Franks Blog

Det er med sorg, at jeg har konstateret, at Holger Sørensen ikke opstiller som konservativ kandidat ved det nært forestående foketingsvalg. Om hans manglende tilstedeværelse på opstillingslisterne skyldes ændrede valg- og opstillingskredse, eller om der blot er tale om, at Holger er blevet træt af at føre valgkampe uden udsigt til at blive valgt, skal jeg lade stå usagt. Et er dog sikkert, Holger vil blive savnet.

Holger har altid været god for lidt underholdning selv i den tristeste af triste valgkampe – ja såmænd også i perioderne mellem valgkampene. Og så har han gennem tiden vist sig som en flot repræsentant for det olympiske ideal: “det gælder ikke om at vinde, men at deltage”.

Jeg har tidligere muntret mig på Holgers bekostning her på bloggen. Læs eventuelt:

Om Folketingsvalget 2005

Om Kommunalvalget 2005

Eller om Ungdomshusets rydning

Holgers kandidatur vil blive savnet. Det efterlader hverken hustru eller børn, men et betragteligt tomrum. Æret være dets minde.

En gang i mellem kan jeg godt blive lidt bekymret for tingenes tilstand i Danmark – sådan rent demokratisk set. Nu er det jo ikke som sådan noget nyt, at TV-journalister stiller op til folketingsvalg; Uffe Ellemann-Jensen, Karen Jespersen og Bjørn Elmqvist har gjort det og, vil nogle påstå, med en vis succes. Både Karen og Bjørn har dog haft lidt svært ved at finde ud af, hvor i det politiske spektrum, de egentlig hørte hjemme, så de har shoppet lidt rundt for at finde et egnet parti, der kunne promovere dem yderligere. Og det seneste skud på stammen af TV-journalister på parti-shopning er så Paula Larrain.

Og helt ærligt. Paula Larrain! Hvad er det lige, hun har at tilbyde demokratiet – ud over naturlig vis at være kendt fra TV (og sikkert også fra ugebladene)? Jo, hun vil have genindført morgensang på de danske skoler. Og ifølge hende selv kan det godt være, at det umiddelbart ligner en lille sag (jeps Paula, lige på kornet!), men ikke desto mindre er det en sag af overordentlig stor betydning for det danske samfund. Måske er det bare mig, men jeg synes altså at der må være vigtigere ting i verden for en politiker (in spe), der påstår også at have interesse for udenrigspolitik.

Tilsyneladende tilbød Paula sin arbejdskraft til Ny Alliance før hun havnede hos det konservative folkeparti. Men Ny Alliance fik alligevel deres journalist. De trak nemlig en anden tidligere TV-journalist op af hatten, Jørgen Poulsen, som jeg bedst husker for at dække Palm-mordet i Stockholm tilbage i midtfirserne. Nå ja, og hans noget særprægede udtale af bogstavet “t”.

Og her vil jeg lade være med at kommentere Ny Alliances valg af spidskandidater, og blot spørge: Hvornår f****n er det blevet en politisk kvalitet at være kendt? The boat left and I wasn’t on it!

Netop hjemkommet fra en uges fortjent – hvis jeg selv skal sige det – ferie i London, finder jeg ud af, at der er udskrevet folketingsvalg. Hvad er nu det for noget! Man vender ryggen til et øjeblik, og SLAM! så får man et valg lige i nakken. Så meget for mine evner som politisk spåmand (jf. forrige indlæg og tilhørende kommentarer). Nuvel, man kan ikke vinde hver gang, og jeg er stor nok til at indrømme, at jeg tog fejl.

Jeg ved godt, at i en globaliseret verden med internet og jeg skal give dig, er der ingen undskyldning for ikke at følge med i de hjemlige nyheder. Men sandheden er, at jeg torsdag sen aften tjekkede min e-mail, og nederst i en mail, der iøvrigt handlede om alt mulig andet, ønskede en god ven “held og lykke med valget”, og først der gik det op for mig, at valget var udskrevet.

Så nu har vi altså chancen for at slippe af med “den samling idioter”, som - alt imens de har kaldt sig Danmarks regering – i de seneste 6 år har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti, og som har gjort i hvert fald mig pinligt berørt over at være dansker. Lad os stemme dem hjem og lade være med at falde for billige tricks som ufinansierede skattelettelser, ældrechecks og kvalitetsreform (hvordan fa…. reformerer man kvalitet), og lad os i stedet i fællesskabets interesse hæve niveauet for det, der er vigtigt, nemlig velfærd.

Så blev det en realitet. Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en skattelettelse. Der bliver lempet på mellemskatten og bundfradraget. Venstre ville ikke have skattelettelser, Dansk Folkeparti ville ikke have skattelettelser, så hvordan det er lykkedes Bendt Bendtsen at få trumfet sin vilje igennem må stå hen i det uvisse.

Så nu er alle forhindringer af vejen. Soldaterne er hjemme fra Irak, Anders Fogh er blevet miljøvenlig, der er ingen grænser for, hvor meget velfærd vi skal have, hvis regeringen får lov at bestemme, og nu har vi så også fået en kontant belønning. Det hele er kørt i stilling, så nu kommer valget. Lur mig om ikke det bliver udskrevet allerede i denne uge.

Sidste gang vi fik en vælgercheck i form af en skattelettelse, fik jeg personligt lige hen ved kr. 150 ud af det pr. måned. Nu kan meget jo købes for penge, men kære regering i almindelighed og Bendt Bendtsen i særdeleshed: Min stemme er altså mere værd. I må s’gu længere frem i bussen, hvis I vil købe min stemme.