Franks Blog

Siden det islandske medieselskab Dagsbrún annoncerede Nyhedsavisens komme, er der dukket i hvert fald to andre gratisaviser op i det danske mediebillede, Dato (Det Berlignske Officin) og 24Timer (Politiken og Jyllandsposten). De to “danske” aviser blev lanceret i al hast og slog dermed Nyhedsavisen med flere længder. Nu er Nyhedsavisen imidlertid dukket op, og så er der altså tre hustandsomdelte gratisaviser at vælge imellem. Nu er det jo i virkeligheden så som så med hustandsomdelingen; Alle har svære problemer med distributionen, og det er da heller ikke alle hustande, der kan forvente at få omdelt de nævnte aviser. Man skal helst bo i et område, der er interessant for annoncørerne (læs: de største byer og deres umiddelbare opland).

Med hele tre aviser på dørtrinnet hver morgen er der et par spørgsmål, der trænger sig på: Hvad vil disse aviser, hvad skal vi med disse aviser og hvordan vil de komme til at præge mediebilledet i Danmark?

Nu er det ikke sådan, at jeg har noget principielt imod annoncefinansierede husstandsomdelte aviser. De har eksisteret lige så længe jeg kan huske. Århus Onsdag, Ugeavisen Odense, Frederiksberg Bladet, Vanløse Posten, Søndagsavisen ja sågar Hasselager Posten og i de senere år har de større byer haft indtil flere såkaldte trafikaviser at vælge imellem. Med trafikaviserne som undtagelse har disse udgivelser haft et udpræget lokalt sigte, og da der er tale om ugeblade har de heller ikke haft dag til dag nyhedsformidling som deres område spidskompetence.

Hvad vil aviserne? Jo, de vil selvfølgelig først og fremmest forsøge at gøre en god forretning. Og det vil sige rage så stor en del af de tilgængelige annoncekroner til sig som muligt. Det er den eneste indtægtskilde de har. Dernæst vil de formidle nyhedsstof, livsstilsstof, sportsnyheder etc. For de to “danske” avisers vedkommende gælder, at de er blevet til som et modtræk til islændingenes udspil for ikke at miste for stor en del af det annoncemarked, som også er nødvendigt for de traditionelle betalingsaviser. Så der er bestemt ikke tale om ønskebørn for de to gamle bladhuse. Det er der derimod for Nyhedsavisen, der jo er “the new kid on the block”. Men fra at være klassens frække dreng, har chefredaktør David Trads haft meget travlt med at klage sig over, at de gamle mobber. Det har virket lidt ynkeligt og har i virkeligheden flyttet fokus fra det faktum, at Nyhedsavisen faktisk er den mest spændende af de nye aviser.

Og hvad skal vi så med disse aviser? Tjoh, det er vel de færreste, der faktisk læser alle tre, så vi kan jo pakke fisk ind i dem vi ikke læser. Og så gik de annonce penge op i røg. De gamle aviser har som mål ikke at støde læserne, så det er nok ikke fra den kant, at vi skal vente noget spændende. Og Nyhedsavisen er endnu så ny, at den stadig har til gode at vise, hvad den kan og vil.

Og hvad kan vi så vente os i det danske mediebillede? Alle, der ved noget om den slags har peget på, at der ikke er plads til tre annoncefinansierede gratisaviser i Danmark. Så først og fremmest kan man vel vente, at mindst en af aviserne går ind indenfor en overskuelig fremtid. Men der ud over kan jeg godt frygte, at den øgede konkurrence om annoncekronerne kommer til at afspejles den redaktionelle linje hos både betalings- og gratisaviser. Jeg kan godt forestille mig, at man på redationerne i højere grad må forsøge at tækkes annoncørerne, og det er i virkeligheden mit skrækscenarie nummer et. For så er det, at artiklerne blot bliver fyld mellem reklamerne, og man bøjer af når det bliver “farligt” for ikke at støde nogen. Lidt som jeg fornemmer, at TV2s linje er i dag; Man laver ganske vist afslørende dokumentarudsendelser, men i det øjeblik, det bliver for spændende stopper man op, og så sætter man lige båndet med “Vild med Dans” på. Og hvis det bliver linjen, hvem skal så afdække den næste “Brixtofte-skandale”?

Jeg håber de gamle betalingsaviser er i stand til at ride stormen af og stadig vil være vort demokratis vagthunde, for jeg tvivler på, at gratisaviserne er i stand til at løfte den opgave. Men vis mig gerne, at jeg tager fejl – meget gerne..

Man ved, at man lever i en fredelig verden, når den mest læste nyhed på Politikens website, er den triste historie om stjerneskruen som en uddøende race.

Jeg er glad for at leve i sådan en verden. En verden, hvor vi ikke er plaget af hverken forgiftede drikkevandsboringer, nordkoreanske atomprøvesprængninger, drab på regeringskritiske journalister og al den slags uvæsen.

Herfra skal skal lyde et dybtfølt tak til stjerneskruen for lang og tro tjeneste. Stjerneskruen er død! Torxskruen længe leve!

Hæ! På tipstjenestens website kan spille på, hvem der bliver stemt ud i aftenens afsnit af “Vild med Dans”. Favoritter til at ryge ud er med odds 1,91 til 1 Liv Corfixen og Mads Vad. Jeg ved ikke, hvem disse mennesker er, og jeg har ingen anelse om hvorfor de er favoritter til at ryge ud. Dog giver det stof til eftertanke, at tipstjenesten har valgt at man kan indgå dette væddemål under kategorien “Vinderen”. Jeg må altså konkludere, at det er alle de tilbageblivende par, der er taberne i hele denne affære.

Jeg har ikke fulgt med i “Vild med dans”. Jeg synes, der er noget helt grundlæggende forkert i at fylde den bedste sendetid med at vise mennesker gøre noget de ikke er gode til. At de er kendte (i et eller andet omfang – hvem fanden er Liv Corfixen?), gør ikke sagen meget bedre i mine øjne. Men var der før nogen tvivl om, hvorvidt jeg skulle bruge min fredag aften på dette program, så er al tvivl nu fejet af bordet. Hvem gider sidde og se på en samling tabere?

I weekenden kom det frem, at landets kulturminister, Brian Arthur Mikkelsen, var døden nær, da han tidligere på sommeren ringede til vagtlægen. Han blev rådet til at tage en kodimagnyl og henvende sig til egen læge dagen efter. Ministeren havde høj feber og ringede derfor til en privat vagtlægeordning, som tilså ham og indlagde ham. Det viste sig at ministeren havde betændelse i en hjerteklap.

Lige med et er det så blevet voldsomt populært på Christiansborg at mene et eller andet om vagtlægeordningen. Sundhedsordførere på stribe har været ude og forlange nærmere undersøgelser af ordningen. Hvad der længe har været almindeligt kendt i den del af befolkningen, der i nyere tid har haft brug for lægejælp uden for normal kontortid, er nu endelig nået til Christiansborg. Men der skulle altså en (næsten) død minister til før det gik op landets politikere, at der er noget galt. Det er i sandhed trist, at det står sådan til – samtidig er det selvfølgelig godt, at der kommer fokus på området.

Hele historien har sat nogle tanker i gang hos mig:

• Ministeren vidste at man kunne ringe til en privat vagtlægeordning. Det vidste jeg ikke. Jeg ville altså formodentlig være død, var jeg blevet ramt af den samme sygdom. Og jeg er nok ikke den eneste.
• Hos Copenhagendoctors.dk koster et besøg udenfor almindelig kontortid kr. 1600,-. Jeg ville nok godt kunne skrabe de penge sammen (hvis jeg altså havde vidst, at ordningen fandtes), men jeg kender flere, for hvem det ville vælte budgettet, og derfor ikke ville være et reélt alternativ.
• En vagtlæge tjener ca kr. 85,- på en telefonkonsultation, mens han/hun kun tjener kr. 37,- på at sende en læge på sygebesøg. Gæt selv om det er en smart ordning!

Er det virkelig der, vores velfærdssamfund er endt. Er det velfærd, at patienter skal kende til og ikke mindst have råd til alternativer til det offentlige sundhedssystem? Eller er det bare et eksempel på regeringenspartiernes parole “mere velfærd for pengene” i funktion? Hvis det er, har kulturministeren så i virkeligheden bare “tisset imod vindretningen”?

Jeg har været i Provinsen. Provinsen er sådan et dejligt nedladende udtryk om alt, hvad der ikke er Hovedstaden. Og for mange københavnere er Provinsen meget lang væk. Mentalt altså. For kører man ad Roskildevej starter Provinsen vel sådan set allerede i Rødovre. Altså blot en 15-minutters cykeltur fra Rådhuspladsen, hvis der er medvind. Det er der sjældent. Og det er måske derfor, at der er så langt til Provinsen for mange Københavnere. Nu skriver jeg med vilje “mange københavnere”, for det er naturligvis ikke alle, der har det sådan. Nogle københavnere kommer nemlig selv fra Provinsen. Nogle af dem taler oven i købet jydsk (og nej, de er ikke allesammen trafikpolitiske ordførere eller ansat ved politiet).

Jeg er selv sådan en københavner. 24 År i en lille forstad til Århus og siden 11 år i Odense har bragt mig til hovedstaden. Og nu har jeg altså været en tur down memory lane. Jeg startede med at besøge studiekammerater i Odense for dernæst at tage til Århus. Og til min egen store forundring må jeg indrømme, at det er rigtigt: Der er langt til Provinsen.

Her kunne jeg fristes til at skrive noget om rejsetider og sporarbejde hos DSB, men det er ikke mit ærinde i dag. I dag drejer det sig om den mentale forskel på København og Provinsen.

Mine observationer er som følger:

1. I Provinsen taler man pænt til hinanden. Jeg skulle med bussen i Odense, og som udenbys var jeg i tvivl om bustaksterne og jeg havde i øvrigt kun en 50-kronesseddel. Jeg var begyndt at tage den ydmyge og undskyldende mine på, da bussen kom, for jeg var sikker på, at jeg nu skulle have det sædvanlige møgfald af en bitter buschauffør. Men nej, jeg fik et venligt smil og en stor håndfuld vekselpenge. Ligeledes i en bus, men denne gang i Århus, hørte jeg en ung rod, med den mest imponerende hængerøv i bukserne, sige “god weekend” til chaufføren, da han forlod bussen (Ja, i Århus går stiger man af bussen i chaufførens ende af køretøjet), hvortil chaufføren venligt svarede “i lige måde”. Lidt senere på samme tur steg en ung pige, med lidt for sortfarvet hår og lidt for kraftig make up af bussen med et frejdigt “tak for turen”. Det oplever man ikke ofte i København og nærmeste omegn.

2. I Provinsen kører man ikke over for rødt. Utallige er de historier jeg har hør om jyder der kører for stærkt. Det er som oftest københavnere, der forarget har fortalt om disse vilde vestjydske billister, der ikke alene altid kører rundt med en trailer, men også kører alt for stærkt. Der er sikkert noget om disse historier, der går jo ikke røg af en brand og så videre. Men man glemmer at fortælle, at disse jydske fartbøller altså holder for rødt lys i modsætning til de københavnske billister, som muligvis ikke kører så hurtigt, men som til gengæld er stærkt farveblinde. Holde for rødt gør de i hvert fald kun nødigt.

Nu er det her jo kun et par eksempler, og inden nogen når at råbe “så skrid da til Jylland, bonderøv”, så vil jeg slutte og blot foreslå, at velfærdsreformen tilføjes den pasus, at alle, der bor i hovedstaden og har boet der i længere tid (mere end 6 måneder), på statens regning kan sendes på ferie i Provinsen mindst en gang hvert andet år. Jeg tror det kunne være med til at gøre afstanden mindre. Jeg ved i hvert fald at det er rart for mig en gagn i mellem at blive mindet om, at der altså er en anden måde at gøre det på.

De seneste tre dage har Franks Blog været utilgængelig, men nu er vi i luften igen. Hurra!

Jeg besluttede for noget tid siden, at Franks blog skulle flyttes til en ny og større server. Det burde i grunden ikke være nogen stor operation, men almidelig slendrian gjorde, at jeg ikke var specielt godt forberedt, da det blev skiftedag ðŸ™� Dumt Bøv!. Lægger man oveni, at den nye server står i et serverrum i det sydlige Californien, og at det unægtelig gjorde tingene lidt besværlige (når jeg var vågen var Californien gået i seng), så står vi trods alt tilbage med det faktum, at vi nu er i luften igen – på kraftigere og mere pålideligt isenkram.

Landets regering har fundet en veritabel guldgrube. Når man får et problem, der er stort nok, så sælger man det.

Politiken.dk kan i dag fortælle, at Trafikminister, Flemming Hansen, ønsker at sælge DSB. Det vil “sætte virksomheden op”, at der kommer nyt blod, mener ministeren. Onde tunger vil nok mene noget tilsvarende om den siddende regering, men lad nu det ligge. Ministerens forbillede for salget af DSB skulle angiveligt være salget af Post Danmark, som han udråber til en stor succes (salget, ikke Post Danmark). I følge Politiken udtaler ministeren: “Det er den virksomhed, som jeg gerne vil gøre DSB til”. Den lader vi lige stå et øjeblik…..

Ministeren vil altså lave DSB om til et postomdelings-foretagende ved at sætte selskabet til salg. Det er sand kreativitet. Det tror jeg faktisk ikke, der er andre, der har prøvet før. Ganske vist har DSB historisk set været en vigtig brik i forbindelse med transport af postsække fra landsdel til landsdel. Her på redaktionen bilder vi os dog ind, at det aldrig har været meningnen, at brev- og pakke-omdeling skulle være selskabets spidskompetence; Person- og godstransport lyder mere rigtig i vores øren.

Mon ikke trafikministeren i virkeligheden blot forsøger at skaffe sig af med et problembarn. Han har i gennem længere tid kæmpet sig igennem den ene søforklaring efter den anden i forlængelse af sommerens mange DSB-aflysninger, nedfaldne køreledninger, forsinkede togsæt med mere. Under dække af at være liberal (nu er han ganske vist konservativ, men pyt – det er en helt anden diskussion), har han nu set sit snit til at blive af med et problem; han sælger simpelt hen skidtet. Det giver jo også staten indtægter. Man kan ikke komme om ved, at der er muligheder i denne fremgangsmåde. Hvis det Kongelige Bibliotek giver for mange problemer, eller hvis pinlige sager om bogtyverier bliver ved at dukke op, og giver ministeren røde ører, så holder vi da bare udsalg: “Køb et Kongeligt Bibliotek og få Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek med gratis”. Og hvis Allis Helleland, inde på Statens Museum for Kunst ikke kan få ro om sin person, så kan regeringen da nok finde en Kapitalfond, der vil være interesseret i at lægge sin klamme hånd på den danske kunstskat. Det vil skæppe godt i statskassen, og den pågældende minister slipper af med et problem. På alle måder en fordelagtig aftale. Og hvem ved, måske kan man også sælge en Muhammedkrise.
Det er ikke mange dage siden, Pia Kjærsgaard ønskede at sælge Flemming Hansen (plus et par andre navngivne ministre). Tænk lige over det…

Den lille irriterende imam fra Jylland, Ahmed Akkari er vendt hjem til Danmark. Som nogle vil huske, blev han fornærmet tidligere i år, og han tog derfor til sit fødeland, Libanon, for at slå sig ned. Men da Israel begyndte at bombe Beirut, syntes han åbenbart, at der var helt OK i Danmark, trods profettegninger og andre fornærmelser. Så han lod sig evakuere ud af Libanon. Fra skibet, der sejlede ham i sikkerhed, kunne han på vanlig statsmandvis og med imponerende selvhøjtidelighed berette til en af nyhedsstationerne, at “alle blev behandlet godt”.

De gæve satirikere på listex.dk har skrevet en velkomstsang til Akkaris pris. Omkvædet lyder:

Nord, syd, øst og vest
Danmark var dog bedst,
og Akkari vendte hjem.
Så vær med som gæst
Danmark holder fest
Når Akkari vender hjem 

Der er i øvrigt mange gode sager at finde på deres website. Man kan blandt andet (gen)høre hyldestsangen til Tour de France, “Out of EPO”. Og så er der en forrygende politisk ukorrekt stribe om en ung Adolph Hitler. Kig forbi det er sjovt – og kun ganske lidt plat.

Pink Floyds første skabende kraft Syd Barret er død. Han blev kun 60 år. Ifølge bbc.co.uk døde han af komplikationer i forbindelse med sin type 2 diabetes.

Syd Barret var med til at danne Pink Floyd i 1965 og var i de første år den kreative drivkraft i bandet. I de første år turnerede Pink Floyd flittigt og havde i 1967 over 200 i både ind- og udland. Det hårde turnéliv, Syds hang til at eksperimentere med euforiserende stoffer og hans skrøbelige sind, tog så hårdt på ham at han ikke længere kunne fungere på scenen og heller ikke i bandet. På vej til et job i januar 1968, besluttede de andre medlemmer af bandet, at de ikke ville tage Syd med på jobbet. De ville i stedet prøve at beholde ham i bandet som sangskriver, men hans sygdom blev værre, og planen holdt ikke. Senere i 1968 blev det annonceret, at Syd havde forladt bandet.

Efterfølgende udgav han to plader i eget navn (“The Madcap Laughs” og “Barret”), med medvirken af flere af Pink Floyd medlemmerne, men hans psykiske sygdom gjorde ham mere og mere indadvendt og han trak sig totalt tilbage fra offentlighedens søgelys, og til sidst mistede også hans gamle venner fra Pink Floyd-årene kontakten med ham.

“He is not Syd anymore, He is Roger”

Og så er det i dag, at Pink Floyds koncertoptagelse “Pulse” helt tilbage fra 1994 (suk, som tiden går) bliver udgivet på DVD. Hvis man kun kan se én koncert, så skal det være denne her. Det er simpelt hen genialt godt – og så opfører de hele “Dark side of the moon” fra ende til anden. Jeg har ved en hver given lejlighed fremhævet netop “Dark side of the moon”, som verdens bedste plade (så sent som i forrige blog-post), og her får man den med en fantastisk lyd, og billedside. Det er i øvrigt den eneste filmoptagelse af det klassiske album, til trods for, at Pink Floyd turnerede flittigt med opførelsen tilbage i 70’erne.

Der er kun en ting at sige: Prøv den, prøv den! Jeg vil i hvert fald bestille mit eksemplar i dag.

Du kan købe DVD’en hos Amazon – Klik Her