Archive for the ‘Nyheder’ Category

Mary Nedkommet

mandag, oktober 11th, 2004

Ugebladet Se og Hør kunne i denne uge berette at Kronprinseparret er gravide. Nu læser jeg ikke den slags ugeblade, med mindre jeg er ved frisøren, men jeg har ladet mig fortælle, at bladets kilde er en ansat ved Rigshospitalet, som har fortalt, at Prinsesse Mary er blevet ultralydsscannet, og at “der var noget derinde”. Altså må Mary være gravid, mente Se og Hør, og ugens forside var reddet. Hun føder til foråret, stod der at læse på forsiden.

I dag kunne den mere seriøse del af pressen så fortælle, at Mary var nedkommet, og det endda noget før tid. Det blev en fin lille galdesten. Her på Franks Blog kipper vi med flaget, råber et nifoldigt leve og foreslår forsigtigt, at barnet døbes Cholelithiasis. Det er ikke et mundret navn, indrømmet, men det er dækkende.

Update: I går, tirsdag den 12. oktober 2004, kørte jeg forbi Rigshospitalet på min vej hjem fra arbejde. Jeg hørte en høj latter derindefra, og de griner sikkert endnu.

Statsministeren fifler også med tallene

mandag, september 6th, 2004

Som lovet deltog Frank i årets marselisløb. Det var i den forbindelse Franks erklærede mål at forhindre kulturministeren i nye fiflerier som dem, han blev taget i sidste år (læs eventuelt her). Missionen lykkedes så godt, at ministeren helt udeblev fra dette års løb. Han var taget til Athen for sammen med kongehuset at gå mannequin for Hummel(R)

I kulturministerens fravær sprang Statsminister Anders Fogh Rasmussen beredvilligt til. Vi formoder, at hans sponsoraftale med Hummel(R) gik i vasken – i hvert fald var han iklædt et løbeudstyr uden de kendte vinkler. Som erstatning var valgt et blandet sæt i gode liberale farver (vel nærmest blå). Bevæbnet med en startpistol – et vigtigt våben i kampen mod terrorisme? – gav han sig i kast med strabadserne i dette års udgave af den århusianske motionsklassiker, og stævnespeakeren mente at vide, at ministeren var i topform.

Efter løbet kunne adskillige medier så berette, at ministeren havde gennemført løbet i – den i øvrigt pæne tid – 58 minutter og 17 sekunder. Hvor fik medierne denne tid fra, kunne man spørge. Vi bliver spørgeren svar skyldig. Vi ved det ikke, men vi antager, at det er ministeren selv, der har viderebragt tiden til de forskellige medier.

Og der er åbenbart ingen grænser for den siddende regerings villighed til at ofre sandheden for selv at fremstå i et bedre lys. Franks Blog kan nemlig afsløre, at ministeren har fiflet med tallene. Anders Fogh Rasmussen løb ikke 12 km-ruten på 58.17, han var næsten et minut langsommere. Den officielle tid kan findes på marselisløbets resultat-hjemmeside og her fremgår det at Statsministeren gennemførte i tiden 59 minutter og 3 sekunder. Han blev altså ikke nummer 1187 som først påstået – nej, han blev blot nummer 1322!

Her på Franks Blog er vi rystede. Det er alt, hvad vi har at sige i den sag for nu….. Rystede,
virkeligt rystede!!!

Tugwell påfører børn lidelse?

lørdag, august 21st, 2004

På min vej rundt i byen i dag, stødte jeg på en “spiseseddel” fra BT. Dagens hovednyhed blev præsenteret med overskriften “Børn lider uden grund”, og under overskriften var et stort billede af bordtennisspiller og OL-deltager Finn Tugwell. Min interesse var vakt! Skulle Finn Tugwell virkelig være i stand til at påføre børn lidelse? Jeg måtte vide mere om denne ulmende skandale. Her var endelig tegningen til noget stort – noget der i sensationsværdi kunne hamle op med græske sprintere og vægtløfteres indtagelse af væksthormoner og andre “gode” sager, og deres efterfølgende krumspring for at undgå at blive taget i dopingkontrollen. Jeg havde med andre ord en legitim grund til at gå på den lokale grillbar – de har nemlig altid dagens BT liggende, og er man heldig, er den ikke fuldstændig opløst af “Thousand Island”-dressing.

Stor var min skuffelse, da jeg ihærdigt havde bladret tryksagen igennem. Der var ikke skyggen af afsløringer om Finn Tugwell. Det tætteste jeg kom var en artikel, der kunne fortælle at bandet “The Swiftnicks”, har lavet en sang der hedder “Finn Tugwell”, og som angiveligt bliver spillet uafbrudt på landets radiokanaler. Nu har jeg ikke hørt den omtalte sang, men det kan selvfølgelig være den der påfører de stakkels børn lidelse. Men helt ærligt BT, det kan Finn Tugwell da ikke gøre for. Samme “The Swiftnicks” har også lavet en sang, der hedder “Ivan Lendl” (tjekkisk stenansigt og tennisspiller), vil I også give ham skylden for et eller andet i den anledning?

Nye afsløringer i vente

onsdag, august 11th, 2004

Som nogle vil huske, kunne “Franks Blog” bringe rystende afsløringer om Kulturministeren i forbindelse med dennes deltagelse i Marselisløbet 2003. Med det ene formål at opnå stjernetid, havde ministeren tilmeldt sig i en forkert aldersklasse.

Sædvanligvis velinformerede kilder har givet os nys om, at ministeren i år påtænker at stille op i kategorien for kvinder over 65 i håbet om at vinde klassen. Vi har på “Franks Blog” besluttet, at det ikke skal lykkes Brian Arthur Mikkelsen, minister for Ronald McDonald og Ishockey, at slippe godt fra at denne udåd. Vi har som modtræk tilmeldt ingen anden end Frank selv til dette års udgave af selvsamme Marselisløb. Det vil blive Franks opgave at overvåge ministeren på tættest mulig hold og forhindre ham i at begå yderligere fiflerier. Løbet afvikles i år den 29. august. “Franks Blog” vil holde jer løbende orienteret om udviklingen.

Grådkvalt Godsejer

onsdag, august 4th, 2004

Godsejer og Fødevareminister Mariann Fischer Boel er blevet udnævnt til EU-kommissær. Dermed er der sat en stopper for en stor karriere i dansk indenrigspolitik. Hvem husker ikke, da hun brød hulkende sammen i en tv-udsendelse om daglange transporter af slagtedyr. Konfronteret med de katastrofale forhold der blev dyrene til del på deres sidste rejse mod de italienske sæbefabrikker, lovede Fødevareministeren hulkende bod og bedring…..og så skete der ligesom ikke mere i den sag! Alligevel var der nok at se til i Fødevareminiseriet. I de pauser der måtte opstå i forhandlingerne om forringelserne af fiskekvoterne, har ministeren nået at gøre sig selv næsten usynlig i offentligheden, med det resultat, at hun har fået prædikatet, “den menneskelige minister” – måske også fordi hun turde græde på tv.

Ved en senere lejlighed forsøgte hun også at gøre sig usynlig, men måtte sande, at hun havde gabt over for meget. Det viste sig nemlig at være ualmindelig svært at falde i ét med tapetet, når man har en død folketingsformand liggende hjemme i soveværelset – og det bliver ikke lettere af, at han burde have været hjemme hos konen, nå ja, og ministeren skulle vel strengt taget have været hjemme hos sin mand på godset i Munkebo. Vi siger ikke mere, men tænker vores!

Men nu er ministeren, der i mellemtiden er gået hen og blevet 61 år, blevet sendt på efterløn i Bryssel, eller er det Stassbourg, og er det overhovedet vigtigt?. Hvorom alting er, så er det jo nok det sidste vi hører til “den grådkvalte godsejer”. Hun er nu blevet til “den klynkende kommissær”.

Samfundsopgave med rabat

lørdag, april 3rd, 2004

Først en lille quiz: Hvad hedder landets skatteminister?
Nå, du kan heller ikke huske det. Jamen, så lad mig da løfte sløret…Han hedder (tadah) Svend Erik Hovmand.

Nuvel, om du kan huske navnet eller ej, så er landets Skatteminister er en sjov fyr. Ganske vist er det ikke altid frivilligt, men det gør jo ikke underholdningsværdien mindre. Skatteministeren har – ligesom flere andre af sine ministerkolleger – fundet ud af, at statsministeren ikke mente det alvorligt, da han ved sin tiltræden proklamerede, at ministre, der ikke viste sig flittige nok, ville blive fyret. Faktisk har tiden vist skatteministeren og hans kolleger, at de kan slippe af sted med snart sagt hvad som helst, uden at det får konsekvenser. Og den slags gør jo livet som minister en del nemmere.

Onsdag aften blev han set i DR’s “Pengemagasinet”, hvor han med stor omhu støttede Tipstjenestens bestræbelser på at opretholde deres spillemonopol. Her på Franks Blog synes vi at ministeren er ude i et fornuftigt ærinde, og vi kender mange andre, der ville have sagt og gjort det samme. Ingen af dem ville dog bagefter have haft mod og mandshjerte til at påstå, at de var repræsentanter for Danmarks Liberale parti.

Seneste morsomhed kom til morgen, da politiken kunne berette at ministeren mener, at tilbuds- og reklameaviser udfylder en samfundsopgave og at det derfor er i orden at de modtager indirekte statsstøtte i form af skattefradrag. Jeg for mit vedkommende pudsede brillerne en ekstra gang og tjekkede for en god ordens skyld datoen på aviser, blot for at konstatere, at det IKKE var den 1. april. Ministeren skulle videre have udtalt:

– De (reklameaviserne, red.) hjælper svage forbrugere med at finde de billigste varer, og derfor giver det mening at støtte dem. For mange er det ikke lige meget, hvor de kan få den billigste liter mælk.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg er nærmest grådkvalt. Her gik jeg i al min uvidenhed og troede, at reklameaviser var skabt for at Dansk Supermarked og eventuelle konkurrenter kunne øge deres indtjening. Men i al den tid har de bare ønsket at pege gamle fru olsen på 6. sal i retningen af den billigste liter mælk.

Her på Franks Blog synes vi, at det er for dårligt at vi som samfund lægger den slags opgaver i hændern på private. Det burde være en opgave for samfundet som helhed. Her på redaktionen vil vi nu fremover arbejde for at reklameaviser ikke bare kan udgives med indirekte støtte. Staten bør overtage denne samfundsopgave, og vi lover hermed at arbejde hårdt for at opnå dette. Vi ønsker hermed at sige tak til skatteministeren, fordi han i sin endeløse visdom gjorde os opmærksom på denne sag.

Byggesjusk?

onsdag, februar 4th, 2004

Landets siddende regering har nu valgt at slå et slag for det trængte danske boligmarked – i Sønder Tranders!(?). Regeringen ønsker effektivitet – det er vist slået fast – så da den besluttede at afsætte 500 millioner kroner til nyopførelser af lejeboliger, besluttede man at give pengene til den bygherre, der kunne love flest kvadratmeter for pengene. Sønder Tranders vandt, og der skal nu opføres 417 lejeboliger i byen, som efter sigende ligger ca. 7 kilometer syd for Ålborg.

Herfra skal lyde et stort tillykke til både regeringen og Sønder Tranders. Til Sønder Tranders fordi byen nu langt om længe har fået en tålelig boligsituation – og til regeringen (her repræsenteret ved Bendt Bendtsen), fordi den igen med al ønskelig tydelighed har vist, at fri konkurrence ikke nødvendigvis gør en vare bedre, kun billigere, og det er altså ikke noget rimeligt mål for hverken relevans eller kvalitet.

Der er naturligvis to sider af sådan en sag, og inden nogen når at råbe “Sovjet-inspirerede planøkonomsvin”, vil jeg da gerne tilstå, at der kan være muligheder i det her koncept; De 500 mill. er nemlig ikke den eneste uddeling fra regeringens pulje. Prøv at tænk på, hvad de næste 500 millioner kunne gøre ved den betændte boligsituation i Sindal – eller Sæby. Og skulle det – mod forventning – blive svært at udleje boligerne, så kan man altid fylde dem med arbejdsløse akademikere fra Århus og København, som man kan lokke med nogle af de gode jobs i den nordjydske elektronikindustri (som ganske vist har det svært i øjeblikket, men vi ved jo at “opsvinget er på vej”®). På den måde får man også på elegant vis løst en del af boligproblemet i de to storbyer, som jo nok i parentes bemærket var der, man burde have bygget i første omgang – men lad nu det ligge…..

Læs om byggeriet i Nordjyske

Eksploderende velfærd

mandag, november 10th, 2003

Danmarks statsminister ønsker Danmark frem i forreste række blandt de højteknologiske lande. “Vi skal gøre op med vanetænkning og ikke være angste for statslig engagement”, buldrede ministeren i sin tale på Ventres landsmøde i Herning, og opfordrede til yderligere samarbejde mellem de højere læreanstalter og det private erhvervsliv. Ved at dygtiggøre danskerne vil vi som nation tjene flere penge og kan ad den vej sikre de fremtidige velfærdsgoder, mente ministeren. Nu er det jo i sig selv ikke en ny idé. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ønskede intet mindre end at gøre Danmark til verdens førende IT-nation. Altså i virkeligheden mere visionært end Fogh Rasmussens ønske. Men lad nu det ligge.

Historien blev først rigtig interessant da ministeren fremhævede Finland som et forbillede for Danmark. IT-giganten Nokia (som i parentes bemærket tidligere ernærede sig ved at producere gummistøvler!!) har – ifølge ministeren – været IT-lokomotivet, der har trukket Finland ud af en økonomi, der var båret af skovdrift og træindustri (og gummistøvleproduktion??, red.).

To dage før statsministerens tale kunne man i flere af landets aviser, hos forbrugerinformation og på computerworld.dk læse, at Nokia-telefoner er farlige. En belgisk undersøgelse har påvist, at batterierne i flere af Nokias populæreste mobiltelefoner faktisk kan eksplodere imellem fingrene på brugerne.

Har vor statsminister ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, eller mener han virkelig, at vi som nation kan sikre det fremtidige velfærdsniveau ved at producere eksploderende elektronik?

Man gjorde en Ulla fortræd

tirsdag, oktober 7th, 2003

Dansk Folkeparti holdt landsmøde forrige weekend. Ved den lejlighed blev Ulla Dahlerup og Mogens Camre valgt som partiets spidskandidater til det kommende EU-parlamentsvalg. Ulla Dahlerups takketale til landsmødet blev efterfølgende refereret i stort set alle medier – dog kun i uddrag. Disse uddrag var nu også rigeligt til at kunne konstatere, at “nu rabler det for damen”. Det tog hende 45 minutter at sige tak for valget – det er vel sådan ca. 44 minutter for meget. Nuvel, der findes mennesker, der godt kan lide at høre sig selv tale.

Politiken bragte den 22. september talen i sin fulde ordlyd, hvilket gav, vi der ikke til dagligt deltager i den slags forsamlinger, en enestående chance for et indblik i, hvilke kampe, der udspilles i hovederne på medlemmer af Dansk Folkeparti. Vi vil ikke komme nærmere ind på de politiske perspektiver i et i talen , blot henvise til http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=286946 , hvor den nysgerrige læser kan finde eksempler på den ulækreste retorik siden Göbbels.

Som sagt vil vi ikke her kommentere det politiske, men i stedet pege på nogle pudsigheder, som i første omgang var tæt på at gå vores næse forbi. Ulla Dahlerup fortæller i talen, at hun måtte give Pia Kjærsgaards arm et trøstende/opmuntrende klem, da Kjærsgaard i 1998 var blevet (jeg citerer) “overfaldet af en flok såkaldt anti-racistisk* på Nørrebro”. “Hun er godt nok en rigtig Gyngehøvding* med et løvehjerte.”, hedder det senere. Nu færdes jeg jævnligt (dagligt) på Nørrebro, og det ærgrer mig, at jeg ikke har set sådan en flok anti-racistisk. Det lyder som et spændende dyr. Er jeg i øvrigt den eneste der får gåsehud og søvnbesvær, når jeg forestiller mig Pia Kjærsgaard sidde på en af gyngerne i Folkets Park kun iført lændeklæde, fredspibe og fjerprydelse….Gyngehøvding??? Mon ikke hun mente en Gøngehøvding.

En anden sjov lille detalje, der må få konsekvenser, når historien om det politiske miljø i det nye årtusinde engang skal skrives, er Dahlerups afsløring af, at “Dansk Folkeparti blev moppet, så det gjorde noget” af Socialdemokratiet og De Radikale. Her gik vi og troede, at Socialdemokratiet og De Radikale tog afstand fra Dansk Folkeparti, og så har de i virkeligheden forsøgte at rense dem. De er simpelt hen rendt rundt på gangene og på kontorerne på Christiansborg med spand og moppe og har forsøgt at gøre Dansk Folkeparti stuerene. Herre du milde skaber, vi er blever ført bag lyst – hvor er Ekstrabladet når man har brug for dem??!! For der er vel ingen, der har mobbet Dansk Folkeparti – den slags må man jo ikke.

Nu skal tvivl jo komme tiltalte til gode, og man kunne forestille sig, at redaktøren på politiken har sat yngste studentermedhjælp til at nedfælde Dahlerups tungetale på papir, og denne studentermedhjælp kan i ren befippelse have glemt at slå hjernen (og stavekontrollen) til. Her på “Franks Blog” mener redaktøren sig dog i stand til at afvise denne teori. Den version af talen, der kan læses på Dansk Folkepartis website
er skæmmet af samme besynderlige stavemåder.

Update (22. oktober 2003)
Siden posten her er blevet oprettet, har Dansk Folkeparti rettet stavefejl i den nævnte tekst. På Franks Blog mener vi, at den slags er historieforfalskning! Heldigvis har man på Politiken et mere fornuftigt syn på bevarelsen af historiske dokumenter, så der kan man stadig læse teksten i sin oprindelige ordlyd. Desuden har Bo Warming (Mogens Glistrup groupie og generel pain in the a**) været så venlig at poste talen i nyhedsgruppen “dk.politik”. Her vil den blive stående i original form indtil Google sletter den.

*) Franks Blogs fremhævning

Afsløring – Kulturminsteren svindler med tallene

onsdag, september 3rd, 2003

At landets nuværende kulturminister har et noget anstrengt forhold til sandheden er ikke nogen hemmelighed.

I sidste uge fik han udråbt et ikke navngivent direktionsmedlem i Danmark Radio til revolutionær lystmorder, som kun venter på revolutionen, for derpå at klynge Per Stig Møller op i nærmeste lygtepæl. Den historie var så tyk, at ministeren få timer senere måtte krybe til korset og indrømme, at det nok ikke var heeeelt sandt.

Men ugen var endnu ung, og kulturministeren var skam ikke færdig med at komme galt af sted.

Som det eneste medie i Danmark er “Franks blog” kommet i besiddelse af materiale, der viser at ministeren tilsyneladende har for vane at snyde på vægten.

I afvigte weekend løb det årligt tilbagevendende århusianske motionsløb “Marselisløbet” af stabelen. Et hurtigt opslag i Århus stiftstidendes resultatdatabase viser at en Brian Mikkelsen deltog på 12 km-ruten og kom i mål i den helt hæderlige tid, 1.01.43 (stjernetid). Denne Brian Mikkelsen var tilmeldt i aldersgruppen 40-49 år og var blevet udstyret med startnummer 7500. Kunne der være tale om landets kulturminister? En søgning på krak viser, at der er mindst 86 personer i Danmark, der deler navn med ministeren. Sagen måtte researches yderligere.

På kulturministeriets website fremgår at ministeren er født den 31. januar 1966. Og må altså i skrivende stund være 37 år. Det kan altså dårligt være
være ministeren, der er tale om i resultatdatabasen. På samme website kan man dog også se ministerens kalender over officielle aktiviteter, og heraf fremgår at ministeren skulle skyde netop Marselisløbet i gang denne søndag i september 2003. Han var altså på gerningsstedet i gerningsøjeblikket. Nettet strammes, men endnu er intet sikkert.

Men hvem var denne Brian med startnummer 7500? Intet mindre end billeddokumentation kunne nu tilfredsstille redaktionen. Hos www.photomotion.dk har man specialiseret sig i at fotografere svedige, gispende kondiløbere, for derefter at se om man kan lokke løberne til at købe billederne (I visse lande kaldes den slags for blackmail). Her slog vi op under Marselisløbet og startnummer 7500, og til vores skræk og rædsel tonede landets kulturminister frem på skærmen.

Her var det endelige utilslørede bevis: Landets kulturminister er en svindler. Han har svindlet sig til en stjernetid i Marselisløbet. Ved på uhæderlig vis at tilmelde sig i aldersgruppen 40-49 år, har han opnået at kunne nøjes med at løbe ruten på 1.02, og ikke de 58 minutter som kræves i hans reelle aldersgruppe.

Konsekvenserne af kulturministerens kreative omgang med tal er næsten ikke til at overskue. Med sine 37 år har han i værste fald regnet 12 år forkert, da han tilmeldte sig løbet. Det er en difference på henved 25%….Vi lader billedet stå et øjeblik.

Hvilken effekt kan denne letsindige omgang med tal ikke få på ministeriets budgetter. I 2002 ville 25% betyde “sådan i runde tal” en god milliard til den ene eller den anden side. Skræmmende, ikke sandt?

Bevismaterialet kan besigtiges på følgende webadresser:
http://www.stiften.dk
http://www.krak.dk
http://www.kum.dk
http://www.photomotion.dk
http://www.marselislobet.dk

I fald ovenstående websites (ja, det hedder ET website – se eventuelt http://www.websitet.dk) ikke er tilgængelige, kan dokumentation findes på http://gajda.dk/brian/brian.html