von Schalburg kræver Ungdomshuset ryddet

January 15th, 2007

Jeg har tidligere her på siden muntret mig på Holger Sørensens bekostning, og nu har Holger været på krigsstien igen. Denne gang var målet ungdomshuset, som han forlangte ryddet.

Holger er Kredsformand for Det Konservative Folkeparti i Kongens Enghave Kreds. På den politiske skala er det vist ikke for meget at påstå, at han hører til blandt strammerne. Det vil derimod være for meget at påstå, at Holger hører til blandt de politiske sværvægtere i partiet, og han opnåede da også kun 204 stemmer ved seneste folketingsvalg (til sammenligning fik Per Stig Møller godt 6.500 i samme kreds). Men det holder ikke Holger tilbage, når Holger bliver vred.

For en god uges tid siden kunne Politiken berette, at han havde startet en underskriftsindsamling mod bevarelse af Ungdomshuset. Den slags gør man på nettet nu om dage, og en “underskrift” er et spørgmål om at indtaste navn, adresse og e-mailadresse i en webformular hos www.underskrift.dk. Det giver selvsagt mulighed for falske indtastninger, men Holger erklærer på forsiden af indsamlingen, at useriøse underskrifter vil blive fjernet.

Jeg har fulgt indsamlingen i gennem den seneste uges tid, og jeg kan konstatere, at Holger ikke finder blandt andet følgende underskrifter useriøse (der var mange flere af samme skuffe – dette er kun et meget lille uddrag):

  • Lonnie “Trax” Devantier (Melodi Gran Prix-sangerinde med sangen Hallo-Hallo)
  • Det samlede DAD, med Jesper Bintzer i spidsen (tilbage i starten af 80′erne spillede de flere jobs i netop Ungdomshuset)
  • OL-roerne Eskild Ebbesen og Arne Nilsson, og ikke mindst
  • Knud Børge Martinsen (nazist og kompagnichef i Frikorps Danmark – henrettet i 1949) og Christian Frederik von Schalburg (chef for selvsamme korps – død ved østfronten i 1942)

De er i hvert fald at finde mellem underskriverne endnu. Jeg kan ikke afvise, at Lonnie Devantier, DAD og Arne Nilsson har meldt sig blandt underskriverne – jeg tvivler dog på, at det faktisk er tilfældet. Men jeg tillader mig at være ret sikker på, at hverken K.B. Martinsen eller von Schalburg, egenhændigt har skrevet under.

Tilbage står så spørgsmålene: Hvad vil Holger bruge alle disse underskrifter til? Kan de overhovedet bruges til noget? Ville Holger have opnået samme antal underskrifter, hvis medierne ikke havde omtalt indsamlingen? Og sidst men ikke mindst, hvorfor omtalte politiken overhovedet indsamlingen, hvorfor??

Ziggy played guitar

January 8th, 2007

Ziggy Stardust, The thin white duke, David Robert Jones måske bedre kendt som David Bowie fylder 60 år i dag.

Bowie voksede op på Stansfield Road i Brixton. Han har fra tid til anden koketteret med, at han voksede op i et arbejderkvarter, men sandheden er nok snarere, at der i 1947 var tale om et kvarter for den lavere middelklasse. I hvert fald er husene på Stansfield Road af den typiske victorianske rækkehustype – smalle huse i tre etager med karnap i stueetagen. Med andre ord lige store nok til at være deciderede arbejderboliger.

Og hvor ved jeg så det fra? Jo, jeg har boet der. Jeg boede der i et lille års tid tilbage i 1986-87. I et lille bedsit (etværelses med et diminutivt køkken samt toilet og bad på gangen) i Stansfield Road nr. 11. Bowie boede i nr. 40, men hans forældre valgte at flytte til Bromley i 1953, så jeg så ikke så meget til ham :) Og det er så ikke helt rigtigt, for vi havde faktisk en Bowieplakat hængende på væggen.

Nuvel, tillykke til David Bowie, må han snart komme til landet igen. Jeg kunne godt tænke mig at se og høre ham jamme “good with Weird and Gilly and The Spiders From Mars”.

Er Kaj Holger nærig?

December 27th, 2006

Er jeg mon den eneste, der undrede sig over Kaj Holgers nærighed i juledags afsnit af “Krøniken”?

Nej vel!? Du lagde helt sikkert også mærke til, at den Mini Cooper, som Henrik fik af sin farfar i fødselsdagsgave, var en brugtvogn. Oven i købet mindst 6 år gammel. Chokerende!

Og hvormed begrunder jeg så min påstand? Jo – Henriks Cooper havde en nummerplade med kendingsbogstaverne “KB”. Altså en “københavnerplade” efter 1958-systemet – Et system, hvor man på baggrund af kendingsbogstaverne kunne placere bilerne geografisk – i hvert fald da de blev indregistreret. København havde, som nævnt, kendingsbogstaver, der begyndte med “K”, Århus var “XA” og “XB” (den første bil jeg kan huske mine forældre havde, var en Morris Minor “XB 33 077″) og “MA” var Odense. Systemet blev afløst i 1966 af et nyt centraliseret system, hvor man ikke længere tog udgangspunkt i geografi, men i nummerserier. I 1972 da Henrik fyldte 20, ville en nyindregistreret bil således have haft kendingsbogstaver startende med “C”.

Det vil altså være rimeligt at konkludere, at Kaj Holger er en nærig rad, der forærede sit barnebarn en brugt bil, indregistreret i 1966 eller tidligere. Tsk, tsk!

Læs mere om danske nummerplader på NRPL.DK . Det er fantastisk, at der findes folk, der laver den slags websites. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker internettet!!

Glædelig Jul

December 24th, 2006

Her oven på alt for meget mad (blandt andet en kalkun på 10 kg! – Det er eddermame et vildt dyr), er der ikke rigtig energi til andet og mere end at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

De forspildte muligheders dag

December 13th, 2006

Jeg var inde på Christiansborg i går. Min kæreste og jeg var på besøg hos – lad os kalde ham fætter – som har fået job i et partisekretariat. Vi havde aftalt, at indtage vores frokost i Snapstinget. Vi skulle vel kun være på borgen i ca. en time. Det skulle vise sig at blive en time i fjendeland.

Nu kan det godt være, at jeg havde de negative briller på – det er sket før. Men påfaldende var det, at næsten alle de politikere vi stødte på var, hvad jeg normalt vil betragte som af mindre stueren observans. Mens vi gik fra fætters kontor med retning mod frokosten i Snapstinget, stødte vi således på blandt andre Thor Pedersen, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Peter Skaarup, Rikke Hvilshøj og et par andre af deres sammensvorne fra den yderste højrefløj (jeg giver ikke en hujende hat for Pia Kjærsgaards forsøg på at rykke ind på midten af dansk politik – hun er og bliver placeret blot en lille anelse til venstre for Jonni Hansen og venner).

Ret skal være ret. Der var også et par “venner” i blandt. Lotte Bundsgaard gik og så tænksom ud på trappen fra vandrehallen på første sal til stueetagen, og der var da også et par frie radikaler på borgen den dag, men de var i uhyggeligt mindretal.

Nu kan man vel næppe forvente at trisse rundt på Christansborg ret længe uden at støde på en enkelt eller to politiske modstandere. Det var vel som forventet. Hvad der ikke var helt som forventet, var min reaktion. På en eller anden måde lykkedes det disse frø af ugræs at skjule deres sande personligheder – som de gik rundt der på gange og i haller, så de s’gu næsten helt menneskelige ud. Det rystede mig en smule, og da vi på vej tilbage fra frokosten blev overhalet af Kristian Thulesen Dahl, blev jeg nødt til at banke mit hoved hård mod en synlig bjælke i Proviantgaardens trækonstruktion (jeg tror ikke, at der var nogle, der så det) for at bringe mig selv tilbage på sporet igen. Det hjalp – mit univers er på plads igen. Pia Kjærsgaard og konsorter er igen i ledtog med djævelen selv – og det, der er værre.

Frank vs. Gratisavis: 12-2

November 11th, 2006

For noget tid siden bekymrede jeg mig på disse sider om forskellige aspekter omkring de (mindst) tre nye gratisaviser. Det viste sig, at være spild af kræfter. Der er ikke noget at bekymre sig om – ikke på Egholmvej i Vanløse i hvert fald.

I en uge hvor underboen var taget i sommerhus og derfor ikke kunne snuppe avisen for næsen af mig, besluttede jeg at lave lidt statistik. På ugens 5 hverdag bør vores husstand modtage 14 gratisaviser; Vi abonnerer på politikken fredag til søndag, og vi får således ikke 24-timer om fredagen – derfor kun 14 aviser om ugen. Dette skulle så vise sig kun at være teori.

Mandag morgen kom der ingen aviser overhovedet. Tirsdag fik vi et eksemplar af Nyhedsavisen. Onsdag dumpede Nyhedsavisen igen ind ad brevsprækken. Tre dage inde i ugen og jeg havde endnu til gode at læse et eksemplar af “Dato” og “24-timer”. Men nej, tordag var vi igen uden aviser overhovedet og fredag var den eneste avis, der dukkede op såmænd “Politikken”, som vi så også betaler for, så den havde bare at dukke op!

I løbet af en uge fik vi altså 2 ud af 14 mulige gratisaviser. Man kan vel med andre ord sige, at jeg vandt 12-2.

Sindssyge stodder

November 9th, 2006

Der er ikke noget nyt i, at tonen på Københavns rådhus fra tid til anden er lidt hård. Under tiden er det endda kommet til håndgemæng de folkevalgte imellem. Dog er det ikke ret tit, at et medlem af Borgerrepræsentationen utilsløret sviner en gruppe borgere til. Det skete i sidste uge!

En gruppe borgere, der støtter Ungdomshuset på Jagtvej i København, henvendte sig til borgerrepræsentationen i et åbent brev, hvor de intrængende opfordrede de ansvarlige politikere til at finde en løsning, så de unge kan blive i huset på Jagtvej 69.
Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget i København, Jesper Schou Hansen, svarede i én linje: “I må sgu da være rablende sindssyge”.

Nu er det jo muligt, at samtlige medlemmer af denne gruppe borgere faktisk er syge, men det er dog mere sandsynligt, at Jesper Schou Hansen er uopdragen og uforskammet.

Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne Jesper er, og jeg Googlede ham derfor. Et af de websites jeg blev ledt ind på, var partiet Venstres. Her har Jesper et subdomæne, hvor han kan få lov at præsentere sig selv og sin politik. Et par detaljer sprang umiddelbart i øjnene. Mængden af sproglige fejl (både “almindelige” stavefejl og deciderede sproglige misforståelser) er beskæmmende. Og inden du nu begynder at råbe op og påpege de mange fejl, der helt sikkert kan findes på Franks Blog, så må jeg understrege, at jeg er ikke journalistuddannet, og jeg arbejder heller ikke som journalist. Jesper påstår, at han gør begge dele. Desuden var det pudsigt at se, at der var gabende tomt under menupunktet “Politiske mærkesager”.

Google fandt også frem til Københavns Kommunes hjemmeside. Her kan man blandt andet finde spørsmål fra bogerrepræsentationens medlemmer til udvalg og forvaltning. Det fremgår, at Jesper med sin spørgelyst er god til at holde folkestyret beskæftiget. Således har han i 2006 indtil dato stillet 15 spørgsmål til Teknik- og Miljøudvalget – en del af disse handler om parkering. Til sammenligning har Søren Pind kun stillet ét spørgmål – det handlede sjovt nok også om parkering… Det er nok sådan noget de har kørende i Venstre.

Lad mig slutte af med et råd til Teknik- og Miljøborgmester, Klaus Bondam. Næste gang Jesper stiller et ligegyldigt spørgsmål eller fremsætter ønske om at få ændret reglerne for parkering et eller andet sted i byen, så er svaret meget enkelt:

“Luk ædespalten, sindssyge stodder”!

Det ville være et svar lige efter Jespers bog.

Så kan der nok blive råd

October 24th, 2006

gucciya107512.jpgTDC’s afgående direktør Henning Dyremose gjorde i forgangne uge et stort nummer ud af, at han altså ikke fik så stort et gyldent håndtryk, som nogle medier havde forsøgt at formidle. Efter hans eget udsagn vil han kun få 29 millioner og ikke det trecifrede millionbeløb, som er blevet nævnt forskellige steder.

Hvad han ikke gjorde så stort et nummer ud af, var at fortælle at det altså var 29 millioner EFTER skat. Et forsigtigt skøn vil være, at han altså brutto får ca 80 millioner. Det vil tage en gymnasielærer ca. 240 år (!!!) at tjene et tilsvarende beløb.

En oplagt konklusionen kunne være, at hvis man får 240 årslønninger for at holde op med at være direktør i et firma, så må man godt nok have været en dårlig direktør. Men måske kan der nu blive råd til et ægte Gucci-ur til datteren Charlotte, de konservatives folketingsmedlem fra Hellerupkredsen, der for nylig købte et billigt kopi-ur på en udvalgstur til Kina. For det vidste hun sørme ikke, at man ikke måtte, forklarede hun en journalist på tv. Jo, Charlotte det vidste du godt, ellers er du simpelt hen for ubegavet til at bestride dit job. Men nu kan du nok få et nyt ur af farmand.

Gratisaviser som demokratiets vogtere?

October 12th, 2006

logo24.gifSiden det islandske medieselskab Dagsbrún annoncerede Nyhedsavisens komme, er der dukket i hvert fald to andre gratisaviser op i det danske mediebillede, Dato (Det Berlignske Officin) og 24Timer (Politiken og Jyllandsposten). De to “danske” aviser blev lanceret i al hast og slog dermed Nyhedsavisen med flere længder. Nu er Nyhedsavisen imidlertid dukket op, og så er der altså tre hustandsomdelte gratisaviser at vælge imellem. Nu er det jo i virkeligheden så som så med hustandsomdelingen; Alle har svære problemer med distributionen, og det er da heller ikke alle hustande, der kan forvente at få omdelt de nævnte aviser. Man skal helst bo i et område, der er interessant for annoncørerne (læs: de største byer og deres umiddelbare opland).

Med hele tre aviser på dørtrinnet hver morgen er der et par spørgsmål, der trænger sig på: Hvad vil disse aviser, hvad skal vi med disse aviser og hvordan vil de komme til at præge mediebilledet i Danmark?

Nu er det ikke sådan, at jeg har noget principielt imod annoncefinansierede husstandsomdelte aviser. De har eksisteret lige så længe jeg kan huske. Århus Onsdag, Ugeavisen Odense, Frederiksberg Bladet, Vanløse Posten, Søndagsavisen ja sågar Hasselager Posten og i de senere år har de større byer haft indtil flere såkaldte trafikaviser at vælge imellem. Med trafikaviserne som undtagelse har disse udgivelser haft et udpræget lokalt sigte, og da der er tale om ugeblade har de heller ikke haft dag til dag nyhedsformidling som deres område spidskompetence.

Hvad vil aviserne? Jo, de vil selvfølgelig først og fremmest forsøge at gøre en god forretning. Og det vil sige rage så stor en del af de tilgængelige annoncekroner til sig som muligt. Det er den eneste indtægtskilde de har. Dernæst vil de formidle nyhedsstof, livsstilsstof, sportsnyheder etc. For de to “danske” avisers vedkommende gælder, at de er blevet til som et modtræk til islændingenes udspil for ikke at miste for stor en del af det annoncemarked, som også er nødvendigt for de traditionelle betalingsaviser. Så der er bestemt ikke tale om ønskebørn for de to gamle bladhuse. Det er der derimod for Nyhedsavisen, der jo er “the new kid on the block”. Men fra at være klassens frække dreng, har chefredaktør David Trads haft meget travlt med at klage sig over, at de gamle mobber. Det har virket lidt ynkeligt og har i virkeligheden flyttet fokus fra det faktum, at Nyhedsavisen faktisk er den mest spændende af de nye aviser.

Og hvad skal vi så med disse aviser? Tjoh, det er vel de færreste, der faktisk læser alle tre, så vi kan jo pakke fisk ind i dem vi ikke læser. Og så gik de annonce penge op i røg. De gamle aviser har som mål ikke at støde læserne, så det er nok ikke fra den kant, at vi skal vente noget spændende. Og Nyhedsavisen er endnu så ny, at den stadig har til gode at vise, hvad den kan og vil.

Og hvad kan vi så vente os i det danske mediebillede? Alle, der ved noget om den slags har peget på, at der ikke er plads til tre annoncefinansierede gratisaviser i Danmark. Så først og fremmest kan man vel vente, at mindst en af aviserne går ind indenfor en overskuelig fremtid. Men der ud over kan jeg godt frygte, at den øgede konkurrence om annoncekronerne kommer til at afspejles den redaktionelle linje hos både betalings- og gratisaviser. Jeg kan godt forestille mig, at man på redationerne i højere grad må forsøge at tækkes annoncørerne, og det er i virkeligheden mit skrækscenarie nummer et. For så er det, at artiklerne blot bliver fyld mellem reklamerne, og man bøjer af når det bliver “farligt” for ikke at støde nogen. Lidt som jeg fornemmer, at TV2s linje er i dag; Man laver ganske vist afslørende dokumentarudsendelser, men i det øjeblik, det bliver for spændende stopper man op, og så sætter man lige båndet med “Vild med Dans” på. Og hvis det bliver linjen, hvem skal så afdække den næste “Brixtofte-skandale”?

Jeg håber de gamle betalingsaviser er i stand til at ride stormen af og stadig vil være vort demokratis vagthunde, for jeg tvivler på, at gratisaviserne er i stand til at løfte den opgave. Men vis mig gerne, at jeg tager fejl – meget gerne..

R.I.P Krydskærv

October 9th, 2006

Man ved, at man lever i en fredelig verden, når den mest læste nyhed på Politikens website, er den triste historie om stjerneskruen som en uddøende race.

Jeg er glad for at leve i sådan en verden. En verden, hvor vi ikke er plaget af hverken forgiftede drikkevandsboringer, nordkoreanske atomprøvesprængninger, drab på regeringskritiske journalister og al den slags uvæsen.

Herfra skal skal lyde et dybtfølt tak til stjerneskruen for lang og tro tjeneste. Stjerneskruen er død! Torxskruen længe leve!


Franks Blog is Digg proof thanks to caching by WP Super Cache!