Franks Blog

Hold da helt op, der er gået mere end tre år siden jeg sidst skrev på min blog. Det er jo ikke fordi, der ikke har været noget at kommentere (IKKE “kommentere på”), men der er i mellemtiden sket det, at jeg kom på Facebook.

Jeg synes selv, at jeg holdt stand længe, men til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og jeg meldte mig under Zuckerbergs faner.

I forvejen var jeg på LinkedIn, og for nylig er jeg sågar også kommmet på twitter (http://twitter.com/FrankJoergensen – uden dog at twitte særlig meget). Og når man så også har en konto på Flickr (uden at uploade ret meget), Google+ og hvad har vi, ja så begynder det så småt at knibe med tiden til at blogge, og det kan egentlig godt ærgre mig en smule.

Ikke fordi, jeg tror jeg har sviget en stor og loyal læserskare. Nej, mere fordi jeg holder af blogosfæren – den er langt mere tilgængelig og åben end Facebook og diverse andre sociale medier. Når man giver sin mening til kende, fortæller om moster Odas fødselsdag, deler en opskrift eller fortæller om sin hobby (om det måtte være hønsehold, musik, fodbold – you name it), så er det tilgængeligt for alle, der måtte komme forbi. Jeg har stor glæde af teknik-blogs både i arbejds- og hobbysammenhæng, ligesom jeg ofte søger oplysninger på madblogs.

På de sociale medier er man ofte begrænset til at dele sine udgydelser med familie, venner og bekendte. Bevares, der er gruppper, hvor man kan møde ligesindede og det er sådan set fint nok – jeg er da også medlem af et antal grupper af forskellig beskaffenhed, men overordnet set ligner det mere en lukket fest. Mange gange skal man godkendes for at komme med i gruppen og læse med.

I Politiken var Knud Romer for nylig fremme med en en kritik af Facebook, som han kaldte en kræftsvulst på internettet (http://tinyurl.com/7b3k2bx). Nu kan man mene mange ting om Knud Romer, og jeg bryder mig sådan rent pricipielt ikke om hans ordvalg. Han har dog en pointe, når han siger, at facebook sluger en utrolig mængde indhold, som kunne være til glæde for langt flere end dine Facebook-venner – indhold som bliver i Facebooks lukkede univers, fordi vi har vænnet os til, at det er der man ytrer sig. Nu er det bestemt ikke alle statusopdateringer, der har almen interesse, men alt andet lige, så er der rigtig meget, der bliver holdt “inden for murerne” – og det er da drønærgerligt.

Jeg kom for skade at zappe forbi torsdagens afsnit af Miss Marple (A murder announced). Det var meget forvirrende at Sergeant Lewis hele tiden dukkede op. Ganske vist som sergeant noget andet. Og Morse var der slet ikke. Nå, men det var et sidespring. Alle der har set, eller læst Miss Marple, ved, at den aldrende Jane Marple ved bedst. Og derfor var det lidt sjovt at høre hende fortælle en inspector (altså ikke Morse, en anden), at hun straks havde vidst, at receptionisten, på det kursted hun havde indlogeret sig, havde en skidt karakter, for han så stift og direkte på folk uden at blinke (‘It struck me that the man had a shifty eye, the kind that looks straight at you and never blinks.”).

Det lød som noget vi også kender i Danmark nu om dage. For hvordan er det nu lige det er med vores statsminister? Netop ja, og han har oven i købet lagt sig i selen for at udvikle teknikken, at stirre stift uden at blinke. Ja, vi lader billedet stå lidt – do your own math, som de siger på de kanter.

TimesOnline kunne i lørdags berette, at der er en katastrofal mangel på ukuleler i England. Det lille hawaianske instrument er åbenbart blevet flået ned af hylderne i Englands musikbutikker, og importørerne har simpelt hen ikke kunnet følge med efterspørgslen. I øjeblikket går briterne så rundt og venter længelsfuldt på en skib lastet med ukuleler, der er meldt undervejs fra producenten i Kina(?).

Ukulelen har gennem tiderne haft mange prominente fortalere i England. Fra 1920’erne og frem til sin død i 1961 var George Formby uden tvivl den mest kendte. Senere har musikere som George Harrison, Paul McCartney og Sam Brown taget instrumentet til sig. Man sagde om George Harrison, at han altid rejste med to ukuleler; en til sig selv at spille på og en til, hvem der måtte have lyst til at spille med. Ifølge avisen er den seneste interesse for det lille firstrengede instrument afledt af en tv-optræden af “The Ukulele Orchestra of Great Britain“. Et orkester, der spiller nye og gamle hits udsat for èn bas og seks ukuleler. Jeg fik deres CD, The Secret of Life, i fødseldagsgave – og det er rigtig godt.

Men et er, hvad avisen mener, noget andet er sandheden. Jeg for min part er helt sikker på, at den store interesse for ukulelen skyldes min mindeværdige (omend meget korte) optræden på skagens gren sidste sommer. Med et ben i henholdsvis Kattegat og Skagerak, opførte jeg George Formbys “When I’m cleaning windows” til stor forundring for de mange turister.

Jeg har altid været en begejstret for konspirationsteorier. De giver ligesom livet lidt mere kulør. Derfor mener jeg heller ikke, at man skal lade en god konspirationsteori gå til spilde, og i forlægelse heraf vil jeg nu lufte en af mine seneste teorier.

Den 29-årige forboldtilskuer, der i lørdagens landskamp mod svensken løb på banen og slog ud efter dommeren, var i virkeligheden Christian Poulsens spindoktor. Han havde i øjeblikket inden han løb på banen set Christian Poulsen knock out’e en svensk spiller, og som enhver god spindoktor indså han, at den episode måtte “begraves”. I spindoktorkredse gøres dette ved at sørge for, at en negativ historie eller uheldig episode bliver præsenteret på samme tid som en endnu værre historie – da vil den værre historie nemlig løbe med al opmærksomheden. Så uden ligefrem at skulle slå nogen ihjel, var der næsten kun den mulighed tilbage at løbe på banen og knock out’e dommeren.

I sandhed et stykke veludført klassisk spin. Michael Kristiansen, Lotte Andersen og Henrik Qvortup kunne ikke have udført det mere elegant.

Vi kender det nok allesammen – Der er dage på jobbet, hvor det hjælpeværktøj du er nødsaget til at bruge i dit arbejde bare ikke virker, og den interne IT-afdeling render forvirrede rundt. Med andre ord: du kan ikke gøre dit arbejde, og sidder bare og sidder. Og der er de dage, hvor man er låst til sit skrivebord og ikke kan lave andet end at vente på, at en eller anden chef får sig snøvlet sammen til at sige OK til i øvrigt dit brillante løsningsforslag til det problem, som forhindrer dig i at komme videre i dagens arbejde. Og så er der naturligvis de dage, hvor man bare ikke gider lave noget fornuftigt.

Nu kunne man så vælge at bruge tiden på planløs surfen rundt på internettet. Og det vil jeg gerne anbefale! Men på et eller andet tidspunkt rammer man “muren”. Man vender tilbage til de samme sider gang på gang, og helt ærlig…det begynder at blive lidt kedeligt.

Jeg har mødt løsningen: www.stumbleupon.com

Du skal downloade og installere en lille stump kode, der installerer sig i din browser som en toolbar/værktøjslinje. Dernæst opretter du dig som bruger hos stumbleupon, hvor du skal svare på nogle spørgsmål om dine interesser. Og voila – nu har du en “Stumble”-knap i din browser, og hver gang du keder dig, klikker du på knappen og bliver bragt til en webside, som er anbefalet af andre stumbleupon-brugere med samme interesser som dig.

Du vil aldrig komme til at kede dig igen 🙂

Er jeg mon den eneste, der undrede sig over Kaj Holgers nærighed i juledags afsnit af “Krøniken”?

Nej vel!? Du lagde helt sikkert også mærke til, at den Mini Cooper, som Henrik fik af sin farfar i fødselsdagsgave, var en brugtvogn. Oven i købet mindst 6 år gammel. Chokerende!

Og hvormed begrunder jeg så min påstand? Jo – Henriks Cooper havde en nummerplade med kendingsbogstaverne “KB”. Altså en “københavnerplade” efter 1958-systemet – Et system, hvor man på baggrund af kendingsbogstaverne kunne placere bilerne geografisk – i hvert fald da de blev indregistreret. København havde, som nævnt, kendingsbogstaver, der begyndte med “K”, Århus var “XA” og “XB” (den første bil jeg kan huske mine forældre havde, var en Morris Minor “XB 33 077”) og “MA” var Odense. Systemet blev afløst i 1966 af et nyt centraliseret system, hvor man ikke længere tog udgangspunkt i geografi, men i nummerserier. I 1972 da Henrik fyldte 20, ville en nyindregistreret bil således have haft kendingsbogstaver startende med “C”.

Det vil altså være rimeligt at konkludere, at Kaj Holger er en nærig rad, der forærede sit barnebarn en brugt bil, indregistreret i 1966 eller tidligere. Tsk, tsk!

Læs mere om danske nummerplader på NRPL.DK . Det er fantastisk, at der findes folk, der laver den slags websites. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker internettet!!

Hæ! På tipstjenestens website kan spille på, hvem der bliver stemt ud i aftenens afsnit af “Vild med Dans”. Favoritter til at ryge ud er med odds 1,91 til 1 Liv Corfixen og Mads Vad. Jeg ved ikke, hvem disse mennesker er, og jeg har ingen anelse om hvorfor de er favoritter til at ryge ud. Dog giver det stof til eftertanke, at tipstjenesten har valgt at man kan indgå dette væddemål under kategorien “Vinderen”. Jeg må altså konkludere, at det er alle de tilbageblivende par, der er taberne i hele denne affære.

Jeg har ikke fulgt med i “Vild med dans”. Jeg synes, der er noget helt grundlæggende forkert i at fylde den bedste sendetid med at vise mennesker gøre noget de ikke er gode til. At de er kendte (i et eller andet omfang – hvem fanden er Liv Corfixen?), gør ikke sagen meget bedre i mine øjne. Men var der før nogen tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge min fredag aften på dette program, så er al tvivl nu fejet af bordet. Hvem gider sidde og se på en samling tabere?

Jeg har været i Provinsen. Provinsen er sådan et dejligt nedladende udtryk om alt, hvad der ikke er Hovedstaden. Og for mange københavnere er Provinsen meget lang væk. Mentalt altså. For kører man ad Roskildevej starter Provinsen vel sådan set allerede i Rødovre. Altså blot en 15-minutters cykeltur fra Rådhuspladsen, hvis der er medvind. Det er der sjældent. Og det er måske derfor, at der er så langt til Provinsen for mange Københavnere. Nu skriver jeg med vilje “mange københavnere”, for det er naturligvis ikke alle, der har det sådan. Nogle københavnere kommer nemlig selv fra Provinsen. Nogle af dem taler oven i købet jydsk (og nej, de er ikke allesammen trafikpolitiske ordførere eller ansat ved politiet).

Jeg er selv sådan en københavner. 24 År i en lille forstad til Århus og siden 11 år i Odense har bragt mig til hovedstaden. Og nu har jeg altså været en tur down memory lane. Jeg startede med at besøge studiekammerater i Odense for dernæst at tage til Århus. Og til min egen store forundring må jeg indrømme, at det er rigtigt: Der er langt til Provinsen.

Her kunne jeg fristes til at skrive noget om rejsetider og sporarbejde hos DSB, men det er ikke mit ærinde i dag. I dag drejer det sig om den mentale forskel på København og Provinsen.

Mine observationer er som følger:

1. I Provinsen taler man pænt til hinanden. Jeg skulle med bussen i Odense, og som udenbys var jeg i tvivl om bustaksterne og jeg havde i øvrigt kun en 50-kronesseddel. Jeg var begyndt at tage den ydmyge og undskyldende mine på, da bussen kom, for jeg var sikker på, at jeg nu skulle have det sædvanlige møgfald af en bitter buschauffør. Men nej, jeg fik et venligt smil og en stor håndfuld vekselpenge. Ligeledes i en bus, men denne gang i Århus, hørte jeg en ung rod, med den mest imponerende hængerøv i bukserne, sige “god weekend” til chaufføren, da han forlod bussen (Ja, i Århus går stiger man af bussen i chaufførens ende af køretøjet), hvortil chaufføren venligt svarede “i lige måde”. Lidt senere på samme tur steg en ung pige, med lidt for sortfarvet hår og lidt for kraftig make up af bussen med et frejdigt “tak for turen”. Det oplever man ikke ofte i København og nærmeste omegn.

2. I Provinsen kører man ikke over for rødt. Utallige er de historier jeg har hør om jyder der kører for stærkt. Det er som oftest københavnere, der forarget har fortalt om disse vilde vestjydske billister, der ikke alene altid kører rundt med en trailer, men også kører alt for stærkt. Der er sikkert noget om disse historier, der går jo ikke røg af en brand og så videre. Men man glemmer at fortælle, at disse jydske fartbøller altså holder for rødt lys i modsætning til de københavnske billister, som muligvis ikke kører så hurtigt, men som til gengæld er stærkt farveblinde. Holde for rødt gør de i hvert fald kun nødigt.

Nu er det her jo kun et par eksempler, og inden nogen når at råbe “så skrid da til Jylland, bonderøv”, så vil jeg slutte og blot foreslå, at velfærdsreformen tilføjes den pasus, at alle, der bor i hovedstaden og har boet der i længere tid (mere end 6 måneder), på statens regning kan sendes på ferie i Provinsen mindst en gang hvert andet år. Jeg tror det kunne være med til at gøre afstanden mindre. Jeg ved i hvert fald at det er rart for mig en gagn i mellem at blive mindet om, at der altså er en anden måde at gøre det på.

Eller måske rettere: Kold tysker! Nu havde jeg endelig fundet mig godt til rette foran fjernsynet. Fodbold, tennis og Tour de France – med andre ord: sport til overflod. Vejret udenfor var fantastisk, men ud over en enkelt afstikker til Roskilde Festival for at opleve Roger Waters opføre “Dark side of the moon”, som i parentes bemærket er verdens bedste plade, nogensinde!!! – ja så holdt jeg mig indendøre solidt plantet foran flimmeren.

Og så blev jeg brutalt revet ud af mit lille lykkelige univers. Det viser sig, at VM i fodbold er forbi. Det er garanteret bare fordi tyskerne tabte! Og Wimbledon er der heller ikke mere af. Og for at føje spot til skade, så holder Tour de France gud hjælpe mig hviledag. Jeg er nu henvist til Eurosports transmission fra World Cup Rostævnet i Luzern – jeg er ked af at sige det, men det har altså ikke samme appeal.

Så i stedet tager jeg en kold tyrker. Det er sikkert det sundeste. Alles ist nicht Fussball – Alles ist vorbei.

OK, så touren er lidt på hælene lige nu. Beskyldninger og anklager fyger igennem luften, og ifølge pressen er stemningen ikke den bedste blandt de tilbageværende ryttere.

Men det skal ikke forhindre mig i, ganske som jeg plejer, at tilmelde et hold i Politikens “Sofa Tour”-konkurrence. Faktisk har jeg  i år tilmeldt to hold, da jeg ikke kunne få plads til alle mine favoritter på et og samme hold. Mine hold er:

• Team Kaotix
• De tynde maver

Desuden har jeg oprettet en gruppe, så hvis du også har et hold og endnu ikke har tilmeldt dig en gruppe, så skal du være velkommen i min. Du kan lige netop nå det endnu. Holdnavn er “Apotekerforeningen” og kodeord er “epo2006”.

Go’ Tour.