Franks Blog

Forrige søndag var jeg (og godt og vel 40.000 andre) til koncert med Bruce Springsteen i Parken. Jeg har haft en koncert med “the boss” til at stå meget højt på min ønskeseddel i mere end 20 år, men jeg har aldrig haft held til at få fat i billetter, eller også har jeg ikke haft råd. Men denne gang lykkedes det, og det var stort!

Man kan sige mange grimme ting om stadionkoncerter, og det skal man efter min mening benytte en hver mulighed til – Jeg hader stadig Parken, som koncertsted, lyden er ganske enkelt rædsom. Men når det er sagt, så har Bruce – jeg mener at vide, at vi er på fornavn – altså en fabelagtig evne til at involvere publikum. Jeg har i hvert fald sjældent set en mere oplagt performer på en stadionscene.

Ikke mange andre kunstnere var ikke sluppet af sted med nogle af de små tricks, som Bruce benytter sig af. Det lille podium ude blandt puplikum, kunne nemt være blevet en klam, selvfed gimmick. Men Bruce har en ægthed over sig, som gør at det ikke virker opstyltet, når han “møder sit publikum” på nært hold. En ægthed, som mange må misunde ham. En ægthed, som man kunne ønske sig var mere udtalt – ikke mindst i den politiske verden. På stående fod kan jeg faktisk kun komme i tanke om Mette Frederiksen (S), som en politiker, der opnår bare en tilnærmelsesvis høj karakter på ægtheds-skalaen. Når Bruce skriver sange set fra den lille mands perspektiv, så tror man på, at han mener det. Når han fra scenen siger, at det er vores borgerpligt, at stille os kritiske over for magthaverne, så tror man på ham. Når han stikker en lille pige blandt publikum sin mundharpe, så tror man på, at han inderligt mente, at den lille pige havde brug for en mundharpe.

Jeg tror i grunden Bruce ville have været en god socialdemokrat – og var han socialdemokratisk statsministerkandidat, ville han helt sikkert løbe med min stemme.

I enhver sportsgren (gummistøvlekast muligvis undtaget) findes der stjerner, og der findes vandbærere. Således også i sportsgrenen politik. I vores almindelige fascination af eliten glemmer vi dog ofte, at der er en tredje kategori: “andre”.

I f.eks cykelsport, er der stjerner som Fausto Coppi, Eddy Merckx, Marco Pantani og Lance Armstrong, der er blandt andet er blevet stjerner, fordi de havde det rette talent og et afslappet forhold til indtagelse af medicin. Vandbærerne er folk som Brian Holm, Jesper Skibby og Bo Hamburger, altså ryttere, som aldrig rigtig blev helt store. De har næppe haft så meget talent, som stjernerne, mens deres forhold til medicin har vist sig at være ligeså afslappet. Hvis vi bliver lidt i cykelsporten (bær over med mig, jeg lover at holde op om lidt), så personificeres kategorien “andre” af folk som for eksempel Simon B. Lindahl, der i 2007 vandt Ullerød Cykelløb (20km distancen for herrer) i tiden 53:33.

I politik, er det ikke meget anderledes – måske dog uden et helt så massivt indtag af medicin. Der er stjerner som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager. Her er vandbærerne de folk, der hverken var kønne eller kendte nok til at blive opstillet, til diverse valg, og som derfor er henvist til alt det kedelige arbejde bag de folkevalgtes kulisser, lokalformænd, kasserere i lokalforeninger etc. Også indenfor politik finder man restgruppen “andre”. I denne gruppe finder man de menige betalende (men måske ikke så aktive) medlemmer af partiforeningerne. Og det er indenfor denne gruppe, at man, hvis man ser ordentlig efter, kan finde folk fra demokratiets laveste klasse – de valgtilforordnede!

Jeg har netop henslæbt en valgdag, som valgtilforordnet, og har således på egen krop prøvet strabadserne. En arbejdsdag på små 15 timer bliver kompenseret med en diæt på 730 kr. (som der skal svares skat af) og to måltider – vi var heldige, der går rygter om, at man på Fredriksberg selv skal medbringe madpakke (men de har selvfølgelig også en meget lav skatteprocent). Og blot for at føje spot til skade har man i min partiforening, som man sikkert har i så mange andre, den tradition, at man overlader vederlaget til partiforeningens valgfond. Til gengæld er jeg blevet rigtig, rigtig dygtig til at holde forhæng for folk (mental note: måske man skulle overveje at tage det op professionelt).

Nå men, hvis Helle Thorning er stjernen, lokalformanden i hendes lokalforening vandbæreren, det menige medlem “andre”, så må den valgtilforordnede være demokratiets kloakrenser. Dem der, tæller stemmer mens Stjernerne og vandbærerne holder valgfest på Jazz House, Cinemateket eller Øksnehallen og de “andre” sidder hjemme og drikker aftenkaffe og spiser citronmåne til Valgaften på TV. Og man tæller og tæller igen og igen, for man er træt, og man tæller hele tiden forkert.

Men nogen skal gøre det, og jeg tror sgu nok, at jeg er dum nok til at stille op en gang til, om det skulle blive nødvendigt. Måske ikke, hvis der bliver udskrevet valg i morgen, men giv mig et par år, så er jeg nok klar igen.

TimesOnline kunne i lørdags berette, at der er en katastrofal mangel på ukuleler i England. Det lille hawaianske instrument er åbenbart blevet flået ned af hylderne i Englands musikbutikker, og importørerne har simpelt hen ikke kunnet følge med efterspørgslen. I øjeblikket går briterne så rundt og venter længelsfuldt på en skib lastet med ukuleler, der er meldt undervejs fra producenten i Kina(?).

Ukulelen har gennem tiderne haft mange prominente fortalere i England. Fra 1920’erne og frem til sin død i 1961 var George Formby uden tvivl den mest kendte. Senere har musikere som George Harrison, Paul McCartney og Sam Brown taget instrumentet til sig. Man sagde om George Harrison, at han altid rejste med to ukuleler; en til sig selv at spille på og en til, hvem der måtte have lyst til at spille med. Ifølge avisen er den seneste interesse for det lille firstrengede instrument afledt af en tv-optræden af “The Ukulele Orchestra of Great Britain“. Et orkester, der spiller nye og gamle hits udsat for èn bas og seks ukuleler. Jeg fik deres CD, The Secret of Life, i fødseldagsgave – og det er rigtig godt.

Men et er, hvad avisen mener, noget andet er sandheden. Jeg for min part er helt sikker på, at den store interesse for ukulelen skyldes min mindeværdige (omend meget korte) optræden på skagens gren sidste sommer. Med et ben i henholdsvis Kattegat og Skagerak, opførte jeg George Formbys “When I’m cleaning windows” til stor forundring for de mange turister.

Ziggy Stardust, The thin white duke, David Robert Jones måske bedre kendt som David Bowie fylder 60 år i dag.

Bowie voksede op på Stansfield Road i Brixton. Han har fra tid til anden koketteret med, at han voksede op i et arbejderkvarter, men sandheden er nok snarere, at der i 1947 var tale om et kvarter for den lavere middelklasse. I hvert fald er husene på Stansfield Road af den typiske victorianske rækkehustype – smalle huse i tre etager med karnap i stueetagen. Med andre ord lige store nok til at være deciderede arbejderboliger.

Og hvor ved jeg så det fra? Jo, jeg har boet der. Jeg boede der i et lille års tid tilbage i 1986-87. I et lille bedsit (etværelses med et diminutivt køkken samt toilet og bad på gangen) i Stansfield Road nr. 11. Bowie boede i nr. 40, men hans forældre valgte at flytte til Bromley i 1953, så jeg så ikke så meget til ham 🙂 Og det er så ikke helt rigtigt, for vi havde faktisk en Bowieplakat hængende på væggen.

Nuvel, tillykke til David Bowie, må han snart komme til landet igen. Jeg kunne godt tænke mig at se og høre ham jamme “good with Weird and Gilly and The Spiders From Mars”.

Den lille irriterende imam fra Jylland, Ahmed Akkari er vendt hjem til Danmark. Som nogle vil huske, blev han fornærmet tidligere i år, og han tog derfor til sit fødeland, Libanon, for at slå sig ned. Men da Israel begyndte at bombe Beirut, syntes han åbenbart, at der var helt OK i Danmark, trods profettegninger og andre fornærmelser. Så han lod sig evakuere ud af Libanon. Fra skibet, der sejlede ham i sikkerhed, kunne han på vanlig statsmandvis og med imponerende selvhøjtidelighed berette til en af nyhedsstationerne, at “alle blev behandlet godt”.

De gæve satirikere på listex.dk har skrevet en velkomstsang til Akkaris pris. Omkvædet lyder:

Nord, syd, øst og vest
Danmark var dog bedst,
og Akkari vendte hjem.
Så vær med som gæst
Danmark holder fest
Når Akkari vender hjem 

Der er i øvrigt mange gode sager at finde på deres website. Man kan blandt andet (gen)høre hyldestsangen til Tour de France, “Out of EPO”. Og så er der en forrygende politisk ukorrekt stribe om en ung Adolph Hitler. Kig forbi det er sjovt – og kun ganske lidt plat.

Pink Floyds første skabende kraft Syd Barret er død. Han blev kun 60 år. Ifølge bbc.co.uk døde han af komplikationer i forbindelse med sin type 2 diabetes.

Syd Barret var med til at danne Pink Floyd i 1965 og var i de første år den kreative drivkraft i bandet. I de første år turnerede Pink Floyd flittigt og havde i 1967 over 200 i både ind- og udland. Det hårde turnéliv, Syds hang til at eksperimentere med euforiserende stoffer og hans skrøbelige sind, tog så hårdt på ham at han ikke længere kunne fungere på scenen og heller ikke i bandet. På vej til et job i januar 1968, besluttede de andre medlemmer af bandet, at de ikke ville tage Syd med på jobbet. De ville i stedet prøve at beholde ham i bandet som sangskriver, men hans sygdom blev værre, og planen holdt ikke. Senere i 1968 blev det annonceret, at Syd havde forladt bandet.

Efterfølgende udgav han to plader i eget navn (“The Madcap Laughs” og “Barret”), med medvirken af flere af Pink Floyd medlemmerne, men hans psykiske sygdom gjorde ham mere og mere indadvendt og han trak sig totalt tilbage fra offentlighedens søgelys, og til sidst mistede også hans gamle venner fra Pink Floyd-årene kontakten med ham.

“He is not Syd anymore, He is Roger”

Og så er det i dag, at Pink Floyds koncertoptagelse “Pulse” helt tilbage fra 1994 (suk, som tiden går) bliver udgivet på DVD. Hvis man kun kan se én koncert, så skal det være denne her. Det er simpelt hen genialt godt – og så opfører de hele “Dark side of the moon” fra ende til anden. Jeg har ved en hver given lejlighed fremhævet netop “Dark side of the moon”, som verdens bedste plade (så sent som i forrige blog-post), og her får man den med en fantastisk lyd, og billedside. Det er i øvrigt den eneste filmoptagelse af det klassiske album, til trods for, at Pink Floyd turnerede flittigt med opførelsen tilbage i 70’erne.

Der er kun en ting at sige: Prøv den, prøv den! Jeg vil i hvert fald bestille mit eksemplar i dag.

Du kan købe DVD’en hos Amazon – Klik Her

USA fylder 230 år i dag. Eller rettere, uafhængighedserklæringen fylder 230 år. Og hvordan fejres uafhængigheden så? Joh, på Hard Rock café i København kan man få udleveret en gratis øl, hvis man fremviser sit amerikanske pas!

Nå ja, og så kan man tage en tur til Rebild Bakker, hvor Bertel Haarder byder op til fest (han har sikkert også skrevet en sang til lejligheden, det ynder han). Man kan desuden få lov til at høre Sofie Lassen-Kahlke, som årets ungdomstaler (det vil jer personligt gøre meget for at undslippe) og Keld, Hilda og Helvedes Heick, jeg går ud fra at de skal synge.

Jeg har ikke noget amerikansk pas, og jeg har under ingen omstændigheder lyst til at høre Bertel Haarder og Sofie Lassen-Kahlke synge duet, så jeg vil undlade at deltage i festlighederne og i stedet nøjes med at ønske tillykke. Og så vil jeg, lidt uden for kontekst, citere Roger Waters, fra søndagens koncerten på Roskildefestivallen:

“Bring the Boys Back Home”.

“Oh George! Oh George!
That Texas education must have fucked you up when you were very small”

(løsrevne citater fra koncerten)

I dag er dagen, hvor Paul McCartney fylder 64. Herfra skal lyde et stor tillykke. Rygterne siger, at Paul ikke har tænkt sig at gå på pension. Det lyder godt – se så at komme ud på landevejene igen, Paul, der er brug for dig!

I anledning af Pauls fødselsdag, har nogle gale franskmænd (jeg går ud fra, de er gale – de er jo franskmænd 🙂 ) oprettet websitet www.whenim64.info, hvor man kan høre alternative fortolkninger af McCartneys berømte sang, som almindeligvis anerkendes som en af hans tidligste kompositioner, skrevet mens han stadig var teenager.
“Happy birthday to you”

Billedet her er lånt fra Wikipedia, og er taget under koncerten i Prag i 2004, hvor jeg, i parentes bemærket, var til stede, som jeg også var det et par dage efter i Horsens. Det var stort!

Wilson Pickett er død! Han blev kun 64 år gammel.

Wilson Pickett var sammen med navne som Otis Redding, Aretha Franklin, Steve Cropper og Booker T. and the MG’s med til at definere soul-scenen i USA tilbage i midten af 60’erne. Med legendariske Stax Records som centrum var Pickett en vigtig brik i tilblivelsen af den såkaldte Memphis Soul – der blandt andet havde det særkende, at musikerne arbejdede sammen og optrådte uden skelen til hudfarve. I dag kan det lyde overflødigt at nævne dette, men det var det ikke i 60’ernes USA – slet ikke i sydstaterne. Således blev Picketts vel nok bedst kendte og mest holdbare hit, In the Midnight Hour, til i et samarbejde med Steve Cropper. De skrev sangen en nat på et motelværelse uden for Memphis. Parakdoksalt nok var det på netop dette motel, Lorraine Motel, at Martin Luther King få år senere blev snigmyrdet – en begivenhed, der – i hvert fald for en tid – skabte alvorlige spændinger sort og hvid imellem, og som vel også i nogen grad var med til at tage livet af Memphis Soul-scenen.

Ud over In the Midnight Hour havde Wilson Pickett også hits som Mustang Sally, 634-5789 og Funky Broadway. Antallet af hits tog af i 70’erne, men hans betydning kan ikke undervurderes, og hans musik var blandt andet den røde tråd og ledestjerne for “The Commitments” fra filmen af samme navn, og han optrådte - man havde nær sagt naturligvis – i filmen Blues Brothers 2000, sammen med et imponerende sammenrend af stjerner fra stax-årene, Eddie Floyd, Steve Cropper, Donald Dunn, Isaac Hayes og dr. John.

Han optrådte indtil for ca. et år siden, hvor han på grund af problemer med helbredet måtte stoppe turnéaktiviteten.

Jeg ved ikke med dig – but I’m gonna wait till the midnight hour!