Franks Blog

Politiken kunne i dag meddele, at placeringen af Hitlers bunker i Berlin er blevet markeret med en informationstavle. Det er foreningnen “Berliner Unterwelten”, der står bag tavlen.

Siden afslutningen på 2. verdenskrig har det ikke været tilladt at markere placeringen, da man var bange for at det skulle blive et “mekka” for nynazister. Men nu har man altså ændret mening.

På baggrund af billederne i Politiken og beskrivelser på http://www.berliner-unterwelten.de har jeg forsøgt at placere tavlen på et google map. Her kan du også se, hvor tæt det store Holocoust-mindesmærke ligger på førerbunkeren. Så deeet…

Klik her for at se hvor tavlen står (præcis i kortets centrum), og altså dermed, hvor førerbunkeren lå.

Det er ikke nogen hemmelighed at Venstres Jens Rohde kan lide at se sig selv i medierne. På det seneste har han blandt andet optrådt som tæerkrummende dårlig sanger i et fredagsundeholdningsprogram på en af de landsdækkende kanaler. Jeg må skynde mig at sige, at jeg ikke har set nogle af disse programmer, men det skal nu ikke afholde mig fra at have en mening om dem alligevel. Derfor ved jeg i virkeligheden heller ikke om Jens Rohde er en dårlig sanger; Jeg går ud fra, det forholder sig sådan – ellers var han vel ikke inviteret med i programmet.

En anden pinlig episode løb over skærmen i forrige uge, da han som svar på Helle Thorning-Schmidts – i øvrigt meget præcise – karakteristik af ham som et “løstgående missil”, svarede at han da med et glimt i øjet kunne forsikre at Helle Thorning-Schmidt havde til gode, at se hans missil. Socialdemokraternes politiske ordfører gik omgående i pressen og undrede sig over at Venstre lader sig tegne af en sjofel gadedreng. Og det er egentlig først her historien kører af sporet, for det er her Jens Rohde går på tv og forsøger at latterliggøre folk, der tolkede hans kommentar som sjofel. Det måtte være deres tankegang der var sjofel, for han havde beskemt ikke lagt noget i det. Helt ærlig, Jens Rohde, er det den respekt du viser landets befolkning. Hvis det ikke var en sjofel bemærkning, hvorfor skulle den så serveres med ”et glimt i øjet”. Nej, Jens, du får aldrig min stemme, end ikke hvis du en dag skulle gå hen og blive et anstændigt menneske. Og hvis du vil fornærme min intelligens, så hav dog mod og mandshjerte nok til at gøre det ansigt til ansigt.

Seneste tåkrummer fra venstres sjofle gadedreng, var hans løgnehistorier om en datter til en af Jyllandspostens “muhammed-tegnerne”, der angiveligt var blevet opsøgt i skoletiden af 12 granvoksne muslimske mænd, der ville have fat i hende. I løbet af få dage var de tolv mænd blevet til nogle jævnaldrerne skolepiger, og episoden havde i øvrigt ingen relation til “muhammed-tegningerne”. Og Rohde måtte da også stå frem og undskylde, at han ikke var i stand til at forstå og gengive simple sætninger. Flot!

Siden Anders Rasmussen dannede regering i 2001 har jeg set Jens Rohde som Statsministerens “Nyttige Idiot”; Ham der kunne sendes ud på de “politiske selvmordsaktioner”, som Statsministeren ikke selv turde tage på. Men nu må det altså også snart stå lysende klart, selv for Statsministeren, at Jens Rohde ikke længere er nyttig. Og “Nyttig Idiot” minus “Nyttig” er lig med….. Well, you do the math!

Ved kommunalvalget i november sidste år blev Charlotte Sachs Bostrup valgt ind i Gentofte Byråd for det Radikale Venstre. Hun fik 265 personlige stemmer og dermed næstflest på den radikale liste. Valgresultatet kom som et chock for Charlotte; Hun havde under valgkampen gjort opmærksom på, at hun ikke ønskede valg, da hun ikke havde tid til byrådsarbejde.

Nu kunne man så spørge, hvorfor hun i det hele taget valgte at stille op. Og det kunne man så få hendes egen forklaring på i Go’morgen Danmark på TV2 her til morgen.

Hun havde kun valgt at stille op fordi det Radikale Venstre havde henvendt sig, og åh så gerne ville have 21 kandidater på stemmesedlen. Hun skulle stå nederst, og hun havde da regnet med, at der var tale om opstilling efter partiliste-reglerne. Hun regnede dermed kun med at blive valgt, hvis det Radikale Venstre fik 21 mandater i Gentofte byråd, hvilket ikke var videre sandsynligt (der er kun 17 pladser). Hun havde med andre ord bare gjort partiet en tjeneste, og det kunne der jo ikke ske noget ved, da hun ikke kunne blive valgt. Og ja, indrømmede hun, det var da også dumt ikke at kende reglerne.

Ja, Charlotte, det var dumt. Og ved du hvad, jeg tror ikke på dig! Så dum er du ikke, og den der “Jeg-er-jo-blot-en-ubegavet-blondine”-rutine, du forsøgte på TV, var så åbentlys påtaget, at der i bedste fald bare var tale om rigtigt dårligt skuespil. Nej, mon ikke du blev overrasket over, at der var meget arbejde og meget få penge i byrådsarbejdet – og derfor fortrød. Det tror jeg mere på.

Nu er det sådan, at bordet fanger. Hvis man bliver valgt, har man død og pine at gøre en indsats. Det vil Charlotte Sachs Bostrup ikke, så hun vælger nu, i følge eget udsagn på TV,  at lave en proforma-flytning fra Gentofte. Det er flot Charlotte, rigtig flot!

Så er klokken blevet lidt over 20.00 tirsdag den 15. november 2005. Med andre ord: Kommunalvalget og valget til de nye regioner er forbi.

Fra flere sider er det blevet hævdet, at det har været en lidt trist og anonym valgkamp uden de store underholdningsmomenter. Sådan helt generelt er det vel også ret tæt på sandheden, men der har nu været lyspunkter ind imellem. Mere om dem senere.

Først må jeg med beklagelse give kritikerne ret. I hovedtræk har den været en trist affære, denne valgkamp. Selv for de mere opfindsomme af kandidaterne har det været mere end almindeligt svært at tilføre kampagnen bare et svagt skær af sexappeal. Selv vores gode ven Holger Sørensen (Konservative), der til folketingsvalget tidligere i år brillerede ved at optræde på sine valgplakater med tændt cigaret og kontroversielle holdninger (vel i grunden bare konservative holdninger, men i dagens politiske miljø, hvor alle vil gøre krav på midten – må den slags betragtes som kontroversielt) – ja, selv Holgers valgkamp var uden samme glød, som vi tidligere har været vidner til. Han kunne kun drive den til at forlange narkotikaen ud af København. Nu er der næppe nogen af de opstillede kandidater, der vil forlange narkoen ind i København, så særligt kontroversielt var det ikke.

Jeg havde ellers ventet mig meget fra Holger, men ak nej.

Nå, men lyspunkter var der. I København var der ingen slinger i valsen for Ritt. Hun kom, hun så og hun tværede Søren Pind og konsorter ud og reducerede i processen partiet Venstre til naturlig størrelse (exit poll siger omkring 17%). Og det var faktisk i øjeblikke svært underholdende at stå på sidelinjen og se Søren, Klaus og Louise/Miss Lulu spille sig selv mere og mere offside, mens Ritt bare kunne trille bolden i mål til sidst. Klaus kunne ikke rigtigt bestemme sig for at melde ud, hvad han i grunde ville – jo, han ville gøre København til en “lækker by”, og det er vel sådan set i orden, jeg vil gerne bo i en lækker by, men særlig visionært er det altså ikke. Søren Pind må have været en tur i USA for nylig. Han kastede i hvert fald om sig med gode amerikanske mærkesager så som “three strikes out”, hvilket mig bekendt går ud, at hvis den baseball spiller, hvis tur det er til at slå, ikke rammer bolden i tre på hinanden følgende af dommeren godkendte forsøg, så ryger spilleren på bænken – samme princip ville Pind overføre til Københavnske kriminelle (hvis mest dem med anden etnisk baggrund end dansk) – jeg gider helt ærlig ikke forklare hvordan, det må du selv regne ud. Nu har baseball aldrig været en stor idrætsgren i Danmark, så forslaget trængte ikke helt igennem. Pind ville yderligere gøre livet besværligt for de københavnske kriminelle. Ved at indsætte ekstra 500 betjente, som han, hvis han blev valgt, ville skaffe byen, skulle det gøres mere sikkert at færdes på gade og stræder (spørgsmål: hvornår blev det mon en kommunal opgave at ansætte politibetjente?). Nå ja, og hele Louise Frevert/Miss Lulu-affæren vil jeg lade ligge, der er ting, som jeg ikke vil røre – end ikke med en meget lang ildtang – dette er bestemt en af dem.

Så der var bestemt lyspunkter. Helt op til øjeblikket før jeg satte mit kryds, var der underholdning. Da jeg stod i boksen med alenlang stemmeseddel og valgblyant i hånd, faldt mit øje på liste G “Mobilmast”. Måske var jeg overtræt, eller måske var det en naturlig reaktion, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine. Det har jeg aldrig før gjort i en stemmeboks. Havde jeg nu være bosat i Midtjylland, ville jeg i stedet kunne fnise over “Byrodet” eller “Lykkelisten”, hvorimod resten af regionerne var ret forudsigelige.

Men nu er det hele overstået. Stemmerne tælles og plakaterne tages ned (spørgsmål: har valgplakater nogensinde flyttet så meget som bare en eneste stemme?). Så er det tilbage til den triste hverdag for lokalpolitikerne.

Jeg tog på udflugt til den liberale mønsterkommune, Farum i søndags. Anledningen var en fodboldkamp, som vi ikke skal komme nærmere ind på her (AGF tabte). Og så alligevel. Jeg bliver nødt til at nævne at sæderne på Farum Park, eller Estadio Peter Brixtofte, som det hedder i folkemunde, er polstrede – i hvert fald på hovedtribunen. Og ved hvert sæde er der en kopholder, der er dimensioneret så den lige netop passer til en flaske rødvin. Jeg vil tro den er modelleret efter en flaske Chateau Petrus.

Som en ekstra bonus ved denne udflugt kunne jeg så ved selvsyn inspicere dette lille stykke Danmark, som – i hvert fald for en stund – var verdensberømt mønsterkommune. Og Farum tog sig faktisk glimrende ud denne solbeskinnede forårsdag, hvor gyvel og syren blomstrede og duftede om kap. Jeg mødte ikke en eneste rødvinsstiv borgmester, og folk smilte venligt når man mødte dem på gaden. Lidt skuffende var det naturligvis, at gaderne ikke flød af rødvin og PBX-laks med chilipasta, men sådan en smuk søndag kan mindre gøre det.

Ved billetlugen, som i parentes bemærket ligger lige ved siden af den navnkundige “Restarant Sepp” forsøgte jeg forsøgsvis, at få den venlige dame til at konvertere billetten til 15 dagsarrangementer, men hun bed sjovt nok ikke på.

Men alt dette er bare udenomssnak for at lede frem til det væsentlige.

Det har længe været en politisk varm kartoffel at fremskaffe en kommune, der frivilligt ville lægges sammen med den dybt forgældede Farum kommune. Alle omkringliggende kommuner har betakket sig og gjort korsets tegn ved enhver snak om kommunesammenlægning. Sorteper havnede så ved Værløse, som blev pålagt en sammelægning med Farum. Det brød de sig ikke meget om på de kanter, og det er vel i grunden forståeligt. Men nu har landets storrygende sundheds- og indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen lagt en plan. For at gøre Farum spiselig har han tilbudt den nye konstruktion, Furesø kommune, en pose penge (750 millioner) og en nedlagt flyvestation (værdi: lidt usikkert, men pænt mange millioner). Og så ville Værløse pludselig godt være med. Det er altså smart lavet af Lars Løkke. På den måde får han reddet Farum ud af den Peter Brixtofte-skabte suppedas, som blev skabt mens Lars Løkke selv, som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, var tilsynsmyndighed for netop Farum kommune. Og så for for hr. og fru Danmark skatteindbetalinger. Det er altså smart.

Frank ønsker Farum og Værløse tillykke…

Sidste torsdag afgjorde fogedretten i Rødovre at Flüggers reklamekampagne, hvoraf det fremgår at træværket “altså siger Flügger”, ligger for tæt op ad Dyrups reklamekampagne, hvoraf det fremgår at træværket “siger Gori”.

Det har fogedretten jo nok i grunden ret i, og mon ikke det også var meningen med Flüggers kampagne?

Hvorom alting er, så har du altså brug for professionel hjælp, hvis dit træværk taler til dig. Og det er ikke nødvendigvis en maler, du skal søge hjælp hos!

Tilbage i år 2000 var dokumentarfilm-instruktør mm., Michael Moore, manden bag, at et større antal potteplanter af arten “Ficus Benjamin” (på dansk, Stuebirk) stillede op som kandidater ved valget til den amerikanske kongres. Jeg husker episoden, som blev vist i tv-programmet “The Awfull Truth”, som meget underholdende.

Men nu må Michael Moore se sig overgået; Som så ofte før overhaler virkeligheden fantasien. I Præsident Bush’s hjemstat, Texas, ligger en lille enklave i Houston-området kaldet “Hedwig Village”. I Hedwig Village føres der i øjeblikket en intens valgkamp i forbindelse med valget af borgmester for den næste valgperiode. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt ved og ingen af de to opstillede kandidater er fra planteriget. Til gengæld er den ene kandidat død! Borgmester Dee Srinivasan døde af en hjertesygdom den 22. april, og reglerne i Texas tillader ikke at fjerne hende fra stemmesedlerne. Det kunne kun lade sig gøre hvis kandidaten frivillgt havde trukket sit kandidatur i slutningen af marts måned, hvor borgmesteren stadig var i live.

Den afdøde borgmester Srinivasans eneste modkandidat, Sue Speck, er i øvrigt tidligere borgmester i Hedwig Village og tabte sidste valg til netop Dee Srinivasan. Man kan vel sige, at Sue Speck står over for den afgørende test. Hvis hun ikke kan slå Srinivasan ved dette valg, bør hun nok overveje sin fremtidige karriere i politik.

Valghandlingen begynder i dag, men der forventes ikke et resultat før tidligt i næste uge. Jeg vender tilbage med resultatet senere.

Jeg er ikke helt sikker på om det er politisk korrekt at grine af sådan en historie – men grotesk er den i hvert fald, og det er svært – forbandet svært – at lade være.

Update: Houston Chronicle har netop offentliggjort et uofficielt resultat af lørdagens borgmestervalg i Hedwig Village. Den nyligt afdøde borgmester Srinivasan fik ikke mindre end 36 procent af de afgivne stemmer – og det helt uden at føre valgkamp. Sue Speck fik dog 64 procent af stemmerne og kan nu kalde sig borgmester de næste to år. Der kan hun så sidde og tænke over, hvorfor 36 procent af byens befolkning foretrak en død borgmester frem for en levende……

Endnu et år er gået, og det er traditionelt tiden, hvor man læner sig tilbage i sin bedste stol, tænder en stor cigar, skænker en god cognac og reflekterer over året der gik. Var 2003 en god årgang, eller var det en skidt?

Lad os se lidt på, hvordan året så ud fra “Franks blog”’s ende af verden.Tillad os dog indledningsvis slå fast, at selvom “Franks blog” er et medium, som sætter en ære i grundighed, så har vi utvivlsomt sprunget enkelte store begivenheder over, som nogle blandt læserne vil savne. Sådan er det, love it or leave it!

Året startede ikke godt for de af danskerne, der tror på at aluminium kan brænde. Direktøren for “Institut for miljøvurdering”, smagsdommer Bjørn Lomborgs bog, som få har læst og færre kan huske hvad hedder – det var vist noget med “Verden ifølge Lomborg” – blev kendt videnskabeligt uredelig af et udvalget, som – om muligt – færre kan huske, hvad hedder, men som tager sig af den slags. Her på redaktionen har vi hørt rygter om, at Lomborgs modstandere umiddelbart efter dommen samledes til bogafbrænding, mens tilhængerne samledes til affaldsafbrænding (fortrinsvis øldåser), men vi understreger, at vi hverken fik rygterne be- eller afkræftet. Med til historien hører, at Lomborg i årets sidste timer blev frikendt af Ministeriet for videnskab, der dømte udvalgets (nævnt ovenfor) dom uredelig. Nu er det jo så Helge Sander, der er i spidsen for det foretagende (ministeriet, forstås – jaah, indrøm blot, det vidste du ikke), og som folk der er klogere end redaktionen har udtalt, så gør han jo yderligere politisk satire overflødig.

Senere på året fik vi endelig syn for sagn. Landets statsminister er i virkelighden rød. Nu kom åbenbaringen ganske vist via en pose rød maling, der efter at have svævet gennem rummet og beskrevet en smuk bue sprængtes mod ministerens jakke – lidt af farven ramte vist også udenrigsministeren, men han er ikke vigtig – spørg bare statsministeren. At Statsministeren er uopdragen, havde vi godt på fornemmelsen, men vi troede ikke vores egne øjne, da vi så, at han bare gik videre. Der skal nok være dem, der syntes at det var en flot handling, der viser en stolt og handlekraftig leder – her på redaktionen var vi dog lamslåede over opvisningen i letsindig omgang med danskernes skattekroner. Uden tanke for den skatteplagede danskeres følelser fortsatte han, dryppende rød maling ud over gulvtæppet hvor han kom frem. Kære statsminister, med henvisning til lov om offentlighed i forvaltningen ønsker vi i redaktionen på “Frank blog”, at vide, hvor meget det kostede at rense/udskifte det malingplettede gulvtæppe, og hvad ville det have kostet, hvis du havde udvist snarrådighed fremfor stædighed og i stedet havde lagt jakken og taget skoene af, før du gik videre.

Nu vi er ved statsministeren, så kom vi jo om bag facaden i DR-dokumentaren “Fogh bag facaden”. Ingen her på redaktionen har set udsendelsen, men det skal ikke forhindre os i at have en mening om den. I udsendelsen (de klip vi har set) kunne man se Statsministeren udstille alle inden for rækkevidde som en flok lallende dilettanter. På den måde er det selvfølgelig også lettere at fremstille sig selv i den handlekraftige leders rolle.

Nå ja, og så er der jo Brian Arthur Mikkelsen, manden de kaldte kulturminister. Der er ikke tal på, hvor mange gange han har markeret sig i løbet af året. Og vi kan ikke huske, at han har markeret sig for noget godt. Det må efterhånden være bevist ved simpel empiri, at “ministeren” ikke har det godt med sandheden. Vi har selv her på blog’en afsløret “ministeren” i en løgn, og vi er ikke de eneste. Men ser man bort fra den lille defekt, som vel næppe er en ulempe, hvis man er politiker, så har manden også udvist eksempler på endog særdeles selektiv hørelse. Da Sky-radio skulle gå i luften med en ny landsdækkende reklamefinansieret radiokanal, blev der advaret fra alle sider. “Sky-radio ville ikke kunne opfylde sine public service-forpligtelser” hed det. Men ministeren hørte ingenting. Knapt en måned var gået før Sky-radio måtte stå skoleret og ministeren udtalte “Jeg er skuffet, Sky-radio lever ikke op til sine public service-forpligtelser” (eller sådan cirka). Flot Brian!

2003 blev også året, hvor der blev skabt en ny trend i partiet venstre. Når man bliver taget med fingrene i kagekassen, så må man lægge sig syg i tre måneder bagefter. Først så vi det i Farum – og senest i Greve, hvor borgmester René Milo ikke rigtigt kunne finde ud af at skille kommunens økonomi fra sin egen. De fleste almindelige mennesker ville med stor sikkerhed blive fyret på gråt papir, hvis de lagde sig syge uden at være det, men ikke venstreborgmestre – næh nej. Måske er medlemskab af partiet venstre og umådelig grådighed (det ene betinger vist nok ikke det andet) en sygdom på linje med dårlig ryg?

Og så blev 2003 året, hvor Danmark blev en krigsførende nation. Det var nu også længe siden vi sidst har haft mulighed for at tæve nogen. Tidligere gik det jo jævnligt ud over svenskerne, men de har egen fly- og våbenindustri – og så er de flere end os, så dem har vi klogeligt holdt os fra. I stedet fik vi på snedig vis listet USA og England til at indgå i vores alliance, og så var det på tide at tage masseødelæggelsesvåbnene fra Saddam. Med vanlig snilde sendte vi en ubåd og en korvette til ørkenkrigen. Forventningen var vel at irakkerne ville vente et angreb på land, men der var danskerne dem for smarte. Ubåden gik ganske vist i stykker omgående den nåede frem, men det ændrede ikke ved det faktum, at krigen blev vundet næsten uden danske tab. Og ubåden kunne senere sejles hjem til heltemodtagelse på dækket af en transportskib. Endnu en stor sejr for det danske forsvar(?).

Der var også krig på kniven i den hjemlige andedam. Der blev blæst til kulturkamp. Nu skulle alle de røde svin fra 68 ned med nakken. Brian Mikkelsen fortalte alle der gad høre på ham, om den massive venstreorienterede propaganda, han var udsat for under sin opvækst i 70’erne. Ansatte ved DR-Radio og TV var røde lejesvende i lommen på Moskva.Her på redaktionen kan vi godt huske det og Brian har ret, det VAR frygteligt. Vi blev politisk underminieret af onde kræfter som Uffe Elleman Jensen, Bjørn Elmquist og Mogens Rubinstein.

Men der skete da også forskelligt udenfor Chistiansborgs mure og det storpolitiske liv. Vi fik mødt en vaskeægte Tasmaner (hedder det mon sådan?), Mary Donaldson. Som en bombe lod kongehuset nyheden springe om Kronprinsen og frk. Donaldsons forlovelse. Alle medier gik i selvsving, og brugte hvad de havde af krudt på at præsentere den tasmanske skønhed, den dårende dejlige Mary. Der var Mary på alle kanaler hele døgnet, og i forsøget på at få, hvad der reelt burde have været et tre-minutters indslag til at vare en hel dag, blev alt hvad der kunne skrabes sammen af folk, der havde en mening om Mary slæbt i studiet. Tænk engang, Claus Hagen Petersen er royal ekspert, og her gik vi og troede, at han var cykelpumpe-pustende dommer i Jørgen de Mylius’ “Popnøglen”. Man skal lære noget nyt hver dag!

Der skete garanteret en ting eller to mere i året, der gik, men det var ikke vigtigt!

Regeringen var i løbet af ugen ude med et forslag om, at det skulle være muligt at tildele bøder til forældre til uopdragne børn. I Helsingør havde man tidligere haft succes med at fratage sigøjnerfamilier bistandshjælpen, hvis de ikke sendte deres børn i skole. Til Helsingør kommunes (og sikkert også regeringens) ærgelse blev denne praksis erklæret ulovlig, da det ikke var lovligt at fratage disse familier eksistensgrundlaget. Siden har man fra regeringens side ledt efter en metode til at straffe disse forældre, og man er så kommet frem til, at man kan tildele dem bøder. “Det handler ikke om at få en masse bødepenge i statskassen, men at skære det ud i pap for forældrene, at de skal deres ansvar alvorligt”, udtaler Bertel Haarder til politikken (5. dec 2004).

Selvom lovforslaget åbenlyst er møntet på invandrerfamilier, så vil sådan en lov naturligvis gælde alle borgere i det danske samfund. Så her på “Franks Blog” venter vi nu spændt på, at se hvordan bødetaksterne kommer til at se ud. Hvad, for eksempel, kommer bøden til at lyde på, når en tidligere politibetjent, nuværende partiformand og vicestatsministerer (lad os kalde ham Bendt) ikke ser sig i stand til at opdrage sit afkom ordentligt, og sønnike (lad os kalde ham Christian) bliver taget med fingrene dybt begravet i 3,5 kg amfetamin?

Når man flytter til hovedstaden, finder man ret hurtigt ud af, at alting i København og umiddelbar omegn helst skal være lidt større end i resten af landet. Dette gælder både bygninger, vejanlæg, løgnehistorier om jyders fartglæde og ikke mindst armbevægelser. Men også avisernes “spisesedler” skal helst være lidt større, således blev jeg i går på Rådhuspladsen (altså Københavns rådhusplads) mødt af en skriggul spiseseddel fra Ekstrabladet, der var plastret op på Politikens Hus, og som med Jesus-typer kunne berette, at “Kongehuset raser: Mary Misbrugt”.

Jeg må indrømme, at min første tanke var om Flemming Oppfeldt allerede var sluppet ud igen – eller om man måske havde fået skovlen under endnu en Venstre-politiker. Jeg må tilstå, at jeg var nysgerrig, men det bød mig imod, at ofre de 11 kroner på at købe avisen og få historien opklaret på den nemme måde. Næh nej, det er meget sjovere at tænke sit og på det givne grundlag drage sine egne konklusioner.

Så efter lidt overvejelse kom jeg til den konklusion, at Mary var blevet misbrugt af Ekstra Bladet, med det formål at sælge nogle flere aviser.