Franks Blog

Så er klokken blevet lidt over 20.00 tirsdag den 15. november 2005. Med andre ord: Kommunalvalget og valget til de nye regioner er forbi.

Fra flere sider er det blevet hævdet, at det har været en lidt trist og anonym valgkamp uden de store underholdningsmomenter. Sådan helt generelt er det vel også ret tæt på sandheden, men der har nu været lyspunkter ind imellem. Mere om dem senere.

Først må jeg med beklagelse give kritikerne ret. I hovedtræk har den været en trist affære, denne valgkamp. Selv for de mere opfindsomme af kandidaterne har det været mere end almindeligt svært at tilføre kampagnen bare et svagt skær af sexappeal. Selv vores gode ven Holger Sørensen (Konservative), der til folketingsvalget tidligere i år brillerede ved at optræde på sine valgplakater med tændt cigaret og kontroversielle holdninger (vel i grunden bare konservative holdninger, men i dagens politiske miljø, hvor alle vil gøre krav på midten – må den slags betragtes som kontroversielt) – ja, selv Holgers valgkamp var uden samme glød, som vi tidligere har været vidner til. Han kunne kun drive den til at forlange narkotikaen ud af København. Nu er der næppe nogen af de opstillede kandidater, der vil forlange narkoen ind i København, så særligt kontroversielt var det ikke.

Jeg havde ellers ventet mig meget fra Holger, men ak nej.

Nå, men lyspunkter var der. I København var der ingen slinger i valsen for Ritt. Hun kom, hun så og hun tværede Søren Pind og konsorter ud og reducerede i processen partiet Venstre til naturlig størrelse (exit poll siger omkring 17%). Og det var faktisk i øjeblikke svært underholdende at stå på sidelinjen og se Søren, Klaus og Louise/Miss Lulu spille sig selv mere og mere offside, mens Ritt bare kunne trille bolden i mål til sidst. Klaus kunne ikke rigtigt bestemme sig for at melde ud, hvad han i grunde ville – jo, han ville gøre København til en “lækker by”, og det er vel sådan set i orden, jeg vil gerne bo i en lækker by, men særlig visionært er det altså ikke. Søren Pind må have været en tur i USA for nylig. Han kastede i hvert fald om sig med gode amerikanske mærkesager så som “three strikes out”, hvilket mig bekendt går ud, at hvis den baseball spiller, hvis tur det er til at slå, ikke rammer bolden i tre på hinanden følgende af dommeren godkendte forsøg, så ryger spilleren på bænken – samme princip ville Pind overføre til Københavnske kriminelle (hvis mest dem med anden etnisk baggrund end dansk) – jeg gider helt ærlig ikke forklare hvordan, det må du selv regne ud. Nu har baseball aldrig været en stor idrætsgren i Danmark, så forslaget trængte ikke helt igennem. Pind ville yderligere gøre livet besværligt for de københavnske kriminelle. Ved at indsætte ekstra 500 betjente, som han, hvis han blev valgt, ville skaffe byen, skulle det gøres mere sikkert at færdes på gade og stræder (spørgsmål: hvornår blev det mon en kommunal opgave at ansætte politibetjente?). Nå ja, og hele Louise Frevert/Miss Lulu-affæren vil jeg lade ligge, der er ting, som jeg ikke vil røre – end ikke med en meget lang ildtang – dette er bestemt en af dem.

Så der var bestemt lyspunkter. Helt op til øjeblikket før jeg satte mit kryds, var der underholdning. Da jeg stod i boksen med alenlang stemmeseddel og valgblyant i hånd, faldt mit øje på liste G “Mobilmast”. Måske var jeg overtræt, eller måske var det en naturlig reaktion, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine. Det har jeg aldrig før gjort i en stemmeboks. Havde jeg nu være bosat i Midtjylland, ville jeg i stedet kunne fnise over “Byrodet” eller “Lykkelisten”, hvorimod resten af regionerne var ret forudsigelige.

Men nu er det hele overstået. Stemmerne tælles og plakaterne tages ned (spørgsmål: har valgplakater nogensinde flyttet så meget som bare en eneste stemme?). Så er det tilbage til den triste hverdag for lokalpolitikerne.

Jeg tog på udflugt til den liberale mønsterkommune, Farum i søndags. Anledningen var en fodboldkamp, som vi ikke skal komme nærmere ind på her (AGF tabte). Og så alligevel. Jeg bliver nødt til at nævne at sæderne på Farum Park, eller Estadio Peter Brixtofte, som det hedder i folkemunde, er polstrede – i hvert fald på hovedtribunen. Og ved hvert sæde er der en kopholder, der er dimensioneret så den lige netop passer til en flaske rødvin. Jeg vil tro den er modelleret efter en flaske Chateau Petrus.

Som en ekstra bonus ved denne udflugt kunne jeg så ved selvsyn inspicere dette lille stykke Danmark, som – i hvert fald for en stund – var verdensberømt mønsterkommune. Og Farum tog sig faktisk glimrende ud denne solbeskinnede forårsdag, hvor gyvel og syren blomstrede og duftede om kap. Jeg mødte ikke en eneste rødvinsstiv borgmester, og folk smilte venligt når man mødte dem på gaden. Lidt skuffende var det naturligvis, at gaderne ikke flød af rødvin og PBX-laks med chilipasta, men sådan en smuk søndag kan mindre gøre det.

Ved billetlugen, som i parentes bemærket ligger lige ved siden af den navnkundige “Restarant Sepp” forsøgte jeg forsøgsvis, at få den venlige dame til at konvertere billetten til 15 dagsarrangementer, men hun bed sjovt nok ikke på.

Men alt dette er bare udenomssnak for at lede frem til det væsentlige.

Det har længe været en politisk varm kartoffel at fremskaffe en kommune, der frivilligt ville lægges sammen med den dybt forgældede Farum kommune. Alle omkringliggende kommuner har betakket sig og gjort korsets tegn ved enhver snak om kommunesammenlægning. Sorteper havnede så ved Værløse, som blev pålagt en sammelægning med Farum. Det brød de sig ikke meget om på de kanter, og det er vel i grunden forståeligt. Men nu har landets storrygende sundheds- og indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen lagt en plan. For at gøre Farum spiselig har han tilbudt den nye konstruktion, Furesø kommune, en pose penge (750 millioner) og en nedlagt flyvestation (værdi: lidt usikkert, men pænt mange millioner). Og så ville Værløse pludselig godt være med. Det er altså smart lavet af Lars Løkke. På den måde får han reddet Farum ud af den Peter Brixtofte-skabte suppedas, som blev skabt mens Lars Løkke selv, som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, var tilsynsmyndighed for netop Farum kommune. Og så for for hr. og fru Danmark skatteindbetalinger. Det er altså smart.

Frank ønsker Farum og Værløse tillykke…

Sidste torsdag afgjorde fogedretten i Rødovre at Flüggers reklamekampagne, hvoraf det fremgår at træværket “altså siger Flügger”, ligger for tæt op ad Dyrups reklamekampagne, hvoraf det fremgår at træværket “siger Gori”.

Det har fogedretten jo nok i grunden ret i, og mon ikke det også var meningen med Flüggers kampagne?

Hvorom alting er, så har du altså brug for professionel hjælp, hvis dit træværk taler til dig. Og det er ikke nødvendigvis en maler, du skal søge hjælp hos!

I kølvandet på det voldsomt overgearede fødselsdagsarrangement til H.C. Andersens ære, “Once Upon A Time” i Parken den 2. april har aviserne kunnet berette om et underskud på arrangementet på henved 35 millioner kroner – hvis man regner det hele med. Flere kritiske røster har peget på det uheldige i, at et velgørenhedsarrangement hyrer en kunstner som den kendte og elskede H.C. Andersen-fortolker Tina Turner i sidste øjeblik, og oven i købet betaler hende i omegnen af en million dollars for at komme og synge to sange (sing back vel at mærke – hun havde ikke noget orkester/band med). Andre har – muligvis med rette – påpeget det beklagelige forhold, at der ikke blev noget overskud at dele ud til verdens analfabeter.

Jeg har svært ved at se problemet. Der var i høj grad tale om velgørenhed; Aldrig har aldrende afro-amerikanske kvinder modtaget så generøst et tilskud fra et dansk velgørenhedsarrangement. Og mon ikke Tina Turner nu er klar over hvem denne Andersen er.

Og så lige et tip til arrangørerne i H.C. Andersen-fonden: Jeg spiller i et lille band. Vi er ikke så gode, for vi øver sjældent. Til gengæld vil vi gerne komme og spille til et af jeres arrangenmenter, og vi kan sagtens forhandles ned i ca halvdelen af det beløb i fik forhandlet Tina Turner ned på.

Tilbage i år 2000 var dokumentarfilm-instruktør mm., Michael Moore, manden bag, at et større antal potteplanter af arten “Ficus Benjamin” (på dansk, Stuebirk) stillede op som kandidater ved valget til den amerikanske kongres. Jeg husker episoden, som blev vist i tv-programmet “The Awfull Truth”, som meget underholdende.

Men nu må Michael Moore se sig overgået; Som så ofte før overhaler virkeligheden fantasien. I Præsident Bush’s hjemstat, Texas, ligger en lille enklave i Houston-området kaldet “Hedwig Village”. I Hedwig Village føres der i øjeblikket en intens valgkamp i forbindelse med valget af borgmester for den næste valgperiode. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt ved og ingen af de to opstillede kandidater er fra planteriget. Til gengæld er den ene kandidat død! Borgmester Dee Srinivasan døde af en hjertesygdom den 22. april, og reglerne i Texas tillader ikke at fjerne hende fra stemmesedlerne. Det kunne kun lade sig gøre hvis kandidaten frivillgt havde trukket sit kandidatur i slutningen af marts måned, hvor borgmesteren stadig var i live.

Den afdøde borgmester Srinivasans eneste modkandidat, Sue Speck, er i øvrigt tidligere borgmester i Hedwig Village og tabte sidste valg til netop Dee Srinivasan. Man kan vel sige, at Sue Speck står over for den afgørende test. Hvis hun ikke kan slå Srinivasan ved dette valg, bør hun nok overveje sin fremtidige karriere i politik.

Valghandlingen begynder i dag, men der forventes ikke et resultat før tidligt i næste uge. Jeg vender tilbage med resultatet senere.

Jeg er ikke helt sikker på om det er politisk korrekt at grine af sådan en historie – men grotesk er den i hvert fald, og det er svært – forbandet svært – at lade være.

Update: Houston Chronicle har netop offentliggjort et uofficielt resultat af lørdagens borgmestervalg i Hedwig Village. Den nyligt afdøde borgmester Srinivasan fik ikke mindre end 36 procent af de afgivne stemmer – og det helt uden at føre valgkamp. Sue Speck fik dog 64 procent af stemmerne og kan nu kalde sig borgmester de næste to år. Der kan hun så sidde og tænke over, hvorfor 36 procent af byens befolkning foretrak en død borgmester frem for en levende……

Det er H.C Andersen-år! I går ville han være fyldt 200 år. Det ér vist gået op for de fleste. Men jeg var indtil i går aftes lykkeligt uvidende om, at det var en ulykkelig begivenhed.

Jeg var af grunde, der ikke er interessante for almenheden, blevet pålagt at se en del af transmissionen, fra den store hjælpegalla “Once upon a time”, fra Parken i København. Og flot var det – det var ganske vist. Men hvorfor så den verdensberømte “actor, and star of Gladiator”, Connie Nielsen, ud som om hun kunne briste i gråd, hvert øjeblik det skulle være. Ikke et øjeblik bedre blev det, da scenen blev overtaget af den ligeså berømte Helena Christensen, der mest af alt lignede en våd hund, der netop var blevet fraranet sit bedste kødben. Var det mon fordi, de var kede af at være med i arrangementet, der havde så svært ved at sælge biletter – angiveligt fordi der ikke var hyret stjerner med tilstrækkelig “star quality” – eller var de blot triste over, at Andersen ikke selv kunne være med til at fejre den triste begivenhed?

Frank undres, og synes i øvrigt, at det er en smule underligt at ønske en mand tillykke med de 200 år, når han nu altså har været død i henved 130 af disse.

Det måtte ske før eller siden – Franks Blog er hot! I hvert fald, hvis du spørger Google. I en kort periode i sidste uge var det Franks Blog, der var første Google-resultat, når man søgte på ordet “misbrugt”. Det er slut nu. En eller anden har skamløst, uden blusel offentliggjort en samling “erotiske noveller” – så nu er Franks Blog (som i parentes bemærket ikke er lummer – overhovedet) blot nummer tre.

Søger man på ordet “byggesjusk” kommer Franks Blog i øjeblikket ind på en flot andenplads, flot klemt inde mellem Vejdirektoratet og Forbrugerrådet. Det er et selskab, vi mener, at Frank Blog godt kan være bekendt.

Nogle vil også huske den flinke bat-svinger og bronzemedaljevinder fra sommerens OL, Finn Tugwell. Søger man i Google på “tugwell”, ligger Franks Blog nummer 8, kun et mulehår efter DR, onside og infopaq.

Frank er stolt!

Det nyligt overståede folketingsvalg var vanen tro ikke uden sine pudsigheder. Under en køretur gennem Hvidovre faldt mit blik på en valgplakat, der hang lidt skævt i en lygtepæl. Plakaten var anderledes, idet, der ikke var noget billede af kandidaten. Bevares, det er gjort før – men ikke med den samme elegance. Kandidaten var den konservative Peter Norsk som på plakaten titulerede sig “Læge og Rumforsker” – Det er da elegant.

Doktor Norsk fik 7 stemmer i Rødovre-kredsen, som i parentes bemærket er Danmarks største valgkreds. Til sammenligning kan jeg fortælle at i samme kreds opnåede Connie Hedegaard 2.315 stemmer. Godt gået Peter! Du har bevist, at der er stemmer i mærkelige fagkombinationer. Jeg kan næsten ikke vente til næste valg, hvor jeg forestiller mig, at den konservative
stemmesluger i Rødovre bliver “Navns Nævnelsen – Skraldemand og ortopædkirurg”.

Som nogle af jer sikkert vil vide, så har der været valg til folketinget tidligere i denne uge. Nogle af jer vil sikkert også vide, at Anders Fogh Rasmussen stadig er statsminister. De der har læst mine tidligere udgydelser vil nok have genneskuet, at jeg er ked af den udvikling. Meningsmålingerne, som blev værre og værre i tiden op til valget, havde nok forberedt mig, men jeg håbede til det sidste.

At det gik så galt betød dog heldigvis ikke, at der ikke var noget at muntre sig over i løbet af valgkampen.

Et af de mere muntre indslag var det Konservative Folkepartis kandidat i vestre storkreds, Holger Sørensen. Jeg har en overgang i de tidlige 90’ere beboet det samme odenseanske kollegium som Holger, og dengang virkede han ikke just som ministermateriale. Jeg kan derfor ikke helt gennemskue, om han mente sit kandidatur alvorligt, men opstillet var han og det under sloganet “Jeg lader andre om at være politisk korrekte” – og det gjorde han så! På valgplakaterne, der blev plastret op i hele byen, var han således afbilledet med en tændt cigaret. På hans website http://www.cholger.dk kan man læse om hans holdninger, som må siges at ligge i den højreorienterede side spektret – Helge Adam kan godt pakke sig! Men her slutter manglen på politisk korrekthed ikke. Da jeg i går var en tur rundt i byen, kunne jeg konstatere, at de Konservative ikke havde fundet tid til at tage valgplakater ned i store dele af byen. Faktisk var det stort set kun plakater fra det parti, der stadig hang i lygtepælene. Så Holger kunne passende udvide sig valgsprog til “Jeg lader andre om at være politisk korrekte – og rydde op efter mig”.

Så er det i aften det går løs. Dørene til Møllers Mausoleum slås op på vid gab. Der er mere end 400 optrædende på scenen, og tv-stationerne står i kø for at transmittere fra begivenheden. Lur mig om ikke også Line Baun Danielsen dukker op i løbet af denne transmission og gør sig klog på et eller andet hun ikke er klog på – hende får vi aldrig nok af, må tv-bosserne tilsyneladende mene.

Der forventes tillige mere end 1000 festklædte gæster anført af de kongelige (nok uden Alexandra, hun skal passe ungerne). Og det er her min egentlige anke dukker op til overfladen – HVORFOR er jeg ikke inviteret???!!! Hvilken klub/loge skal man være medlem af for at komme i betragtning til en fribillet til åbningnen – Hvilken international konvention er det man har underskrevet, hvoraf det fremgår, at det altid er de samme mennesker, der inviteres med til slige arrangementer. Hvor står det skrevet, at Dronningen partout skal inviteres, og hvad har ministrerne i grunden at gøre i denne sammenhæng – og hvis man nu ikke inviterede Christian Kjær (hvad var hans bidrag til byggeriet?), så kunne der måske blive en plads til mig. Og ikke mindst – HVORFOR kan vi ikke få lov at blive fri for Line Baun Danielsen???

Frank er ikke vred, Frank er skuffet!