Der er ikke noget nyt i, at tonen på Københavns rådhus fra tid til anden er lidt hård. Under tiden er det endda kommet til håndgemæng de folkevalgte imellem. Dog er det ikke ret tit, at et medlem af Borgerrepræsentationen utilsløret sviner en gruppe borgere til. Det skete i sidste uge!
En gruppe borgere, der støtter Ungdomshuset på Jagtvej i København, henvendte sig til borgerrepræsentationen i et åbent brev, hvor de intrængende opfordrede de ansvarlige politikere til at finde en løsning, så de unge kan blive i huset på Jagtvej 69.
Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København, Jesper Schou Hansen, svarede i én linje: “I må sgu da være rablende sindssyge”.
Nu er det jo muligt, at samtlige medlemmer af denne gruppe borgere faktisk er syge, men det er dog mere sandsynligt, at Jesper Schou Hansen er uopdragen og uforskammet.
Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne Jesper er, og jeg Googlede ham derfor. Et af de websites jeg blev ledt ind på, var partiet Venstres. Her har Jesper et subdomæne, hvor han kan få lov at præsentere sig selv og sin politik. Et par detaljer sprang umiddelbart i øjnene. Mængden af sproglige fejl (både “almindelige” stavefejl og deciderede sproglige misforståelser) er beskæmmende. Og inden du nu begynder at råbe op og påpege de mange fejl, der helt sikkert kan findes på Franks Blog, så må jeg understrege, at jeg er ikke journalistuddannet, og jeg arbejder heller ikke som journalist. Jesper påstår, at han gør begge dele. Desuden var det pudsigt at se, at der var gabende tomt under menupunktet “Politiske mærkesager”.
Google fandt også frem til Københavns Kommunes hjemmeside. Her kan man blandt andet finde spørsmål fra bogerrepræsentationens medlemmer til udvalg og forvaltning. Det fremgår, at Jesper med sin spørgelyst er god til at holde folkestyret beskæftiget. Således har han i 2006 indtil dato stillet 15 spørgsmål til Teknik- og Miljøudvalget – en del af disse handler om parkering. Til sammenligning har Søren Pind kun stillet ét spørgmål – det handlede sjovt nok også om parkering… Det er nok sådan noget de har kørende i Venstre.
Lad mig slutte af med et råd til Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondam. Næste gang Jesper stiller et ligegyldigt spørgsmål eller fremsætter ønske om at få ændret reglerne for parkering et eller andet sted i byen, så er svaret meget enkelt:
“Luk ædespalten, sindssyge stodder”!
Det ville være et svar lige efter Jespers bog.