eksempel utallige spam prevention tools, og jeg er endnu langt fra færdig med at undersøge mulighederne systemet.

Men foreløbig er de gamle poster fra bblog blevet migreret til WordPress, og så må resten komme lige så stille.

Lets blog it!

Jeg er blevet begavet med en håndfuld gmail invites. Jeg har 4 tilbage. Hvis du er interesseret, så skriv en kommentar under denne artikel, og husk nu at skrive din e-mailadresse. Invites vil blive fordelt efter “først til mølle”-princippet, og så holder jeg en tilbage til den, der er bedst til at fedte :o)

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at opgradere blog-motoren på min webserver. Og når jeg nu var i gang, kunne jeg ligeså godt få gjort noget ved udseendet på Franks Blog ved samme lejlighed. Det er så hermed gjort. Der forestår dog stadig noget tilretning af datoformater og deslige. Sådan er det bare! Love it or leave it!

Efter, hvad man i visse kredse ville kalde, “moderat fysisk pres” sendte gode venner (Randi og Henrik) mig en “gmail invite”. Jeg kan nu igen efter lang tids følelse af cyber-mindreværd, møde den virtuelle verden med åben pande og uden blusel hævde, at jeg er en nørd.

Skulle du nu ikke vide, hvad en “gmail invite” er for en størrelse, så tillad mig at forklare: Der er tale om en invitation til at betateste googles nye webmail-tiltag. Og hvorfor så “all the fuzz”? Joh – der er en ikke uvæsentlig nørd-“street credit” i at være blandt de “udvalgte” til at teste den nye webmail-service, der blandt andet giver 1 Gigabyte arkivplads mod de få skallede Megabyte man er vant til fra lignende services (f.eks. hotmail og yahoo). Dette er med andre ord en service, hvor du ikke behøver at slette mails – du arkiverer dem blot!

Min adresse er f.gajda(snabel-a)gmail.com.

Og inden du nu spørger, så ligger jeg IKKE inde med invites. Beklager!