Franks Blog

Jeg er stødt på dem tidligere, men har i grunden ikke skænket dem mange tanker. Nu var jeg så i USA for nylig og fik lov at opleve et lille hjørne af den amerikanske præsidentvalgkamp live. Og der var de så igen – elefanterne og æslerne. De var på TV, på bumper stickers, på badges og valgplakater. Jeg undrede mig. Og som så ofte før: “Google to the rescue”!

Det viser sig, at elefanterne og æslerne er en slags maskotter for henholdsvis republikanerne og demokraterne. Den røde elefant er republikanernes maskot, og det blå æsel er demokraternes. At det er blevet sådan, skyldes ifølge flere kilder, at bladtegneren Thomas Nast i 1870’erne i en satirisk tegning i bladet “Harper’s Weekly” netop valgte henholdsvis elefanten og æslet som symboler for de to partier. Enkelte kilder mener dog at kunne spore det demokratiske æsel helt tilbage til præsidentvalgkampen i 1828, hvor politiske modstandere kaldte den demokratiske kandidat, Andrew Jackson, for “Jackass”.

I dag har partierne taget symbolerne til sig i en grad så elefanten endda har sneget sig ind i overskriften på republikanernes officielle hjemmeside gop.com.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan i himlens navn det endte med, at de højreorienterede republikaneres farve er rød og de venstreorienterede (efter amerikansk målestok, forstås) demokraters farve er blå? Men det må blive en anden gang.

På dansk kalder man det agurketid. Tyskerne taler om Sauregurkenzeit, og englænderne og amerikanerne har en “silly season” (englænderne har dog også en “cucumber time”). I alle tilfælde gælder at begrebet dækker den periode i sommerhalvåret, hvor medierne (trykte som elektroniske) har mere end almindligt svært ved at udfylde tomrummene mellem reklamerne med noget, der bare tilnærmelsesvis kan klare en banalitetstest.

To lysende eksempeler herpå, har vi set i den forløbne uge. Pia Kjærsgaards vildt overeksponerede spændingshovedpine må være det tætteste vi i danmarkshistorien har været på en ikke-historie. For få år siden, var Dansk Folkepartis Søren Espersen (hvorfor minder han mig altid om klassens tykke dreng, der nu har fundet et outlet for sine frustrationer, ved at slå på folk, der er mindre end ham selv?) i pressen og tude over, at Dansk Folkepartis politikere aldrig blev inviteret med i TV-quizzer og lignende. Nu må det piveri da forstumme for tid og evighed. Jeg mener, der blev sendt direkte reportager fra Roskilde sygehus, fra Rigshospitalet, fra DF’s sommermøde i nordsjælland et sted, og selv på tekst-tv kunne man løbende følge med i antallet af scanninger af Kjærsgaards hoved – Her kunne man godt gøre sig munter over, at man efter tre scanninger kunne konkludere, at der ikke var noget – men sådan er vi ikke her på bloggen…… Det kunne ikke falde os ind….Aldrig!

Men for at det ikke skulle være løgn, så blev denne ikke-historie overgået i selvsamme uge. Paris Hilton kom til København. Og medierne gik amok. Ikke mindst TV2, som havde havde sikret sig et interview med verdensstjernen. Nu tilhører jeg ikke lige det segment Paris Hilton henvender sig til, så jeg må have lidt hjælp her. Hvad er det lige Paris Hilton har beriget verden med? Hvori består hendes kunnen? Hvad berettiger mediehysteriet omkring hendes besøg i København? Er hun kendt for andet end at være kendt?
Kan hun overhovedet noget??

Hvis der overhovedet er noget positiv ved disse medieskabte historier, så må det være, at vi nu ved, at det danske sundhedssystem virker og har det godt. Næste gang jeg bliver ramt af en spændingshovedpine, så ved jeg, at jeg kan blive kørt på hospitalet og blive akut CT-scannet – ikke mindre end tre gange. Det er da betryggende at vide.

Det blev godt nok lige lidt tavst herinde. Og det er ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, jeg har vist i det hele taget bare haft alt for travlt med alt mulig andet. Jeg har været på kursus i London, jeg er startet i et nyt band, hvor jeg liiiige skal lære et repertoire på ca 45 numre, jeg har genopdaget min mundharpe, og så har jeg haft forrygende travlt på mit arbejde i al almindelighed.

Men der har jo sådan set været nok at skrive om i de forløbne måneder. Vores statsminister har mildt sagt haft travlt med at opføre sig besynderligt. Lige umiddlebart inden valget i november, fik ca 400.000 hustande i landet en hilsen fra Anders Fogh – han ville da lige minde om det skrækscenarie, en socialdemokratisk ledet regering ville være. Skulle valget munde ud i – oh skræk – en regering under Helle Thorning-Schmidt, ja så kunne vælgerne være sikre på, at lige så snart ville der blive nedsat en skattekommission. Og det kun for at kunne sætte skatterne op – “Det ved vi”, er statsministerne citeret for at have sagt (han sagde vist noget lignende om masseødelæggelsesvåben engang, men lad nu det ligge). I samme brev stiller han spørgsmålet “Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?”. Hans skarpe analyse var, at det nok var noget med at sætte skatterne op. Nu blev resultatet af valget jo så, at Anders Fogh fortsatte som regeringsleder. Og hvad var så noget af det første han gjorde i den nye valgperiode? Jo, han nedsatte en skattekommission, under ledelse af en tidligere socialdokratisk skatteminister, som erklærede, at “alt var i spil”!!?? Mine evner som politisk analytiker, har førhen vist sig – i bedste fald – vaklende, men her slår jeg op i banen uden kamp. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i denne affære – enten lyver statsministeren husejerne lige op i ansigtet, eller også er han ubegavet.

Og så har statsministeren jo også haft travlt med at gøre kur til George W. Bush. I utvetydige vendinger, har han erklæret USA’s præsident sin uforbeholdne kærlighed. Man kunne næsten få helt våde øjne (og lidt ondt af Arne-Mette, som George insisterer på at kalde Danmarks statsminister-frue). Politiske kommentatorer mener at vide, at han (altså Anders Fogh) er ved at positionere sig i forhold til at indtage posten som europæisk head honcho om et års tid. Hvilket kunne give plads til Lars Løkke Rasmussen, som ny statsminister.

Det kunne så også forklare, hvorfor Lars Løkke under valgkampen indtog fast stilling som statsministerens funny sidekick. Nu er der så bare det, at Lars har vist sig at være en skidt knægt. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen – jeg mener, han havde mig bekendt som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tilsynsmyndigheden over Farum kommune, uden at tage det ansvar særligt alvorligt. Og nu viser det sig, at han i sin borgmestertid både har købt cigaretter, diskoteksentré og “naturfilm”, på skatteydernes regning. Som forsvar hævder ministeren, at det kunne han naturligvis aldrig finde på i dag, og at man jo skal huske på, at det var en anden tid.

Ja, Lars Løkke, det var en anden tid. Peter Brixtofte var Borgmester i Farum kommune, Statsministeren hed Nyrup Rasmussen – og Anders Fogh var liberal. Men måske kan Lars Løkke, som ifølge sit CV på www.folketinget.dk er cand. jur. kaste lidt lys over, hvilken hul i disse svundne tiders gældende lovgivning, der tillod amtsborgmestre at stjæle af kassen?

Det er med sorg, at jeg har konstateret, at Holger Sørensen ikke opstiller som konservativ kandidat ved det nært forestående foketingsvalg. Om hans manglende tilstedeværelse på opstillingslisterne skyldes ændrede valg- og opstillingskredse, eller om der blot er tale om, at Holger er blevet træt af at føre valgkampe uden udsigt til at blive valgt, skal jeg lade stå usagt. Et er dog sikkert, Holger vil blive savnet.

Holger har altid været god for lidt underholdning selv i den tristeste af triste valgkampe – ja såmænd også i perioderne mellem valgkampene. Og så har han gennem tiden vist sig som en flot repræsentant for det olympiske ideal: “det gælder ikke om at vinde, men at deltage”.

Jeg har tidligere muntret mig på Holgers bekostning her på bloggen. Læs eventuelt:

Om Folketingsvalget 2005

Om Kommunalvalget 2005

Eller om Ungdomshusets rydning

Holgers kandidatur vil blive savnet. Det efterlader hverken hustru eller børn, men et betragteligt tomrum. Æret være dets minde.

En gang i mellem kan jeg godt blive lidt bekymret for tingenes tilstand i Danmark – sådan rent demokratisk set. Nu er det jo ikke som sådan noget nyt, at TV-journalister stiller op til folketingsvalg; Uffe Ellemann-Jensen, Karen Jespersen og Bjørn Elmqvist har gjort det og, vil nogle påstå, med en vis succes. Både Karen og Bjørn har dog haft lidt svært ved at finde ud af, hvor i det politiske spektrum, de egentlig hørte hjemme, så de har shoppet lidt rundt for at finde et egnet parti, der kunne promovere dem yderligere. Og det seneste skud på stammen af TV-journalister på parti-shopning er så Paula Larrain.

Og helt ærligt. Paula Larrain! Hvad er det lige, hun har at tilbyde demokratiet – ud over naturlig vis at være kendt fra TV (og sikkert også fra ugebladene)? Jo, hun vil have genindført morgensang på de danske skoler. Og ifølge hende selv kan det godt være, at det umiddelbart ligner en lille sag (jeps Paula, lige på kornet!), men ikke desto mindre er det en sag af overordentlig stor betydning for det danske samfund. Måske er det bare mig, men jeg synes altså at der må være vigtigere ting i verden for en politiker (in spe), der påstår også at have interesse for udenrigspolitik.

Tilsyneladende tilbød Paula sin arbejdskraft til Ny Alliance før hun havnede hos det konservative folkeparti. Men Ny Alliance fik alligevel deres journalist. De trak nemlig en anden tidligere TV-journalist op af hatten, Jørgen Poulsen, som jeg bedst husker for at dække Palm-mordet i Stockholm tilbage i midtfirserne. Nå ja, og hans noget særprægede udtale af bogstavet “t”.

Og her vil jeg lade være med at kommentere Ny Alliances valg af spidskandidater, og blot spørge: Hvornår f****n er det blevet en politisk kvalitet at være kendt? The boat left and I wasn’t on it!

Netop hjemkommet fra en uges fortjent – hvis jeg selv skal sige det – ferie i London, finder jeg ud af, at der er udskrevet folketingsvalg. Hvad er nu det for noget! Man vender ryggen til et øjeblik, og SLAM! så får man et valg lige i nakken. Så meget for mine evner som politisk spåmand (jf. forrige indlæg og tilhørende kommentarer). Nuvel, man kan ikke vinde hver gang, og jeg er stor nok til at indrømme, at jeg tog fejl.

Jeg ved godt, at i en globaliseret verden med internet og jeg skal give dig, er der ingen undskyldning for ikke at følge med i de hjemlige nyheder. Men sandheden er, at jeg torsdag sen aften tjekkede min e-mail, og nederst i en mail, der iøvrigt handlede om alt mulig andet, ønskede en god ven “held og lykke med valget”, og først der gik det op for mig, at valget var udskrevet.

Så nu har vi altså chancen for at slippe af med “den samling idioter”, som - alt imens de har kaldt sig Danmarks regering – i de seneste 6 år har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti, og som har gjort i hvert fald mig pinligt berørt over at være dansker. Lad os stemme dem hjem og lade være med at falde for billige tricks som ufinansierede skattelettelser, ældrechecks og kvalitetsreform (hvordan fa…. reformerer man kvalitet), og lad os i stedet i fællesskabets interesse hæve niveauet for det, der er vigtigt, nemlig velfærd.

Så blev det en realitet. Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en skattelettelse. Der bliver lempet på mellemskatten og bundfradraget. Venstre ville ikke have skattelettelser, Dansk Folkeparti ville ikke have skattelettelser, så hvordan det er lykkedes Bendt Bendtsen at få trumfet sin vilje igennem må stå hen i det uvisse.

Så nu er alle forhindringer af vejen. Soldaterne er hjemme fra Irak, Anders Fogh er blevet miljøvenlig, der er ingen grænser for, hvor meget velfærd vi skal have, hvis regeringen får lov at bestemme, og nu har vi så også fået en kontant belønning. Det hele er kørt i stilling, så nu kommer valget. Lur mig om ikke det bliver udskrevet allerede i denne uge.

Sidste gang vi fik en vælgercheck i form af en skattelettelse, fik jeg personligt lige hen ved kr. 150 ud af det pr. måned. Nu kan meget jo købes for penge, men kære regering i almindelighed og Bendt Bendtsen i særdeleshed: Min stemme er altså mere værd. I må s’gu længere frem i bussen, hvis I vil købe min stemme.

Jeg har altid været en begejstret for konspirationsteorier. De giver ligesom livet lidt mere kulør. Derfor mener jeg heller ikke, at man skal lade en god konspirationsteori gå til spilde, og i forlægelse heraf vil jeg nu lufte en af mine seneste teorier.

Den 29-årige forboldtilskuer, der i lørdagens landskamp mod svensken løb på banen og slog ud efter dommeren, var i virkeligheden Christian Poulsens spindoktor. Han havde i øjeblikket inden han løb på banen set Christian Poulsen knock out’e en svensk spiller, og som enhver god spindoktor indså han, at den episode måtte “begraves”. I spindoktorkredse gøres dette ved at sørge for, at en negativ historie eller uheldig episode bliver præsenteret på samme tid som en endnu værre historie – da vil den værre historie nemlig løbe med al opmærksomheden. Så uden ligefrem at skulle slå nogen ihjel, var der næsten kun den mulighed tilbage at løbe på banen og knock out’e dommeren.

I sandhed et stykke veludført klassisk spin. Michael Kristiansen, Lotte Andersen og Henrik Qvortup kunne ikke have udført det mere elegant.

I går havde man på henholdsvis TV2 og DR’s tekst-tv mulighed for at se, hvad det vil sige at “vinkle” en historie.

Anledningen var en Gallup-måling med de første lyttertal offentliggjort efter TV2 Radio gjorde sin entre i æteren. I undersøgelsen kunne man blandt andet læse, at TV2 Radio overordnet set har opnået beskeden en markedsandel på 3,5% af lytterne. Samtidig er DR’s andel faldet med 2,5%.

I DR’s tekst-TV blev det til overskriften “Kun fire procent hører TV2 Radio“. Mens det i TV2’s optik blev til “TV2 Radio vinder lyttere fra DR“.

Ingen af parterne kan vel siges at lyve, men det får mig nu alligevel til at tænke på den britiske premiereminister Benjamin Disraeli, der engang sagde noget i retningen af: “There are three kinds of lies. Lies, damned lies and statistics.

Hvorfor skal en skoledag nødvendigvis starte kl. 8. Det giver ingen mening. Henved halvdelen af såvel elever som lærere tvinges til, mod deres natur at begynde en arbejdsdag på et tidspunkt, hvor de ikke er i stand til at yde deres optimale. De er nemlig B-mennesker. For et B-menneske er det nærmest at sammenligne med tortur at starte dagen så tidligt.

Men der er håb. I dag har “HF-center Efterslægten” i København meddelt, at man efter sommerferien starter HF-hold for B-mennesker. Disse hold har første undervisningstime kl. 12.30. Hurra! Lad endelig denne tendens sprede sig til andre dele af samfundet. Lad os løsne det jerngreb som A-menneskene har haft om vort samfund.

Det eneste beklagelige ved Efterslægtens tiltag, er i grunden, at det ikke er sket noget før. Jeg ville have elsket det, tilbage da jeg gik på HF.

Er du også B-menneske? Så kunne du måske være interesseret i at læse nærmere om foreningen B-samfundet.