Franks Blog

Endnu et år er gået, og det er traditionelt tiden, hvor man læner sig tilbage i sin bedste stol, tænder en stor cigar, skænker en god cognac og reflekterer over året der gik. Var 2003 en god årgang, eller var det en skidt?

Lad os se lidt på, hvordan året så ud fra “Franks blog”’s ende af verden.Tillad os dog indledningsvis slå fast, at selvom “Franks blog” er et medium, som sætter en ære i grundighed, så har vi utvivlsomt sprunget enkelte store begivenheder over, som nogle blandt læserne vil savne. Sådan er det, love it or leave it!

Året startede ikke godt for de af danskerne, der tror på at aluminium kan brænde. Direktøren for “Institut for miljøvurdering”, smagsdommer Bjørn Lomborgs bog, som få har læst og færre kan huske hvad hedder – det var vist noget med “Verden ifølge Lomborg” – blev kendt videnskabeligt uredelig af et udvalget, som – om muligt – færre kan huske, hvad hedder, men som tager sig af den slags. Her på redaktionen har vi hørt rygter om, at Lomborgs modstandere umiddelbart efter dommen samledes til bogafbrænding, mens tilhængerne samledes til affaldsafbrænding (fortrinsvis øldåser), men vi understreger, at vi hverken fik rygterne be- eller afkræftet. Med til historien hører, at Lomborg i årets sidste timer blev frikendt af Ministeriet for videnskab, der dømte udvalgets (nævnt ovenfor) dom uredelig. Nu er det jo så Helge Sander, der er i spidsen for det foretagende (ministeriet, forstås – jaah, indrøm blot, det vidste du ikke), og som folk der er klogere end redaktionen har udtalt, så gør han jo yderligere politisk satire overflødig.

Senere på året fik vi endelig syn for sagn. Landets statsminister er i virkelighden rød. Nu kom åbenbaringen ganske vist via en pose rød maling, der efter at have svævet gennem rummet og beskrevet en smuk bue sprængtes mod ministerens jakke – lidt af farven ramte vist også udenrigsministeren, men han er ikke vigtig – spørg bare statsministeren. At Statsministeren er uopdragen, havde vi godt på fornemmelsen, men vi troede ikke vores egne øjne, da vi så, at han bare gik videre. Der skal nok være dem, der syntes at det var en flot handling, der viser en stolt og handlekraftig leder – her på redaktionen var vi dog lamslåede over opvisningen i letsindig omgang med danskernes skattekroner. Uden tanke for den skatteplagede danskeres følelser fortsatte han, dryppende rød maling ud over gulvtæppet hvor han kom frem. Kære statsminister, med henvisning til lov om offentlighed i forvaltningen ønsker vi i redaktionen på “Frank blog”, at vide, hvor meget det kostede at rense/udskifte det malingplettede gulvtæppe, og hvad ville det have kostet, hvis du havde udvist snarrådighed fremfor stædighed og i stedet havde lagt jakken og taget skoene af, før du gik videre.

Nu vi er ved statsministeren, så kom vi jo om bag facaden i DR-dokumentaren “Fogh bag facaden”. Ingen her på redaktionen har set udsendelsen, men det skal ikke forhindre os i at have en mening om den. I udsendelsen (de klip vi har set) kunne man se Statsministeren udstille alle inden for rækkevidde som en flok lallende dilettanter. På den måde er det selvfølgelig også lettere at fremstille sig selv i den handlekraftige leders rolle.

Nå ja, og så er der jo Brian Arthur Mikkelsen, manden de kaldte kulturminister. Der er ikke tal på, hvor mange gange han har markeret sig i løbet af året. Og vi kan ikke huske, at han har markeret sig for noget godt. Det må efterhånden være bevist ved simpel empiri, at “ministeren” ikke har det godt med sandheden. Vi har selv her på blog’en afsløret “ministeren” i en løgn, og vi er ikke de eneste. Men ser man bort fra den lille defekt, som vel næppe er en ulempe, hvis man er politiker, så har manden også udvist eksempler på endog særdeles selektiv hørelse. Da Sky-radio skulle gå i luften med en ny landsdækkende reklamefinansieret radiokanal, blev der advaret fra alle sider. “Sky-radio ville ikke kunne opfylde sine public service-forpligtelser” hed det. Men ministeren hørte ingenting. Knapt en måned var gået før Sky-radio måtte stå skoleret og ministeren udtalte “Jeg er skuffet, Sky-radio lever ikke op til sine public service-forpligtelser” (eller sådan cirka). Flot Brian!

2003 blev også året, hvor der blev skabt en ny trend i partiet venstre. Når man bliver taget med fingrene i kagekassen, så må man lægge sig syg i tre måneder bagefter. Først så vi det i Farum – og senest i Greve, hvor borgmester René Milo ikke rigtigt kunne finde ud af at skille kommunens økonomi fra sin egen. De fleste almindelige mennesker ville med stor sikkerhed blive fyret på gråt papir, hvis de lagde sig syge uden at være det, men ikke venstreborgmestre – næh nej. Måske er medlemskab af partiet venstre og umådelig grådighed (det ene betinger vist nok ikke det andet) en sygdom på linje med dårlig ryg?

Og så blev 2003 året, hvor Danmark blev en krigsførende nation. Det var nu også længe siden vi sidst har haft mulighed for at tæve nogen. Tidligere gik det jo jævnligt ud over svenskerne, men de har egen fly- og våbenindustri – og så er de flere end os, så dem har vi klogeligt holdt os fra. I stedet fik vi på snedig vis listet USA og England til at indgå i vores alliance, og så var det på tide at tage masseødelæggelsesvåbnene fra Saddam. Med vanlig snilde sendte vi en ubåd og en korvette til ørkenkrigen. Forventningen var vel at irakkerne ville vente et angreb på land, men der var danskerne dem for smarte. Ubåden gik ganske vist i stykker omgående den nåede frem, men det ændrede ikke ved det faktum, at krigen blev vundet næsten uden danske tab. Og ubåden kunne senere sejles hjem til heltemodtagelse på dækket af en transportskib. Endnu en stor sejr for det danske forsvar(?).

Der var også krig på kniven i den hjemlige andedam. Der blev blæst til kulturkamp. Nu skulle alle de røde svin fra 68 ned med nakken. Brian Mikkelsen fortalte alle der gad høre på ham, om den massive venstreorienterede propaganda, han var udsat for under sin opvækst i 70’erne. Ansatte ved DR-Radio og TV var røde lejesvende i lommen på Moskva.Her på redaktionen kan vi godt huske det og Brian har ret, det VAR frygteligt. Vi blev politisk underminieret af onde kræfter som Uffe Elleman Jensen, Bjørn Elmquist og Mogens Rubinstein.

Men der skete da også forskelligt udenfor Chistiansborgs mure og det storpolitiske liv. Vi fik mødt en vaskeægte Tasmaner (hedder det mon sådan?), Mary Donaldson. Som en bombe lod kongehuset nyheden springe om Kronprinsen og frk. Donaldsons forlovelse. Alle medier gik i selvsving, og brugte hvad de havde af krudt på at præsentere den tasmanske skønhed, den dårende dejlige Mary. Der var Mary på alle kanaler hele døgnet, og i forsøget på at få, hvad der reelt burde have været et tre-minutters indslag til at vare en hel dag, blev alt hvad der kunne skrabes sammen af folk, der havde en mening om Mary slæbt i studiet. Tænk engang, Claus Hagen Petersen er royal ekspert, og her gik vi og troede, at han var cykelpumpe-pustende dommer i Jørgen de Mylius’ “Popnøglen”. Man skal lære noget nyt hver dag!

Der skete garanteret en ting eller to mere i året, der gik, men det var ikke vigtigt!

Regeringen var i løbet af ugen ude med et forslag om, at det skulle være muligt at tildele bøder til forældre til uopdragne børn. I Helsingør havde man tidligere haft succes med at fratage sigøjnerfamilier bistandshjælpen, hvis de ikke sendte deres børn i skole. Til Helsingør kommunes (og sikkert også regeringens) ærgelse blev denne praksis erklæret ulovlig, da det ikke var lovligt at fratage disse familier eksistensgrundlaget. Siden har man fra regeringens side ledt efter en metode til at straffe disse forældre, og man er så kommet frem til, at man kan tildele dem bøder. “Det handler ikke om at få en masse bødepenge i statskassen, men at skære det ud i pap for forældrene, at de skal deres ansvar alvorligt”, udtaler Bertel Haarder til politikken (5. dec 2004).

Selvom lovforslaget åbenlyst er møntet på invandrerfamilier, så vil sådan en lov naturligvis gælde alle borgere i det danske samfund. Så her på “Franks Blog” venter vi nu spændt på, at se hvordan bødetaksterne kommer til at se ud. Hvad, for eksempel, kommer bøden til at lyde på, når en tidligere politibetjent, nuværende partiformand og vicestatsministerer (lad os kalde ham Bendt) ikke ser sig i stand til at opdrage sit afkom ordentligt, og sønnike (lad os kalde ham Christian) bliver taget med fingrene dybt begravet i 3,5 kg amfetamin?

Når man flytter til hovedstaden, finder man ret hurtigt ud af, at alting i København og umiddelbar omegn helst skal være lidt større end i resten af landet. Dette gælder både bygninger, vejanlæg, løgnehistorier om jyders fartglæde og ikke mindst armbevægelser. Men også avisernes “spisesedler” skal helst være lidt større, således blev jeg i går på Rådhuspladsen (altså Københavns rådhusplads) mødt af en skriggul spiseseddel fra Ekstrabladet, der var plastret op på Politikens Hus, og som med Jesus-typer kunne berette, at “Kongehuset raser: Mary Misbrugt”.

Jeg må indrømme, at min første tanke var om Flemming Oppfeldt allerede var sluppet ud igen – eller om man måske havde fået skovlen under endnu en Venstre-politiker. Jeg må tilstå, at jeg var nysgerrig, men det bød mig imod, at ofre de 11 kroner på at købe avisen og få historien opklaret på den nemme måde. Næh nej, det er meget sjovere at tænke sit og på det givne grundlag drage sine egne konklusioner.

Så efter lidt overvejelse kom jeg til den konklusion, at Mary var blevet misbrugt af Ekstra Bladet, med det formål at sælge nogle flere aviser.

Kender du den legendariske danske superhelt, Duksedrengen? Hvis ikke, kan du endnu lige akkurart nå at stifte bekendtskab med ham.

DR genudsender nemlig i disse dage TV-serien fra 1989, hvor vi følger den generte og kejtede Arno Olsen, der efter et uheld i fysiklokalet bliver til superhelten Duksedrengen. På sin sølvfarvede Velo Solex med stålradialdæk forsøger han at frelse verden – og klassens søde pige, Louise – fra den ondskabsfulde Fedtegreve, og hans ikke mindre spegede sidekicks, Børnelokkeren, Tøsedrengen og de to rockere.

Åh ja, og så må vi ikke glemme, at det også er et gensyn med Peter Green Larsen og Cecilie Olrik, hvoraf især sidstnævnte havde mange fans blandt drengene på Ravnsbjergkollegiet i Viby J, hvor jeg boede tilbage i de glade 80’ere.

Ren nostalgi – hvad kan man næsten sige bortset fra: Helledusseda, her er da vist gang i den!

Ugebladet Se og Hør kunne i denne uge berette at Kronprinseparret er gravide. Nu læser jeg ikke den slags ugeblade, med mindre jeg er ved frisøren, men jeg har ladet mig fortælle, at bladets kilde er en ansat ved Rigshospitalet, som har fortalt, at Prinsesse Mary er blevet ultralydsscannet, og at “der var noget derinde”. Altså må Mary være gravid, mente Se og Hør, og ugens forside var reddet. Hun føder til foråret, stod der at læse på forsiden.

I dag kunne den mere seriøse del af pressen så fortælle, at Mary var nedkommet, og det endda noget før tid. Det blev en fin lille galdesten. Her på Franks Blog kipper vi med flaget, råber et nifoldigt leve og foreslår forsigtigt, at barnet døbes Cholelithiasis. Det er ikke et mundret navn, indrømmet, men det er dækkende.

Update: I går, tirsdag den 12. oktober 2004, kørte jeg forbi Rigshospitalet på min vej hjem fra arbejde. Jeg hørte en høj latter derindefra, og de griner sikkert endnu.

Jeg er blevet begavet med en håndfuld gmail invites. Jeg har 4 tilbage. Hvis du er interesseret, så skriv en kommentar under denne artikel, og husk nu at skrive din e-mailadresse. Invites vil blive fordelt efter “først til mølle”-princippet, og så holder jeg en tilbage til den, der er bedst til at fedte :o)

Som lovet deltog Frank i årets marselisløb. Det var i den forbindelse Franks erklærede mål at forhindre kulturministeren i nye fiflerier som dem, han blev taget i sidste år (læs eventuelt her). Missionen lykkedes så godt, at ministeren helt udeblev fra dette års løb. Han var taget til Athen for sammen med kongehuset at gå mannequin for Hummel(R)

I kulturministerens fravær sprang Statsminister Anders Fogh Rasmussen beredvilligt til. Vi formoder, at hans sponsoraftale med Hummel(R) gik i vasken – i hvert fald var han iklædt et løbeudstyr uden de kendte vinkler. Som erstatning var valgt et blandet sæt i gode liberale farver (vel nærmest blå). Bevæbnet med en startpistol – et vigtigt våben i kampen mod terrorisme? – gav han sig i kast med strabadserne i dette års udgave af den århusianske motionsklassiker, og stævnespeakeren mente at vide, at ministeren var i topform.

Efter løbet kunne adskillige medier så berette, at ministeren havde gennemført løbet i – den i øvrigt pæne tid – 58 minutter og 17 sekunder. Hvor fik medierne denne tid fra, kunne man spørge. Vi bliver spørgeren svar skyldig. Vi ved det ikke, men vi antager, at det er ministeren selv, der har viderebragt tiden til de forskellige medier.

Og der er åbenbart ingen grænser for den siddende regerings villighed til at ofre sandheden for selv at fremstå i et bedre lys. Franks Blog kan nemlig afsløre, at ministeren har fiflet med tallene. Anders Fogh Rasmussen løb ikke 12 km-ruten på 58.17, han var næsten et minut langsommere. Den officielle tid kan findes på marselisløbets resultat-hjemmeside og her fremgår det at Statsministeren gennemførte i tiden 59 minutter og 3 sekunder. Han blev altså ikke nummer 1187 som først påstået – nej, han blev blot nummer 1322!

På min vej rundt i byen i dag, stødte jeg på en “spiseseddel” fra BT. Dagens hovednyhed blev præsenteret med overskriften “Børn lider uden grund”, og under overskriften var et stort billede af bordtennisspiller og OL-deltager Finn Tugwell. Min interesse var vakt! Skulle Finn Tugwell virkelig være i stand til at påføre børn lidelse? Jeg måtte vide mere om denne ulmende skandale. Her var endelig tegningen til noget stort – noget der i sensationsværdi kunne hamle op med græske sprintere og vægtløfteres indtagelse af væksthormoner og andre “gode” sager, og deres efterfølgende krumspring for at undgå at blive taget i dopingkontrollen. Jeg havde med andre ord en legitim grund til at gå på den lokale grillbar – de har nemlig altid dagens BT liggende, og er man heldig, er den ikke fuldstændig opløst af “Thousand Island”-dressing.

Stor var min skuffelse, da jeg ihærdigt havde bladret tryksagen igennem. Der var ikke skyggen af afsløringer om Finn Tugwell. Det tætteste jeg kom var en artikel, der kunne fortælle at bandet “The Swiftnicks”, har lavet en sang der hedder “Finn Tugwell”, og som angiveligt bliver spillet uafbrudt på landets radiokanaler. Nu har jeg ikke hørt den omtalte sang, men det kan selvfølgelig være den der påfører de stakkels børn lidelse. Men helt ærligt BT, det kan Finn Tugwell da ikke gøre for. Samme “The Swiftnicks” har også lavet en sang, der hedder “Ivan Lendl” (tjekkisk stenansigt og tennisspiller), vil I også give ham skylden for et eller andet i den anledning?

Som nogle vil huske, kunne “Franks Blog” bringe rystende afsløringer om Kulturministeren i forbindelse med dennes deltagelse i Marselisløbet 2003. Med det ene formål at opnå stjernetid, havde ministeren tilmeldt sig i en forkert aldersklasse.

Sædvanligvis velinformerede kilder har givet os nys om, at ministeren i år påtænker at stille op i kategorien for kvinder over 65 i håbet om at vinde klassen. Vi har på “Franks Blog” besluttet, at det ikke skal lykkes Brian Arthur Mikkelsen, minister for Ronald McDonald og Ishockey, at slippe godt fra at denne udåd. Vi har som modtræk tilmeldt ingen anden end Frank selv til dette års udgave af selvsamme Marselisløb. Det vil blive Franks opgave at overvåge ministeren på tættest mulig hold og forhindre ham i at begå yderligere fiflerier. Løbet afvikles i år den 29. august. “Franks Blog” vil holde jer løbende orienteret om udviklingen.

Godsejer og Fødevareminister Mariann Fischer Boel er blevet udnævnt til EU-kommissær. Dermed er der sat en stopper for en stor karriere i dansk indenrigspolitik. Hvem husker ikke, da hun brød hulkende sammen i en tv-udsendelse om daglange transporter af slagtedyr. Konfronteret med de katastrofale forhold der blev dyrene til del på deres sidste rejse mod de italienske sæbefabrikker, lovede Fødevareministeren hulkende bod og bedring…..og så skete der ligesom ikke mere i den sag! Alligevel var der nok at se til i Fødevareminiseriet. I de pauser der måtte opstå i forhandlingerne om forringelserne af fiskekvoterne, har ministeren nået at gøre sig selv næsten usynlig i offentligheden, med det resultat, at hun har fået prædikatet, “den menneskelige minister” – måske også fordi hun turde græde på tv.

Ved en senere lejlighed forsøgte hun også at gøre sig usynlig, men måtte sande, at hun havde gabt over for meget. Det viste sig nemlig at være ualmindelig svært at falde i ét med tapetet, når man har en død folketingsformand liggende hjemme i soveværelset – og det bliver ikke lettere af, at han burde have været hjemme hos konen, nå ja, og ministeren skulle vel strengt taget have været hjemme hos sin mand på godset i Munkebo. Vi siger ikke mere, men tænker vores!

Men nu er ministeren, der i mellemtiden er gået hen og blevet 61 år, blevet sendt på efterløn i Bryssel, eller er det Stassbourg, og er det overhovedet vigtigt?. Hvorom alting er, så er det jo nok det sidste vi hører til “den grådkvalte godsejer”. Hun er nu blevet til “den klynkende kommissær”.