Franks Blog

Klaus Riskær Pedersen blev i dag løsladt fra varetægtsfængsling efter 3 døgn i Vestre Fængsel. En 17-årig musiker, hvis eneste åbenlyse forbrydelse er, at han overnattede i ungdomshuset natten op til politiets rydning af huset, fik sin varetægtsfængsling forlænget med 14 dage.

Jeg har lært en lektie i dag. Hvis man er en godt og vel 50-årig bedrageridømt forretningsmand med hang til unge koner, bedrag og skyldnersvig – ja så skal man sidde varetægtsfængslet i 3 døgn. Hvis man derimod er 17-årig guitarist i et gymnasieorkester uden penge til en taxa hjem efter et job – ja så skal man sidde varetægtsfængslet i mindst 27 dage.

Hmmmm……

Jeg har tidligere her på siden muntret mig på Holger Sørensens bekostning, og nu har Holger været på krigsstien igen. Denne gang var målet ungdomshuset, som han forlangte ryddet.

Holger er Kredsformand for Det Konservative Folkeparti i Kongens Enghave Kreds. På den politiske skala er det vist ikke for meget at påstå, at han hører til blandt strammerne. Det vil derimod være for meget at påstå, at Holger hører til blandt de politiske sværvægtere i partiet, og han opnåede da også kun 204 stemmer ved seneste folketingsvalg (til sammenligning fik Per Stig Møller godt 6.500 i samme kreds). Men det holder ikke Holger tilbage, når Holger bliver vred.

For en god uges tid siden kunne Politiken berette, at han havde startet en underskriftsindsamling mod bevarelse af Ungdomshuset. Den slags gør man på nettet nu om dage, og en “underskrift” er et spørgmål om at indtaste navn, adresse og e-mailadresse i en webformular hos www.underskrift.dk. Det giver selvsagt mulighed for falske indtastninger, men Holger erklærer på forsiden af indsamlingen, at useriøse underskrifter vil blive fjernet.

Jeg har fulgt indsamlingen i gennem den seneste uges tid, og jeg kan konstatere, at Holger ikke finder blandt andet følgende underskrifter useriøse (der var mange flere af samme skuffe – dette er kun et meget lille uddrag):

• Lonnie “Trax” Devantier (Melodi Gran Prix-sangerinde med sangen Hallo-Hallo)
• Det samlede DAD, med Jesper Bintzer i spidsen (tilbage i starten af 80’erne spillede de flere jobs i netop Ungdomshuset)
• OL-roerne Eskild Ebbesen og Arne Nilsson, og ikke mindst
• Knud Børge Martinsen (nazist og kompagnichef i Frikorps Danmark – henrettet i 1949) og Christian Frederik von Schalburg (chef for selvsamme korps – død ved østfronten i 1942)

De er i hvert fald at finde mellem underskriverne endnu. Jeg kan ikke afvise, at Lonnie Devantier, DAD og Arne Nilsson har meldt sig blandt underskriverne – jeg tvivler dog på, at det faktisk er tilfældet. Men jeg tillader mig at være ret sikker på, at hverken K.B. Martinsen eller von Schalburg, egenhændigt har skrevet under.

Tilbage står så spørgsmålene: Hvad vil Holger bruge alle disse underskrifter til? Kan de overhovedet bruges til noget? Ville Holger have opnået samme antal underskrifter, hvis medierne ikke havde omtalt indsamlingen? Og sidst men ikke mindst, hvorfor omtalte politiken overhovedet indsamlingen, hvorfor??

For noget tid siden bekymrede jeg mig på disse sider om forskellige aspekter omkring de (mindst) tre nye gratisaviser. Det viste sig, at være spild af kræfter. Der er ikke noget at bekymre sig om – ikke på Egholmvej i Vanløse i hvert fald.

I en uge hvor underboen var taget i sommerhus og derfor ikke kunne snuppe avisen for næsen af mig, besluttede jeg at lave lidt statistik. På ugens 5 hverdag bør vores husstand modtage 14 gratisaviser; Vi abonnerer på politikken fredag til søndag, og vi får således ikke 24-timer om fredagen – derfor kun 14 aviser om ugen. Dette skulle så vise sig kun at være teori.

Mandag morgen kom der ingen aviser overhovedet. Tirsdag fik vi et eksemplar af Nyhedsavisen. Onsdag dumpede Nyhedsavisen igen ind ad brevsprækken. Tre dage inde i ugen og jeg havde endnu til gode at læse et eksemplar af “Dato” og “24-timer”. Men nej, tordag var vi igen uden aviser overhovedet og fredag var den eneste avis, der dukkede op såmænd “Politikken”, som vi så også betaler for, så den havde bare at dukke op!

I løbet af en uge fik vi altså 2 ud af 14 mulige gratisaviser. Man kan vel med andre ord sige, at jeg vandt 12-2.

TDC’s afgående direktør Henning Dyremose gjorde i forgangne uge et stort nummer ud af, at han altså ikke fik så stort et gyldent håndtryk, som nogle medier havde forsøgt at formidle. Efter hans eget udsagn vil han kun få 29 millioner og ikke det trecifrede millionbeløb, som er blevet nævnt forskellige steder.

Hvad han ikke gjorde så stort et nummer ud af, var at fortælle at det altså var 29 millioner EFTER skat. Et forsigtigt skøn vil være, at han altså brutto får ca 80 millioner. Det vil tage en gymnasielærer ca. 240 år (!!!) at tjene et tilsvarende beløb.

En oplagt konklusionen kunne være, at hvis man får 240 årslønninger for at holde op med at være direktør i et firma, så må man godt nok have været en dårlig direktør. Men måske kan der nu blive råd til et ægte Gucci-ur til datteren Charlotte, de konservatives folketingsmedlem fra Hellerupkredsen, der for nylig købte et billigt kopi-ur på en udvalgstur til Kina. For det vidste hun sørme ikke, at man ikke måtte, forklarede hun en journalist på tv. Jo, Charlotte det vidste du godt, ellers er du simpelt hen for ubegavet til at bestride dit job. Men nu kan du nok få et nyt ur af farmand.

Siden det islandske medieselskab Dagsbrún annoncerede Nyhedsavisens komme, er der dukket i hvert fald to andre gratisaviser op i det danske mediebillede, Dato (Det Berlignske Officin) og 24Timer (Politiken og Jyllandsposten). De to “danske” aviser blev lanceret i al hast og slog dermed Nyhedsavisen med flere længder. Nu er Nyhedsavisen imidlertid dukket op, og så er der altså tre hustandsomdelte gratisaviser at vælge imellem. Nu er det jo i virkeligheden så som så med hustandsomdelingen; Alle har svære problemer med distributionen, og det er da heller ikke alle hustande, der kan forvente at få omdelt de nævnte aviser. Man skal helst bo i et område, der er interessant for annoncørerne (læs: de største byer og deres umiddelbare opland).

Med hele tre aviser på dørtrinnet hver morgen er der et par spørgsmål, der trænger sig på: Hvad vil disse aviser, hvad skal vi med disse aviser og hvordan vil de komme til at præge mediebilledet i Danmark?

Nu er det ikke sådan, at jeg har noget principielt imod annoncefinansierede husstandsomdelte aviser. De har eksisteret lige så længe jeg kan huske. Århus Onsdag, Ugeavisen Odense, Frederiksberg Bladet, Vanløse Posten, Søndagsavisen ja sågar Hasselager Posten og i de senere år har de større byer haft indtil flere såkaldte trafikaviser at vælge imellem. Med trafikaviserne som undtagelse har disse udgivelser haft et udpræget lokalt sigte, og da der er tale om ugeblade har de heller ikke haft dag til dag nyhedsformidling som deres område spidskompetence.

Hvad vil aviserne? Jo, de vil selvfølgelig først og fremmest forsøge at gøre en god forretning. Og det vil sige rage så stor en del af de tilgængelige annoncekroner til sig som muligt. Det er den eneste indtægtskilde de har. Dernæst vil de formidle nyhedsstof, livsstilsstof, sportsnyheder etc. For de to “danske” avisers vedkommende gælder, at de er blevet til som et modtræk til islændingenes udspil for ikke at miste for stor en del af det annoncemarked, som også er nødvendigt for de traditionelle betalingsaviser. Så der er bestemt ikke tale om ønskebørn for de to gamle bladhuse. Det er der derimod for Nyhedsavisen, der jo er “the new kid on the block”. Men fra at være klassens frække dreng, har chefredaktør David Trads haft meget travlt med at klage sig over, at de gamle mobber. Det har virket lidt ynkeligt og har i virkeligheden flyttet fokus fra det faktum, at Nyhedsavisen faktisk er den mest spændende af de nye aviser.

Og hvad skal vi så med disse aviser? Tjoh, det er vel de færreste, der faktisk læser alle tre, så vi kan jo pakke fisk ind i dem vi ikke læser. Og så gik de annonce penge op i røg. De gamle aviser har som mål ikke at støde læserne, så det er nok ikke fra den kant, at vi skal vente noget spændende. Og Nyhedsavisen er endnu så ny, at den stadig har til gode at vise, hvad den kan og vil.

Og hvad kan vi så vente os i det danske mediebillede? Alle, der ved noget om den slags har peget på, at der ikke er plads til tre annoncefinansierede gratisaviser i Danmark. Så først og fremmest kan man vel vente, at mindst en af aviserne går ind indenfor en overskuelig fremtid. Men der ud over kan jeg godt frygte, at den øgede konkurrence om annoncekronerne kommer til at afspejles den redaktionelle linje hos både betalings- og gratisaviser. Jeg kan godt forestille mig, at man på redationerne i højere grad må forsøge at tækkes annoncørerne, og det er i virkeligheden mit skrækscenarie nummer et. For så er det, at artiklerne blot bliver fyld mellem reklamerne, og man bøjer af når det bliver “farligt” for ikke at støde nogen. Lidt som jeg fornemmer, at TV2s linje er i dag; Man laver ganske vist afslørende dokumentarudsendelser, men i det øjeblik, det bliver for spændende stopper man op, og så sætter man lige båndet med “Vild med Dans” på. Og hvis det bliver linjen, hvem skal så afdække den næste “Brixtofte-skandale”?

Jeg håber de gamle betalingsaviser er i stand til at ride stormen af og stadig vil være vort demokratis vagthunde, for jeg tvivler på, at gratisaviserne er i stand til at løfte den opgave. Men vis mig gerne, at jeg tager fejl – meget gerne..

Man ved, at man lever i en fredelig verden, når den mest læste nyhed på Politikens website, er den triste historie om stjerneskruen som en uddøende race.

Jeg er glad for at leve i sådan en verden. En verden, hvor vi ikke er plaget af hverken forgiftede drikkevandsboringer, nordkoreanske atomprøvesprængninger, drab på regeringskritiske journalister og al den slags uvæsen.

Herfra skal skal lyde et dybtfølt tak til stjerneskruen for lang og tro tjeneste. Stjerneskruen er død! Torxskruen længe leve!

I weekenden kom det frem, at landets kulturminister, Brian Arthur Mikkelsen, var døden nær, da han tidligere på sommeren ringede til vagtlægen. Han blev rådet til at tage en kodimagnyl og henvende sig til egen læge dagen efter. Ministeren havde høj feber og ringede derfor til en privat vagtlægeordning, som tilså ham og indlagde ham. Det viste sig at ministeren havde betændelse i en hjerteklap.

Lige med et er det så blevet voldsomt populært på Christiansborg at mene et eller andet om vagtlægeordningen. Sundhedsordførere på stribe har været ude og forlange nærmere undersøgelser af ordningen. Hvad der længe har været almindeligt kendt i den del af befolkningen, der i nyere tid har haft brug for lægejælp uden for normal kontortid, er nu endelig nået til Christiansborg. Men der skulle altså en (næsten) død minister til før det gik op landets politikere, at der er noget galt. Det er i sandhed trist, at det står sådan til – samtidig er det selvfølgelig godt, at der kommer fokus på området.

Hele historien har sat nogle tanker i gang hos mig:

• Ministeren vidste at man kunne ringe til en privat vagtlægeordning. Det vidste jeg ikke. Jeg ville altså formodentlig være død, var jeg blevet ramt af den samme sygdom. Og jeg er nok ikke den eneste.
• Hos Copenhagendoctors.dk koster et besøg udenfor almindelig kontortid kr. 1600,-. Jeg ville nok godt kunne skrabe de penge sammen (hvis jeg altså havde vidst, at ordningen fandtes), men jeg kender flere, for hvem det ville vælte budgettet, og derfor ikke ville være et reélt alternativ.
• En vagtlæge tjener ca kr. 85,- på en telefonkonsultation, mens han/hun kun tjener kr. 37,- på at sende en læge på sygebesøg. Gæt selv om det er en smart ordning!

Er det virkelig der, vores velfærdssamfund er endt. Er det velfærd, at patienter skal kende til og ikke mindst have råd til alternativer til det offentlige sundhedssystem? Eller er det bare et eksempel på regeringenspartiernes parole “mere velfærd for pengene” i funktion? Hvis det er, har kulturministeren så i virkeligheden bare “tisset imod vindretningen”?

Landets regering har fundet en veritabel guldgrube. Når man får et problem, der er stort nok, så sælger man det.

Politiken.dk kan i dag fortælle, at Trafikminister, Flemming Hansen, ønsker at sælge DSB. Det vil “sætte virksomheden op”, at der kommer nyt blod, mener ministeren. Onde tunger vil nok mene noget tilsvarende om den siddende regering, men lad nu det ligge. Ministerens forbillede for salget af DSB skulle angiveligt være salget af Post Danmark, som han udråber til en stor succes (salget, ikke Post Danmark). I følge Politiken udtaler ministeren: “Det er den virksomhed, som jeg gerne vil gøre DSB til”. Den lader vi lige stå et øjeblik…..

Ministeren vil altså lave DSB om til et postomdelings-foretagende ved at sætte selskabet til salg. Det er sand kreativitet. Det tror jeg faktisk ikke, der er andre, der har prøvet før. Ganske vist har DSB historisk set været en vigtig brik i forbindelse med transport af postsække fra landsdel til landsdel. Her på redaktionen bilder vi os dog ind, at det aldrig har været meningnen, at brev- og pakke-omdeling skulle være selskabets spidskompetence; Person- og godstransport lyder mere rigtig i vores øren.

Mon ikke trafikministeren i virkeligheden blot forsøger at skaffe sig af med et problembarn. Han har i gennem længere tid kæmpet sig igennem den ene søforklaring efter den anden i forlængelse af sommerens mange DSB-aflysninger, nedfaldne køreledninger, forsinkede togsæt med mere. Under dække af at være liberal (nu er han ganske vist konservativ, men pyt – det er en helt anden diskussion), har han nu set sit snit til at blive af med et problem; han sælger simpelt hen skidtet. Det giver jo også staten indtægter. Man kan ikke komme om ved, at der er muligheder i denne fremgangsmåde. Hvis det Kongelige Bibliotek giver for mange problemer, eller hvis pinlige sager om bogtyverier bliver ved at dukke op, og giver ministeren røde ører, så holder vi da bare udsalg: “Køb et Kongeligt Bibliotek og få Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek med gratis”. Og hvis Allis Helleland, inde på Statens Museum for Kunst ikke kan få ro om sin person, så kan regeringen da nok finde en Kapitalfond, der vil være interesseret i at lægge sin klamme hånd på den danske kunstskat. Det vil skæppe godt i statskassen, og den pågældende minister slipper af med et problem. På alle måder en fordelagtig aftale. Og hvem ved, måske kan man også sælge en Muhammedkrise.
Det er ikke mange dage siden, Pia Kjærsgaard ønskede at sælge Flemming Hansen (plus et par andre navngivne ministre). Tænk lige over det…

USA fylder 230 år i dag. Eller rettere, uafhængighedserklæringen fylder 230 år. Og hvordan fejres uafhængigheden så? Joh, på Hard Rock café i København kan man få udleveret en gratis øl, hvis man fremviser sit amerikanske pas!

Nå ja, og så kan man tage en tur til Rebild Bakker, hvor Bertel Haarder byder op til fest (han har sikkert også skrevet en sang til lejligheden, det ynder han). Man kan desuden få lov til at høre Sofie Lassen-Kahlke, som årets ungdomstaler (det vil jer personligt gøre meget for at undslippe) og Keld, Hilda og Helvedes Heick, jeg går ud fra at de skal synge.

Jeg har ikke noget amerikansk pas, og jeg har under ingen omstændigheder lyst til at høre Bertel Haarder og Sofie Lassen-Kahlke synge duet, så jeg vil undlade at deltage i festlighederne og i stedet nøjes med at ønske tillykke. Og så vil jeg, lidt uden for kontekst, citere Roger Waters, fra søndagens koncerten på Roskildefestivallen:

“Bring the Boys Back Home”.

“Oh George! Oh George!
That Texas education must have fucked you up when you were very small”

(løsrevne citater fra koncerten)

I dag er dagen, hvor Paul McCartney fylder 64. Herfra skal lyde et stor tillykke. Rygterne siger, at Paul ikke har tænkt sig at gå på pension. Det lyder godt – se så at komme ud på landevejene igen, Paul, der er brug for dig!

I anledning af Pauls fødselsdag, har nogle gale franskmænd (jeg går ud fra, de er gale – de er jo franskmænd 🙂 ) oprettet websitet www.whenim64.info, hvor man kan høre alternative fortolkninger af McCartneys berømte sang, som almindeligvis anerkendes som en af hans tidligste kompositioner, skrevet mens han stadig var teenager.
“Happy birthday to you”

Billedet her er lånt fra Wikipedia, og er taget under koncerten i Prag i 2004, hvor jeg, i parentes bemærket, var til stede, som jeg også var det et par dage efter i Horsens. Det var stort!