Jeg er så heldig at arbejde i et firma, der tilbyder sine ansatte at deltage på et kursus, som handler om at få mere kvalitet i livet. Kurset skal gøre deltageren i stand til at blive bedre til at være den “sig selv”, han eller hun bedst kan lide at være. Der er tale om et 5-dages eksternat-kursus, og jeg var så heldig, at det var min tur i uge 20. Kurset var der ikke noget at udsætte på – det var et bragende godt – men omgivelserne skuffede mig en del.
Kurset foregik på Hotel Marina i Vedbæk, som har været fodboldlandsholdets foretrukne opholdssted ved landsholdssamlinger i hen ved 25 år. Jeg må tilstå, at jeg var sådan lidt barnagtigt forventningsfuld ved udsigten til at bo på det hotel, hvor min barndoms idoler har boet så tit. Og det var klart min forventning, at et hotel, som landsholdets fodbold-multimilionærer kan acceptere som base for træningssamlinger, ville være jævnt hen luxuriøst. Det sidste jeg hørte, inden jeg begav mig mod Vedbæk, var da også, at FCK havde holdt deres guldfest på hotellet, dagen inden vi skulle ankomme.
Det første jeg så, da jeg ankom til hotellet var en “Fakta” i underetagen. OK, tænkte jeg, ikke specielt luksuriøst, men praktisk, hvis nu kokken skulle have glemt at købe et eller andet. Og skulle man få lyst til en godnatøl, eller lidt mundgodt, så var det jo nok også billigere, at købe det der, end at gå ombord i værelsets minibar. Dernæst lagde jeg mærke til bygningen, om hvilken man vist godt kan sige, at den er lidt slidt. Bygget i hvide musten, der med tiden er blevet grå i forskellige usunde forureningsfarvede nuancer, ligner det et byggeri fra sidst i 60’erne, og det er som om, der ikke rigtig har været vilje til at vedligeholde byggeriet. Det slidte, og lidt bedagede look prægede også receptionen, med sænkede lofter, der gav stedet et næsten klaustrofobisk ambience.
Jeg blev anvist værelse 101, som havde havudsigt – skønt! Andre af deltagere var knapt så heldige, men sådan er det jo. Jeg så ikke andre værelser, og kan på den baggrund kun udtale mig om 101, men mit værelset var ikke gjort ordentligt rent i lang tid, og specielt var badeværelset et kapitel for sig. Fliser i gulvet var knækket, og fugerne mellem fliserne var flere steder sortplettet af mug. Badeforhænget var jordslået og også mugplettet, og dørstop og slangen til hårtørreren lå et nydeligt – ret tykt – lag fedtet støv.
På selve værelset var væggen over skydedøren fedtet – af nikotin formoder jeg (det var et rygerværelse) – og ellers virkede værelset bare slidt, og det er vel ok på et ældre hotel. Man havde stillet en lille bakke frem med et par poser chips og peanuts, som kunne købes formedelst 15 kroner pr. pose. De havde dog effektivt sørget for, at jeg ikke købte af dem, da begge poser chips var overskredet sidste salgsdato med heholdsvis en uge og en måned.
Nuvel, det hele skal ikke være brok. Hotellet havde, for ganske nylig, som jeg forstod det, besluttet at gøre adgang til internettet gratis (det kunne mange hoteller lære noget af). Der var både trådløs og kablet netadgang via antennenettet, og bortset fra halvandet døgns tid, hvor det kablede net ikke fungerede, ja så virkede det rigtig godt. Og maden var i det store hele også OK. Morgen- og aftensmåltid var glimrende (på nær en enkelt svipser; jeg har aldrig fået så tør en svinekotelet – den var ikke spændende), hvorimod frokosten (især den lune del) var lidt skuffende. Lammekøllen om mandagen var stegt til ukendelighed, men var af en eller anden grund alligevel ikke blevet mør, og ellers var der ribbenssteg og noget, der lignede en kakunrullesteg (den sprang jeg over). Lammet blev dog kun serveret om mandag – tak!
Alt i alt blev det alligevel en god uge i Vedbæk. Kurset var forrygende, og da det krævede vores tilstedeværelse fra tidlig morgen til sen aften, fik værelsets stand ikke lov til at fylde så meget i bevidstheden. Og nu ved jeg altså, og har prøvet på egen krop, hvad man byder landets fornemste fodboldspillere. Jeg synes godt, man kunne forvente lidt mere øje for detajlen på Hotel Marina.
Jeg har besluttet at oprette en ny kategori på Franks Blog, nemlig klummen “Hvor blev de af?”.